*

Viden

Nyt studie slår fast: Pesticider slår bier ihjel

Der er EU-forbud mod de bi-dræbende pesticider, men Danmark giver alligevel dispensation.

Bierne dør af den type pesticider, der bliver brugt til at bejdse raps. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO

En bestemt type pesticider på rapsmarker har enorme konsekvenser for bier. De dør nemlig af dem. Alligevel har Danmark for tredje år i træk givet danske landmænd dispensation til at bruge dem.

Det skriver Ingeniøren mandag.

Bejdsning af raps med pesticider tager livet af bierne, selvom det går langsomt, fastslår insektforskeren Ben Alex Woodcock fra det britiske Natural Environment Research Council i et studie fra juni. Bejdsning er en proces, hvor man forandrer et materiales overflade.

Undersøgelse: Hver femte bifamilie er død

Pesticiderne er skyld i bidød i både Storbritannien, Ungarn og Tyskland, viser studiet.

Jeg hæfter mig især ved, at neonikotinoider har en effekt på biernes immunforsvar, så de bliver mindre modstandsdygtige
Per Kryger, Aarhus Universitet

Helt teknisk undersøgte Ben Alex Woodcok sammen med et internationalt forskerhold effekten af at bejdse vinterraps med neonikotinoider, som er navnet på de omtalte pesticider. Man må ifølge EU-forbud ikke behandle blomstrende afgrøder med disse pesticider, men Danmark har for tredje år i træk givet landmændende dispensation til at bruge dem.

»Neonikotinoider har en negativ effekt på både honningbier og vilde bier. Når bierne i forvejen har dårligt helbred eller ensformig diæt, er de mere tilbøjelige til at blive påvirkede,« siger Ben Alex Woodcock til Ingeniøren.

Miljø- og Fødevareministeriet vurderer, at landmændene vil få et tab, hvis de fremover ikke kan bejdse med de omtalte pesticider. Men Danmarks førende biforsker Per Kryger fra Aarhus Universitet er bekymret over, at biernes immunforsvar svækkes.

»Jeg hæfter mig især ved, at neonikotinoider har en effekt på biernes immunforsvar, så de bliver mindre modstandsdygtige. Det forstærker virkningen af varroa-miden, som spreder virus. En bi med svækket immunforsvar, som også er udsat for miden, vil være mere tilbøjelig til at dø,« siger han til Ingeniøren.

Ifølge Ingeniøren fremhæver Miljøstyrelsen i et notat, at der er mange forskellige årsager til bidød, som for eksempel at nogle honningbier dør om vinteren, og at bidøden svinger meget fra år til år.

Men er det overhovedet et problem, at bierne dør?

Ifølge Illustreret Videnskab bestøver bierne omkring 70 af de 100 plantearter, der brødføder ca. 90 pct. af jordens befolkning. Derfor vil manglen på bier have store konsekvenser for vores mad. Herudover vil en udryddelse af bierne betyde en voldsom tilbagegang i plantediversiteten i verden.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her