*

Viden

Har lyset magt over vores humør?

Vi danskere opholder os 20 af døgnets 24 timer inden døre. Men har det nogen betydning for vores humør? Svaret ligger lige om hjørnet.

Faktisk er der stadig ingen, der har bevist, at lyset gør en forskel for menneskers humør. Foto: Colourbox

De fleste har hørt om, at lyset har en indvirkning på vores humør. Og når sommeren er over os med skønne solskinsdage, lange sommeraftener og lyse nætter, føler mange sikkert også, at livet er både lettere og smukkere end ellers.

Men faktisk er der stadig ingen, der har bevist, at lyset gør en forskel.

Selvom foreløbige studier har indikeret, at udendørsarbejde har en gavnlig effekt på depressioner, mangler forskerne stadig at påvise, at det lige netop er lyset frem for andre faktorer som eksempelvis fysisk aktivitet, der spiller ind.

Det skal et nyt dansk forskningsprojekt nu råde bod på.

I en storstilet undersøgelse, bestilt af Arbejdstilsynet, vil forskerne for første gang bruge objektive målinger til at undersøge, hvor meget - eller lidt - hold, der er i den etablerede sandhed.

900 deltagere

»Indtil nu har vi baseret vores viden på resultater fra spørgeskemaer. Ulempen ved det er, at resultatet måske er blevet påvirket af folks personlige vurderinger. Det kan vi undgå med den nye teknik,« fortæller Henrik Kolstad til Videnskab.dk.

Henrik Kolstad er overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik på Aarhus Universitetshospital og

skal være vejleder for den ph.d.-studerende, som går i gang med undersøgelsen i løbet af efteråret og et år frem.

I forsøget vil 900 deltagere blive udstyret med et avanceret armbånd, som de skal bære i en uge. Armbåndet måler både mængden af lys og forsøgsdeltagerens fysiske aktivitetsniveau. På den måde kan forskerne se, om det er den fysiske aktivitet, der påvirker humøret, eller om lyset alene har en betydning.

Læs også på Videnskab.dk: Kom i godt humør med udendørsarbejde

Det nye projekt skal samtidig dykke ned i diskussionen om, hvorvidt natarbejde kan kobles sammen med en øget risiko for brystkræft.

»Mistanken har gået på, om arbejde i elektrisk lys om natten hæmmer hormonet melatonin, der styrer vores døgnrytme, og om det i så fald kan føre til brystkræft. Derfor vil vi i forbindelse med det nye projekt også tage spyt- og blodprøver, så vi kan analysere forsøgsdeltagernes melatonin-indhold,« forklarer Henrik Kolstad.

Han tilføjer, at resultatet desuden kan hjælpe med at forstå og behandle søvnforstyrrelser hos personer med natarbejde.

Læs hele artiklen på Videnskab.dk HER



Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her