*

Viden

Eske Willerslev: Neandertalerne tabte måske på grund af indavl

Tidlige mennesker undgik for høj grad af indavl, indikerer DNA-analyser ledet af den danske DNA-forsker Eske Willerslev. Det har måske givet os en fordel over neandertalerne.

Eske Willerslev og hans team har kortlagt genomerne fra mennesker, der levede for 34.000 år siden. Foto: Kristoffer Juel

Nogle af de tidligere moderne mennesker, havde formentlig sociale spilleregler og netværk for at undgå for meget indavl.

Det indikerer fundet af menneske-DNA fra bredden af Kluazma-floden 200 km øst for Moskva i et område kaldet Sungir, skriver Videnskab.dk.

DNA’et er omtrent 34.000 tusind år gammelt og afslører en overraskende lav grad af indavl – specielt, når man sammenligner med fund af tilsvarende neandertal-DNA.

»Det er selvfølgelig spekulativt det her, men måske er en af forskellene på neandertalere og moderne mennesker en meget bedre forståelse af indavlsbegrebet,« siger professor og DNA-forsker Eske Willerslev, der har ledet forskerholdet bag den nye undersøgelse.

Minder om jæger-samlere

Det forhistoriske menneske-DNA har en genetisk profil, der minder om den hos både nutidige og forhistoriske jæger-samlere.

Læs også: Hidtil største gen-analyse omskriver europæernes historie

Og her ved man, generne afspejler sociale systemer, der er med til at holde graden af indavl nede.

Selvom Sungir-menneskene har levet i små grupper på 20-25 personer, har de haft kontakt til større netværk på omtrent 200 personer, ligesom det er kendt fra jæger-samlere.

»Det, man ser i mange jæger-samlere, er, at de mødes i storgruppen en gang om året, hvor de jager sammen, og der er masser af vildt. Ved den årlige begivenhed udveksler man så mænd og koner. Det er sådan, det foregår,« fortæller Eske Willerslev.

Vandt mennesker ved at undgå indavl?

Det nye resultat stiller spørgsmål ved, om menneskets evne til at udkonkurrere neandertalerne til dels skal findes i vores evne til at undgå indavl.

Læs også: Forskere opdager et helt nyt kapitel i menneskets historie

Hos neandertalere har man tidligere set klare spor af indavl, der afslører decideret incestuøse forhold, og det kan betyde, at neandertalerne ikke på samme måde som tidlige mennesker har reageret på faren ved indavl.

»Det er jo mega-interessant for det kunne potentielt være en kerneforklaring på, hvorfor neandertalerne går til grunde, og moderne mennesker klarer den,« siger Eske Willerslev.

Han understreger dog, at konklusionen er spekulativ, og at vi endnu ikke kan fastslå med sikkerhed, om neandertalerne generelt var mere indavlede end de tidlige mennesker.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu

Kronik: Så opdrag for h… jeres børn

Joachim Nielsen, partner hos Idefilm og Think Big
De bliver små uforskammede og ulidelige sataner uden nogen form for rimelig ydmyghed.
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her