Prioritering skal sikre velfærden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vores velfærdssamfund er under pres, og den nuværende situation kræver handling og politisk mod. Socialpolitikken trænger til grundlæggende reformer. Regeringen er allerede i gang med reformer af førtidspensionen og fleksjob og kommer snart med en reform af kontanthjælpen. Nye tider kalder på nye løsninger, og det er vi klar til at tage ansvar for. Derfor laver vi nu en socialreform. Den indebærer, at vi prioriterer velfærden, så der kommer rimelighed og social balance i vores velfærdsydelser. Ved at prioritere velfærden kan vi investere i en socialpolitik, der sikrer, at vores udsatte borgere får den støtte og omsorg, der kan virke som et springbræt ind i fællesskabet. ”Systemdanmark” trænger til et kvalitetsløft. Alt for meget tyder på, at mange af indsatserne på det sociale område hjælper de mennesker, de skulle hjælpe, for lidt. Derfor skal vi se arbejdsgange, kulturer og fagligt indhold efter i sømmene. Ikke for at kritisere, men for at løfte kvaliteten.

En del af løsningen

Regeringen tror på, at velfærdsstaten er en væsentlig del af løsningen på Danmarks udfordringer. Vi mener, at vores samfund er rigt og stærkt, fordi vi gennem generationer har stået sammen om at stræbe efter lige muligheder for alle borgere. Fordi vi har bygget vores samfund på troen på, at vi er stærkere sammen end hver for sig. Fordi vi er et land for de mange og ikke blot de få. Regeringen vil, at det også er de værdier, som Danmark skal kendes på i fremtiden. Men vi skal sikre, at velfærdsstaten virker. Når 750.000 voksne danskere står uden for arbejdsmarkedet, må vi insistere på, at flere skal ind i fællesskabet. Når vi trods et offentligt forbrug på svimlende 80 mia. kr. årligt i direkte omkostninger på det sociale område ikke formår at bryde onde cirkler hos stofmisbrugere, prostituerede og hjemløse, må det kunne gøres bedre. Når vi gang på gang hører om tragiske sager, hvor børn er blevet vanrøgtet og misbrugt i årevis, er det bare ikke godt nok.

Mere end et sikkerhedsnet

Vores velfærdssamfund skal være mere end et sikkerhedsnet, som samler de mennesker op, der falder udenfor. Velfærdsstaten skulle også meget gerne fungere som en trampolin, der hjælper folk videre i livet. Velfærdsstaten skal øge folks livschancer og styrke deres selvrespekt - ikke knægte den. Derfor vil vi prioritere vores velfærdsydelser, så vi kan investere i at skabe et velfærdssamfund, der understøtter initiativ, uafhængighed og virkelyst hos den enkelte. Et velfærdssamfund, der hjælper alle til at blive aktive medborgere i stedet for at reducere dem til passive modtagere af velfærdsydelser. Men det er afgørende, at prioriteringerne i velfærden sker med fokus på rimelighed og social balance. Det handler ikke om at afvikle den velfærdsstat, vi kender, men om at prioritere den. Det, jeg taler for, er et opgør med tendensen til at give mennesker krykker og kalde det socialpolitik. Vi skal flytte ansvaret for folks liv tilbage til de borgere, der er i stand til at løfte det ansvar. Vi skal turde kræve, at alle bidrager og tager ansvar for sig selv og fællesskabet. Vi skal minde os selv og hinanden om, at omsorg for andre mennesker ikke ydes via skattebilletten alene. Heller ikke i et velfærdssamfund, hvor også civilsamfundet og den frivillige sektor skal spille en stor rolle.

Behov for en åben debat

Derfor trænger vi til en åben debat om, hvor grænserne mellem velfærdsstaten og det personlige ansvar går. Ikke bare fordi den økonomiske situation kræver det, men også fordi solidariteten og sammenhængskraften i vores samfund afhænger af, at alle gør deres pligt, før de kræver deres ret. Med førtidspensionsreformen har vi taget første skridt til at gøre velfærdsstaten til den trampolin, der hjælper folk videre. Vi vil ikke gøre sårbare og udsatte unge mennesker flere bjørnetjenester ved at stikke dem et livslangt holdkæft-bolsje og se passivt til, mens deres selvrespekt siver væk. Vi vil vise dem, at vi har brug for dem, og at vi tror på dem. Og at vi er villige til at investere både omsorg og tålmodighed i at give dem en bedre fremtid. Med den socialreform, som jeg nu vil gennemføre, tager vi det næste skridt. Vi vil investere i et kvalitetsløft af den sociale indsats, så vi sikrer, at den reelt bidrager til at forbedre den enkelte borgers liv og muligheder. Vi skal bl.a. løfte de udsatte børn og unge, der har fået en svær start på livet, og hvis negative sociale arv vi ellers aldrig får gjort op med. Ingen kan være tjent med, at sociale problemer får lov til at eskalere eller gå ubehandlede hen. Vi skal aldrig acceptere, at problemerne går igen i familier i generation efter generation.

Det kan vi ikke være bekendt

Vi kan som samfund ikke være bekendt, hvis vi på lang afstand kan spotte de børn, som vi 10, 20 eller 30 år senere sender på afvænning eller i fængsel, uden at vi gør noget ved det nu. Vi kan ikke være bekendt, hvis vi kender de børn, der 10, 20 eller 30 år senere ødelægger deres egne børns liv, at vi ikke sætter massivt og målrettet ind. For det er ikke bare et mellemmenneskeligt, men også et offentligt ansvar at bryde den negative sociale arv. Der findes politiske strømninger, der ønsker en anden samfundsindretning i Danmark. Strømninger, der plæderer for et samfund, hvor velfærdsstaten bliver afløst af en forsikringsordning, eller hvor sociale problemer som altovervejende hovedregel løses inden for familien eller af frivillige kræfter. Det er for så vidt en helt legitim politisk position. Det er bare ikke min position, og det er ikke det samfund, regeringen ønsker. Jeg er overbevist om, at der er en bred opbakning i befolkningen til et stærkt velfærdssamfund. Men vi kommer ikke sovende til det, hvis vi vil sikre en socialpolitik, der virker. De kommende reformer bliver ikke lette, og de kommer til at gøre ondt. Vi kommer til at bede nogle befolkningsgrupper om at bidrage med mere, end de gør i dag, mens andre vil få mindre, end de plejer. Men det er nødvendigt, hvis socialpolitikken skal løftes, så Danmark også i fremtiden skal være et samfund, hvor vi sammen stræber efter lige muligheder for alle.