Den rene transforvirring
Den ophedede debat om den 15- årige Caspian Drumm, der fik sine bryster fjernet på et privathospital, afslører, at den generelle viden om transkønnede er både mangelfuld og forvirrende.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Nogle mener, at man ikke kan skifte køn. Men: Køn er ikke blot faktuelle biologiske data. Køn er også en jeg-funderet selvopfattelse, og i både mand og kvinde ligger begge køn som en mulighed, der kan udtrykkes samlet eller hver for sig.
Med andre ord: Kønnet sidder ikke kun imellem benene, men i høj grad også imellem ørerne.
Vores dualistiske, naturvidenskabelige tilgang til livet fortæller os, hvad vi beviseligt ser: En dreng eller en pige. Men oven over kønsdelene sidder et hoved , som har sin egen mening om tingene. I de fleste tilfælde bliver de enige, og vi får en pige eller en dreng.
Naturen er lunefuld
Men naturen er lunefuld, og den krydser sommetider de ellers så sikre parametre, så en dreng opfatter sig mere som pige, og en pige opfatter sig mere som dreng. Og det uanset, hvad der sidder imellem benene, for nu at sige det, som det er.
Med årene er de transkønnede blevet mere synlige.
Det er ikke mere end 40 år siden, at det var forbudt at vise sig på gaden som transkønnet, og det ligger dybt i det danske sundhedssystem at opfatte transkønnede som syge mennesker. De er officielt psykisk syge, og en del af befolkningen ser dem stadig som et tabu.
Men tabuernes tid må snart være forbi. Det kan ikke være rigtigt, at et moderne samfund stadig anser en gruppe af sine medborgere som unormale.
Det må være på tide, at man i Danmark accepterer, at der lever et tredje køn imellem os, som har rettigheder som alle andre. Herunder at kunne leve som det køn, man opfatter sig selv som.
I den aktuelle sag om Caspian Drumm fyger det med faktuelle fejl. Der er ingen nedre grænse for, hvornår man må behandle en transseksuel i Danmark, og alle internationale sundhedsfaglige eksperter (Standard of Care) anbefaler i dag, at man griber tidligt ind hos de børn og unge, der viser transseksualitet, så man kan give dem et bedre liv.
I modsat fald står man med selvmordstruede unge med svære depressioner og en livskvalitet, som ikke er værdig i et moderne samfund.
En selvbestaltet grænse
De 18 år, som nævnes, er en selvbestaltet grænse sat af den enerådende klinik, Sexologisk Klinik, som for tiden er stærkt kritiseret for at basere sin behandling af transkønnede på et forældet sundhedsfagligt grundlag.
De transkønnedes foreninger har da også på ønskelisten en grundig undersøgelse af Sexologisk Kliniks monopol på afgørelser, der vedrører den behandling, de i dag giver de transkønnede i Danmark.
Det ville have klædt en institution i det danske sundhedsvæsen at tilbyde hjælp og rådgivning om den unge Caspians situation i stedet for bare at afvise ud fra en aldersgrænse, som man selv har sat.
Nu gør mange sig kloge på situationen, men ikke mange nævner, hvad det her handler om: Et ungt menneskes trivsel og ret til livet på lige fod med alle andre.