*

Viden

Maratonløbere får tegn på akutte nyreskader

Maratonløbere ser ud til at få akutte nyreskader, som svarer til dem, man ser hos patienter på intensivafdelingen, viser ny forskning. En dansk overlæge maner dog til ro og mener ikke, der er belæg for at sige, at maratonløb er usundt.

Flere tusinde danskere er netop nu ved at gøre sig klar til at løbe maraton i de københavnske gader.

For nogle er det første gang, de skal tilbagelægge de 42 kilometer til fods, mens andre er veteraner i disciplinen.

Fælles for dem alle er dog, at deres nyrer kommer under et alvorligt pres, og det i en sådan grad, at de udvikler tegn på, hvad læger kalder akutte nyreskader. Det viser et nyt amerikansk studie ifølge Videnskab.dk.

»Nyrerne reagerer på maratonløbet, som var de alvorligt skadede. Det svarer til, hvad der sker blandt hospitalsindlagte patienter, når nyrerne bliver påvirket af medicinske eller kirurgiske komplikationer. Dog forsvinder skaderne igen efter to dage, men vi ved endnu ikke, hvad der sker på den lange bane,« fortæller professor i medicin ved Yale University Chiraq Parikh i en pressemeddelelse.

Det nye studie er offentliggjort i American Journal of Kidney Diseases.

82 procent udviste tegn på nyreskader

I studiet har de amerikanske forskere undersøgt 22 amatør-maratonløbere, der deltog i Hatford Marathon i 2015. Forskerne indsamlede blod- og urinprøver fra de 22 langdistanceløbere inden maratonløbet, 30 minutter efter maratonløbet og 48 timer efter maratonløbet.

Læs også: Maraton kan være farligt for hjertet

Herefter undersøgte de blodet og urinen for koncentrationen af biomarkører, som indikerer, at nyrerne har taget skade. Det drejer sig blandt andet om kreatinin-indholdet i blodet og nyreceller i urinen.

Resultatet af undersøgelsen viste, at 82 procent af maratonløberne havde tegn på akutte nyreskader umiddelbart efter maratonløbet. Efter 48 timer var tegnene på skaderne dog forsvundet igen.

»Det gode er, at vi var i stand til at bekræfte, at på dag to efter maratonløbet var værdierne tilbage ved normalen,« fortæller Chiraq Parikh.

Chiraq Parikh pointerer også, at studiedeltagerne gennemsnitligt havde løbet maratonløb i 12 år, og at alle havde normal nyrefunktion.

»Hvis maratonløb lavede vedvarende skader på nyrerne, ville disse løbere have minimal nyrefunktion tilbage,« siger han.

Flere årsager til tegn på nyreskader

Der kan være mange årsager til, at folk får tegn på akutte nyreskader af at løbe maraton.

Ifølge Chiraq Parikh kan det blandt andet skyldes væskemangel, den ekstreme fysiske udfoldelse eller varmen.

Læs også: Ny behandling af dødelig sygdom skåner nyrerne

Nyrerne modtager normalt en stor del af kroppens blod, men under et maraton bliver blodet sendt til musklerne og huden i stedet, så nyrerne kun modtager omkring 25 procent af det normale.

»Nyrerne kommer på overarbejde under et maraton, hvor de skal filtrere blodet, men samtidig gøre det med en meget mindre blodtilførsel,« forklarer Chiraq Parikh.

Samtidig stiger kroppens indre temperatur under et maraton, og tidligere studier har vist, at minearbejde, hård militærtræning og sukkerrørshøst i varmt vejr kan lede til nyreskader.

Ikke belæg for at sige at maraton er usundt

Mette Brimnes Damholt er overlæge på Rigshospitalets Nefrologiske Klinik og forsker i akutte nyreskader, men hun har ikke noget med det nye studie at gøre.

Læs også: Udøvere af ekstremsport risikerer nyresvigt

Hun har dog læst det og fortæller, at resultaterne taler for sig selv.

Selvom hun mener, at resultaterne er relativt godt dokumenterede for dem, der er med i undersøgelsen, mener hun bestemt ikke, at der er baggrund for at sige, at det er usundt at løbe maraton.

Det gælder både akutte nyreskader og i særdeleshed varige skader.

Den danske overlæge påpeger, at de standarder for vurdering af nyreskader, som forskerne har benyttet sig af, er udviklet til syge mennesker og derfor ikke blot kan overføres til raske.

»Det korte af det lange er, at vores klassifikation ikke er designet til raske mennesker, og på den baggrund mener jeg slet ikke, at man kan sige noget om, hvorvidt det er usundt for nyrerne at løbe maraton. Det er meget vigtigt for mig, at vi ikke gør folk forskrækkede, for det er jo alt andet lige sundt at træne til maraton,« siger Mette Brimnes Damholt.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her