*

Viden

Den højeste temperatur i 11.300 år

En ny undersøgelse sender temperaturen op til det højeste i den menneskelige civilisations historie.

Global opvarmning tog for alvor fart under industrialiseringen. På billedet fra 1938 sender en Skodafabrik i Tjekkoslovakiet røg ud i atmosfæren. Foto: AP

Vi er på vej ind i en tid, der er varmere, end den har været siden de første tegn på menneskelig civilisation for omkring 10.000 år siden.

I en ny undersøgelse har forskere fra Oregon State University og Harvard University analyseret 11.300 års data fra 73 steder rundt om i verden.

Og de viste, at de sidste 10 år har været varmere end 80 pct. af de sidste 11.300 år, fremgår det af undersøgelsen, som torsdag blev publiceret i magasinet Science.

Da de kommende årtier bliver varmere end nogensinde siden istiden ifølge beregninger af FNs Mellemstatslige Panel for Klimaændringer (IPPC), konkluderer forskerne bag undersøgelsen, at verden vil få den højeste gennemsnitstemperatur i 11.300 år, skriver det amerikanske nyhedsbureau Global Post.

En stigning på 1,1 grad

Dataene har vist at verdens gennemsnitstemperatur er faldet 0,8 grader de sidste 5.000 år, men er steget igen det sidste århundrede. Specielt på den nordlige halvkugle, hvor der er store landmasser og en stor befolkning, er temperaturen steget.

Undersøgelsens klimamodel forudser, at den globale temperatur vil være steget med 1,1 grad til 6,3 grader i slutningen af dette århundrede.

"Det mest bekymrende er, at denne opvarmning vil være markant højere end noget andet tidspunkt de seneste 11.300 år," siger Peter Clark, som er ekspert i klimaforandringer på Oregon State University, til Global Post.

CO2 fungerer som et termotæppe

Der kan være et element af naturlige udsving i den globale temperaturstigning.

Men langt de fleste forskere er i dag enige om, at det meste af stigningen skyldes en menneskeskabt påvirkning.

Den relativt lille mængde naturlig CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren er afgørende for, at vores planet ikke er iskold og ubeboelig. De lader solens varme passere og holder en del af varmen fra jorden tilbage, før den når ud i rummet.

Men da CO2, også kaldet kuldioxid eller kultveilte, er en hovedbestanddel i fossile brændstoffer som olie, naturgas og kul, bliver der sendt for meget ud i atmosfæren.

Derved kommer CO2en til at fungere som et termotæppe om jorden, fordi mindre og mindre varme slipper ud, og så stiger temperaturen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her