*

Viden

Blodprøve afslører tilbagefald efter kræftbehandling et år tidligere

Med en ny blodprøve kan forskerne løbende måle, om en kræftbehandling virker, som den skal. Det kan redde menneskeliv ved at gøre lægerne i stand til hurtigt at tilpasse behandlingen den enkelte patient.

Forskere har udviklet en metode til hurtigt at kunne afgøre, om en behandling mod lungekræft har virket. Blot ved at tage en blodprøve kan forskeren fastslå, om en patient er kureret for sygdommen eller ej. Foto: Jan Dagø

Der er en mindre revolution i diagnosticering af lungekræft under opsejling.

To nye studier i to af verdens førende videnskabelige tidsskrifter viser, at læger via en blodprøve kan forudsige risikoen for, at lungekræft vender tilbage efter kirurgisk kræftbehandling og desuden opdage tilbagefald op til et år før, det ellers kan opdages med normale undersøgelsesmetoder. Det skriver Videnskab.dk.

»Vi kan på baggrund af vores opdagelse meget mere målrettet designe behandling til den enkelte lungekræftpatient. Det her er ’cutting edge’-teknologi, for med vores metode kan vi følge udviklingen i lungekræft i realtid og på få dage sige, om en given behandling virker eller ej. Det kan formentlig markant forbedre behandlingen og forhåbentlig øge chancerne for at overleve lungekræft,« fortæller ph.d. og forsker Nicolai Birkbak fra Translational Cancer Therapeutics Laboratory ved The Francis Crick Institute i London.

Metoden er 90 procent sikker

I de nye studier har forskerne fulgt 100 lungekræftpatienter, fra de blev diagnosticeret med lungekræft, til de enten blev helbredt eller døde af sygdommen.

Læs oså: Dansk gennembrud: Blodprøve kan afsløre tarmkræft

Alle patienterne undergik som en del af deres behandling en kirurgisk fjernelse af lungekræfttumorerne, og dem har forskerne meget detaljeret genomsekventeret for at få indsigt i, hvordan sygdommen udvikler sig under et kræftforløb.

Ved at genomsekventere forskellige dele af tumorerne og se på større ændringer i kromosomerne mellem dem, kunne forskerne se, hvordan tumorerne havde udviklet sig over tid.

På baggrund af blodprøver og analyser af den genetiske variation i tumorerne kunne forskerne med 90 procents præcision afgøre, om lungekræftpatienterne ville opleve et tilbagefald til sygdommen eller ej.

Ekstremt detaljeret forskning

Den nye forskning er dybt imponerende, mener professor Stig Egil Bojesen fra Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.

Læs også: Farlige stoffer i omløb: Kemifirmaer gambler med dit helbred

»Det er på så detaljeret et niveau, at man kan bruge det til at beskrive udviklingen af den enkelte tumor som et stamtræ. Det minder næsten om studier af menneskets forfædre, så grundigt er det. Det er helt uhørt detaljeret og meget grundigt,« siger Stig Egil Bojesen, der også er tilknyttet Klinisk Biokemisk Afdeling, Herlev og Gentofte Hospital, men ikke har deltaget i de nye studier.

Professoren synes dog, at perspektivet i at kunne fælge kræften igennem en blodprøve er det mest spændende.

»Det er sådan noget, som gør, at vi på sigt kan få nok information ud af blodprøver til, at vi ikke længere behøver skære folk op eller tage biopsier, når vi skal undersøge kræftudviklingen,« siger Stig Egil Bojesen.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her