Et nyt kapitel i vindmøllekrigen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Gennem den seneste tid illustrerer mange læserbreve hvilke kæmpe udfordringer, der skal løses med energiforligets planlagte udbygning af vindmøllebestanden.

Der er ofte stor modstand fra naboerne til møllerne, og den mødes med stålsat forsvar af vindmøller uden reel anerkendelse af, at der faktisk er gener for naboerne til de roterende hellige køer. Vi kan forvente en masse negativ presse og stadig ringere tilslutning i befolkningen til vindmøllesagen.

Hvordan kan modstandere og forsvarere se så forskelligt på sagen?

Jeg er selv eksponeret fra de påtænkte kæmpevindmøller på Kalvebod Syd, som Københavns Kommune planlægger, og vil derfor bruge disse som eksempel på nogle basale problemer i håndteringen af sådanne projekter:

De basale problemer

Planlægningsprocessen: Søren Laursen (Københavns Energi) skriver i sit indlæg 13/4, at placeringsmulighederne skal undersøges, derpå foretages en VVM-undersøgelse, og projekterne skal i høring i offentligheden, før en endelig beslutning træffes.

Vi kan i Kalvebod-projektet konstatere, at Københavns Kommune ikke har undersøgt placeringsmuligheder uden for kommunegrænsen for disse fire møller ud af i alt 130 (men vælger placering i fredede, rekreative områder, hvilket kræver dispensation fra flere fredninger og generer nabokommunerne), at VVM-undersøgelsen undertiden er manipulerende og andre steder mangelfuld, og at de utallige høringssvar, der naturligvis også rummer andre vurderinger af generne end VVM-undersøgelsen ikke videregives til relevante dispensationsgivere.

I skrivende stund vides naturligvis ikke, hvilken fremstilling af høringsprocessen, der gives til Borgerrepræsentationen som politisk beslutningsgrundlag, men Københavns Kommune fortsætter tilsyneladende upåvirket af indsigelserne, så man kan vel ikke fortænke os i at mistænke høringen for at være ren proforma-proces. Har høringssvarene overhovedet nogen indflydelse?

Søren Laursen oplyser, at Københavns Kommune påtænker at opføre to vindmølleparker (Øresund og syd for Amager). Hvorfor kan man så ikke flytte de sølle fire Kalvebod-møller ud i disse parker?

Lovgivningen: Naboer til vindmøllerprojekter er helt berettiget bekymrede for de støjmæssige gener, herunder påvirkning fra lavfrekvent støj.

På den ene side vifter myndigheder, f.eks. Claus Torp fra Miljøstyrelsen, med vindmøllebekendtgørelsens bestemmelser, der beskytter naboerne. På den anden side afviser vi naboer, at bekendtgørelsen er god nok.

Ingen brug af ny forskning

Hvorfor gør vi det? Fordi nyeste forskning fra bl.a. Aalborg Universitet og udlandet ikke er lagt til grund for bekendtgørelsen (det ville give meget skrappere regler), og fordi vi mener, at støjgener skal måles i det støjramte miljø og ikke beregnes i modeller, der ikke indeholder den individuelle boligs isoleringsforhold.

I Kalvebod-projektet er vi ydermere udsat for en beregningsmetode, der ikke tager tilstrækkelig højde for støjens udbredelse over vand (ved cylindrisk måling, som man bl.a. benytter i Sverige i tilsvarende tilfælde).

Useriøst argument

Argumenter: Endelig oplever vi fantastiske argumenter, der ikke befordrer tilliden til processen. F.eks. skal Københavns Kommune i dispensationsprocessen give en »funktionel begrundelse« for at få tilladelse til at opstille møller i kystnærhedszonen på Kalvebod Syd (Vestamager).

Her anføres af Københavns Kommune, at »udbyttet fra vindmøller er væsentligt bedre tæt på kysten end inde i landet, fordi vindressourcen aftager fra kysten og ind over land.« Der er tale om, at møller ønskes placeret på »kysten« efter 1,6-2,0 km »indsø«.

Vi har oftest vestenvind, hvorfor vinden vil tilbagelægge hele Sjælland, før den rammer det lille vandområde og når frem til møllerne. Vi kan ikke tage et sådant argument alvorligt.

Der skal nu forhandles med de protesterende nabokommuner. Kan vi regne med en forhandling mellem ligeværdige parter? Kan vi regne med, at fredningsmyndighederne beskytter de rekreative områder? Og hvad er den overordnede holdning fra regeringen til placering i fredede, rekreative områder?

Det kan jo nemt blive aktuelt også i andre projekter. Miljøministeren svarede 11/4 i Folketingets spørgetid, at kommunerne selv må finde ud af det.

Jeg frygter ligesom Jan Williams 16/4, at vores smukke kystlandskaber smadres – risikoen vil så variere med kommunernes styrke og engagement.