Caspian i gråzonen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Men det er den skinbarlige virkelighed i Danmark i 2011 og et eksempel på de dilemmaer, der rammer et moderne samfund, hvor kombinationen mellem en individualiseret rettighedskultur og en teknologi, der gør stadig mere muligt konstant sprænger tabuer og grænser for normalitet.

Det rejser store etiske spørgsmål, hvor svarene instinktivt virker givet, men langt fra er det. Dog kan det slås fast, at det privathospital, som foretog operationen, mangler at svare på et par spørgsmål.

Kort fortalt drejer det sig om den 15-årige Caspian Drumm fra Hørsholm. Han er født som pige, men reagerede allerede som lille mod sit køn. Da han nærmede sig de 10 år og puberteten, var han decideret fornægtende og stadig mere utilpasset med at være i sin krop. Transkønnet kaldes det, og med tiden begyndte Caspian at definere sig selv som dreng over for sine omgivelser. Gradvist gik det op for Caspians forældre, at de havde et barn, der var helt ved siden af sin egentlige identitet. Loven siger, at man som transkønnet først kan få hjælp, når man er over 18 år, men med hjælp fra en gynækolog, som åbenbart anbefales blandt transkønnede, fik Caspian udskrevet mandlige kønshormoner. Endelig fik den 15-årige så med sine forældres velsignelse og fulde opbakning på privathospitalet HC Andersen i Odense fjernet brysterne i juni, for som hans mor sagde her i avisen søndag: »Nu er det bare et spørgsmål om, at hans rigtige liv med den rigtige krop skal begynde hurtigst muligt.«

Caspian har grund til at være glad for, at han har forældre, der er i stand til at se ud over deres egne drømme og kan bakke deres barn op i, at hans lykke hænger sammen med hans kropsidentitet. Man skal ikke mange år tilbage, før dette havde været så tabuiseret, at Caspian sandsynligt havde måttet leve i fornægtelsen meget længere.

Men derfra og så til at mene, det er i sin skønneste orden at fjerne brysterne på en 15-årig, der ikke føler sig i overensstemmelse med sin krop, er der et stykke vej. Og at sammenligne indgrebet med en tatovering, som man senere kan få fjernet, skulle man fortryde, som det blev af en forsker i transkønnethed i avisen søndag, er der et godt stykke. Det er vel nærmest udtryk for en form for velfærdsforkælelse, hvor vi ligger som skrigende unger på gulvet i supermarkedet, hvis vi ikke får behovene opfyldt i det øjeblik, de opstår.

Caspian er uden tvivl en begavet, moden og velreflekteret 15-årig, der sammen med sine forældre har talt sagen igennem godt og grundigt. Men en kønsskifteoperation er et meget stort indgreb i krop og psyke, og som medlem af Etisk Råd Thomas Ploug var inde på søndag, skal man vende hver en sten i en sag som denne for at være sikker på, at man har fast grund under fødderne, for som han sagde: »Spørgsmålet er jo også, om forældrenes og drengens diagnose er rigtig?« Måske er det i virkeligheden andre ting, der presser sig på, end at han er anbragt i den forkerte krop. Underforstået, at det måske først viser sig i takt med, at han bliver ældre.

Men brysterne er væk, og derfor kan spørgsmålet passende sendes videre til det privathospital, som har foretaget undersøgelsen. Konkurrence er godt, også på sundhedsområdet, men hvis hospitalet kun har skelet til kasseapparatet og ikke til grundlaget for og de etiske implikationer ved indgrebet, er Caspians eksempel først og fremmest et skræmmeeksempel på, hvad den rene markedsgørelse af et område som sundhed kan føre til. Det må man håbe Sundhedsstyrelsens undersøgelse vil kaste lys over.