*

Viden

I fremtiden kan den nye nyre komme fra en gris

Forskere er ét skridt nærmere på organtransplantation fra dyr til mennesker

I fremtiden kan nye organer til mennesker måske komme fra grise. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn/Polfoto

I 2016 døde 29 danskere, mens de stod på venteliste til et nyt organ. Og da året randt ud ventede 466 fortsat på nye organer.

16 havde brug for et nyt hjerte, 22 en lever, 28 lunger, 9 til nyre-bugspytkirtler og hele 391 håbede på en ny nyre.

Det viser tal fra Scandiatransplant.

Men i fremtiden vil disse mennesker måske ikke længere være afhængige af, at andre donerer deres organer. Forskere har nemlig taget et vigtigt skridt, når det gælder organtransplantation fra dyr til mennesker, såkaldt xenotransplantation.

Det skriver BBC.

Forskerne har taget udgangspunkt i grise, da deres organer er dem, som ligner menneskets mest. Men en af de største barrierer, når det gælder xenotransplantation er de retrovira, som grisenes dna gemmer på, og som kan overføres til mennesker.

Nu har forskerne fra Harvard University i samarbejde med firmaet eGenesis haft held til at identificere 25 vira i grisens genetiske kode, som kan overføres til mennesker. Ved hjælp af den såkaldte Crispr-metode, som gør det muligt at klippe i dna'et, har man derefter fjernet de 25 vira. Efterfølgende har man placeret det genetiske materiale i et æg fra en gris efter samme metode, som man klonede fåret Dolly.

Resultatet blev 37 griseunger helt uden skjulte vira.

Tilbage står dog udfordringen med at forhindre afstødelsen af organerne, en risiko der også er stor, når det gælder menneske-til-menneske-transplantation.

»Vi ved, at vi har en dristig vision om en verden uden mangel på organer, det er meget udfordrende, men det er også det, der motiverer os til at flytte bjerge,« siger Luhan Yang, en af forskerne, til BBC.

Arbejdet er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science, og ifølge flere eksperter virker det lovende. Foruden risikoen for afstødelse er der dog også en række etiske dilemmaer forbundet med xenotransplantation.

Ny genteknologi kan afgøre menneskets fremtid

Opvejer fordelen de eventuelle risici forbundet med transplantationen, og hvis der er tale om en akut situation, hvordan kan man så sikre, at patienten får mulighed for at give sit samtykke?

»Vi må vente og se, hvorvidt disse resultater kan omdannes til en sikker strategi i organstransplantation. Selv hvis organer fra disse gen-redigerede grise kan bruges uden risici og kan forhindre virusoverførsel, er der stadig omfattende forhindringer, når det gælder om at overvinde immunologisk afstødelse og fysiologisk inkompabilitet for svineorganer i mennesker,« siger professor emeritus ved veterinær videnskab på University of Cambridge til The Independent

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her