*

Viden

Studie overrasker: Derfor sætter du automatisk i løb, når du skal skynde dig

Når benene automatisk skifter fra at gå til at løbe, skyldes det ikke en energiberegning, som forskerne hidtil har troet. Den nye forskning kan blandt andet hjælpe personer med svære lammelser.

Når man skal skynde sig, og benene bevæger sig hurtigere og hurtigere, er kroppen indrettet på en måde, så den automatisk slår over i løb i stedet for gang. Nu har danske forskere fundet ud af hvorfor. Foto: Colourbox

Når du skal skynde dig, begynder benene at gå hurtigere og hurtigere, og gangarten bliver mere og mere anstrengt, indtil du pludselig og automatisk sætter i løb, som blev der trykket på en startknap.

Tidligere har forskerne troet, at overgangen fra gang til løb skete på baggrund af en energiberegning, men et nyt dansk studie viser, at overgangen faktisk er styret af vores skridtfrekvens og kan være forskellig fra person til person. Det skriver Videnskab.dk.

»Der sker en masse, når vi går fra at gå til at løbe. Nogle andre muskler bliver aktiveret, koordinationen bliver en smule anderledes. Det skal justeres for at gøre bevægelsen effektiv, og vi viser i vores forskning, hvornår kroppen laver den justering, og giver et bud på, hvorfor den gør det,« fortæller en af forskerne bag det nye studie, professor Ernst Albin Hansen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi ved Aalborg Universitet.

Skifter til løb, når skridtfrekvensen bliver høj

Ernst Albin Hansens forskning viser, at overgangen mellem gang og løb er afhængig af skridtfrekvensen, altså antallet af skridt per minut.

Læs også: Håb for mennesker: Lamme aber lærer at gå

Når en normal person går i sit mest afslappede tempo, er skridtfrekvensen i omegnen af 60 skridt i minuttet. Når den samme person løber, er skridtfrekvensen omkring 80.

Det nye forskningsresultat indikerer, at nerverne i rygmarven fungerer på sådan en måde, at de genkender skridtfrekvensen automatisk og ændrer på muskelkoordinationen til at matche løb, når skridtfrekvensen er lige mellem de to ’sweet spots’, hvilket vil sige omkring 70 skridt i minuttet.

»Tidligere har man troet, at overgangen fra gang til løb skete, når det var mest energieffektivt at løbe frem for at gå, men vores forskning viser, at det ikke er energiforbruget, der styrer det. Det er noget andet,« forklarer Ernst Albin Hansen.

Skiftet fra gang til løb er styret på en helt anden måde, end forskerne hidtil har troet. Den nye viden kan blandt andet hjælpe folk med lammelser.

Kan sige noget om spædbørns udvikling af bevægelse

Den nye forskning kan ifølge Ernst Albin Hansen blandt andet bruges til at hjælpe folk med alvorlige skader på rygmarven, eller den kan bidrage til udviklingen af exoskeletter – robotdele, der sidder uden på kroppen og for eksempel kan gøre os stærkere eller mere udholdne.

Læs også: Bliver man mindre våd, hvis man skynder sig gennem regnen?

Peter C. Raffalt er postdoc ved Julius Wolff Institute for Biomechanics and Musculoskeletal Regeneration i Tyskland og forsker i netop menneskers gang.

Han har ikke deltaget i det nye studie, men han har læst det og synes, at studiet er rigtig spændende. Selvom den nye forskning er grundforskning, mener han også, at den kan bruges i praksis.

»Det kan eksempelvis give os en bedre forståelse af, hvornår børn udvikler deres gangmønster. Her kan denne nye indsigt sige noget om, hvornår og hvordan børn lærer at gå og løbe, og hvad der sker, når de gør det. Det kan også bruges til at blive klogere på, hvad der sker, når nogle børn har en forsinket udvikling,« siger Peter C. Raffalt.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Annonce
Festival sætter miljøet på menuen
Hearts & Minds-festivalen sætter fokus på miljøvenlig mad med stor åbningsmiddag på Godsbanen fredag aften. Men aarhusianerne er ikke altid villige til at betale for økologi, lyder det fra restauranten bag middagen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her