Kristne i Mellemøsten frygter for deres fremtid

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ved det såkaldte arabiske forår blev sekulære diktatorer, som havde undertrykt folks frihed, styrtet. Kampen for mere frihed var også et stort ønske fra de kristne minoriteter, der gennem århundreder i muslimske stater havde været andenklasses borgere.

Ved den tilsyneladende vundne frihed fik de velorganiserede islamister en enestående anledning til at føre landene ind i en fremtid med politiske idealer bygget på islam. Den nye situation skabte stor ængstelse blandt de kristne, som er ubetydelige minoriteter i den arabisk/islamiske verden, som ikke har plads til ikke-muslimer.

Det islamistiske parti Ennadha blev i Tunesien den dominerende faktor. Det har erklæret, at den ny forfatning vil hælde i retning af sharialove. Det har bekymret bl.a. de 22.000 katolikker i landet.

Den islamiske milits i Libyen har peget på fremtidige ledere, der taler om en ny grundlov baseret på Koranen og islamiske principper. De få kristne er bekymrede.

I Irak er det kristne mindretal blevet drastisk reduceret - 60 pct. siden 2003. Præster er blevet snigmyrdet, kirker bombet, og kristne i store grupper flygtet ud af landet.

Egypten har en mere end 10 pct. kristen koptisk minoritet. Den stod side om side med sine muslimske naboer ved opgøret med Hosni Mubarak og hans styre. Men valgene viser, at islamisterne får magten. Den kristne drøm om fuld religionsfrihed vil ikke gå i opfyldelse.

Mord og forfølgelse

Nu er det Syrien, der holder for på den mest blodige og brutale måde. Der er rapporter om forfølgelser, mord, voldtægt og kidnapninger, også af kristne. Det sunnimuslimske flertal på over 70 pct. har efter 41 års undertrykkelse rejst sig mod præsident Bashar al-Assad, som tilhører alawit-sekten med kun 15 pct. af befolkningen.

Alawitterne har deres navn efter Muhammeds svigersøn, Ali. Sekten regnes af muslimer som værende kættersk og adskiller sig ved en hemmeligholdt teologi, der er en blanding af shiit-islam, hellenistisk filosofi og kristen gnosticisme.

Al-Assad-familien og Baath-partiet var støttet af de kristne, der fik en vis religionsfrihed som belønning. Støtten til Assad-regeringen var derfor ikke alene politisk motiveret.

De kristne udgør omkring 10 pct. af befolkningen og er opdelt i flere traditioner med flertallet i de armenske, ortodokse, maronit- og katolske kirker samt få protestantiske og evangeliske trossamfund.

De kristne tager så ganske afgjort afstand fra de frygtelige magtmisbrug, der finder sted i dag med mord og forfølgelse. Men kristne er også klar over, at alternativet er en sunnimuslimsk regering. Og udviklingen i de andre lande efter Det Arabiske Forår varsler en utryg fremtid.

Erfaringen viser, at med sunnierne ved magten bliver mindretals tros- og forsamlingsfrihed for de kristne om ikke afskaffet så dog meget begrænset.

Kristne i Mellemøsten havde det store håb, at når tyrannier var erstattet med demokratier, ville deres kår blive forbedret. Og kristne missionsselskaber begyndte at forberede sig på, at områder, som gennem årene har været lukket for deres fremstød, nu ville være tilgængelige.

Samme skæbne som jøderne?

Man kan i dag frygte, at med den nuværende udvikling kunne mellemøstlige kristne fællesskaber inden for én generation lide samme skæbne som de engang blomstrende jødiske samfund spredt i den arabiske verden. De er næsten totalt forsvundet.

Tabet vil naturligvis også betyde for de nye muslimske regeringer, at de mister en befolkningsgruppe, som skønt i mindretal generelt er over gennemsnittet i uddannelse (pewforum.org. Religion News on the Web. 30/1 2012).

I Mellemøsten og Nordafrika med en befolkning på 430 mio. er der kun 3 pct. (13 mio.) kristne. Og det tal er svindende, idet mange udvandrer.

Hvorledes vil fremtiden forme sig for kristendommen i de områder, hvor den havde sin vugge?