Dna-test fanger fusker-fiskere
Ny dansk forskning kan afsløre fiskere, som ikke holder nallerne fra truede fisk.
Myndighederne beskytter fisk mod overfiskning ved at håndhæve fiskekvoter. På den måde får vi den mest bæredygtige form for fiskeri: et fiskeri, der holder sig til de fiskebestande, som kan klare presset fra garnet, mens de mere sårbare bestande slipper fri.
Indtil nu har det været en stor udfordring at kontrollere, om fiskerne holder sig til de rigtige fisk. Det er nemlig svært at se med det blotte øje, om eksempelvis en torsk kommer fra en sårbar bestand, som myndighederne beskytter med lave kvoter, eller om den kommer fra en bestand i et område, hvor der er masser at tage af.
LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: Blæksprutter snyder rovfisk med camouflage-trick
Ny dansk forskning i fiskegenetik gør det nu lettere at beskytte sårbare fisk mod overfiskning. Sådan lyder det fra Einar Nielsen, der er professor ved DTU Aqua og medforfatter på en videnskabelig artikel om sagen.
Artiklen, der netop er blevet offentliggjort i det anerkendte Nature Communications, bygger på et omfattende studium af fiske-dna-prøver fra forskningstogter ud på bølgen blå.
»Fiskerikontrollen er meget interesseret i at finde en metode til at spore fiskenes ophav. Med vores metode er det nu blevet muligt at tage fat i enkelt fisk og finde ud af, hvor den kommer fra,« siger Einar Nielsen til Videnskab.dk.
LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: Vi har spist livet i havet
Med udgangspunkt i Einar Nielsens nye forskning er fiskerikontrollen derfor blevet bevæbnet med dna-værktøjskasser. De kan nu sejle ud til mistænkelige fiskekuttere for at kontrollere, at fiskerne ikke fanger fisk, der kommer fra sårbare bestande.
Det betyder, at garnet strammes om de overfiskende brodne kar blandt fiskerne i stedet for de truede fisk. Hvis en fisker eksempelvis har skuden fyldt af overfiskede Nordsø-torsk, kan han eller hun ikke længere påstå, at der er tale om de mindre sårbare torsk fra Østersøen.
Læs hvorfor den nye test er særlig smart på Videnskab.dk