*

Viden

Farlige stoffer i omløb: Kemifirmaers dokumentation er helt utilstrækkelig

Selvom kemifirmaer selv skal dokumentere, at deres kemikalier ikke er sundheds- og miljøskadelige, mangler der vigtig data i størstedelen af deres registreringer. Dermed kan farlige stoffer ende i din creme eller shampoo, uden at nogen ved det.

Kemikaliefirmaerne i Europa er dårlige til at oplyse myndighderne om mulige skadelige stoffer. Foto: Thomas Borberg/Polfoto

I 10 år har det været de europæiske kemikalieproducenters eget ansvar at sikre, at de stoffer, de sender på markedet, ikke er sundheds- eller miljøskadelige, herunder hormonforstyrrende.

En ordning, der i høj grad beror på tillid, og nu viser det sig, at den tillid bliver misbrugt, skriver Videnskab.dk.

Kemikaliefirmaerne i Europa er nemlig alt for dårlige til at oplyse myndighederne om mulige skadelige effekter, som deres stoffer kan påføre mennesker og miljø. Det kan betyde, at vi alle hver dag udsættes for hormonforstyrrende og farlige stoffer i vores daglige produkter.

Sådan lyder det fra lektor Henrik Holbech, der sidder i det Europæiske Kemikalieagenturs (ECHAs) ekspertgruppe for hormonforstyrrende stoffer.

»Jeg kan desværre ikke give konkrete eksempler, da arbejdet i ekspertgruppen er fortroligt, men overordnet mangler der rigtig meget lovpligtig data. Der er også eksempler på, at der ligger data hos nogle kemikaliefirmaer fra forsøg de selv har lavet, men som ikke deles, før vi tvinger dem til det. Det er meget frustrerende og et stort problem for vores mulighed for at regulere de skadelige stoffer,« siger Henrik Holbech.

»En stopklods i at beskytte befolkningens sundhed«

I 2016 viste stikprøver, foretaget af ECHA, at hele 72 procent af firmaernes indberetninger manglede vigtig information om de pågældende stoffer.

Læs også: Hormonforstyrrende stoffer koster EU milliarder

Året før viste en anden screening, lavet af de tyske myndigheder, at ud af 1.814 af de såkaldte datapakker indsendt til ECHA opfyldte kun én eneste myndighedernes krav.

Situationen med firmaernes manglende data er efterhånden så slem, at direktøren for ECHA, Geert Dancet, sidst i april 2017 sendte en mail ud til kemikalieindustrien, hvor han krævede omgående forbedring, så myndighederne har en chance for at gøre deres arbejde.

I mailen, som Videnskab.dk har fået indblik i, skriver direktøren følgende:

»Firmaernes manglende overholdelse af kravene fra EU’s kemikalielovgivning er en fundamental stopklods i ECHA’s bestræbelser på at beskytte befolkningens sundhed.«

Kan have store konsekvenser for forbrugerne

Hvis ikke firmaerne omgående bliver bedre til at indberette det data, de er forpligtet til, kan det have store konsekvenser, skriver ECHA-direktøren:

»De nuværende data er helt enkelt utilstrækkelige til, at vi kan lave en velbegrundet bedømmelse af risikoen ved et kemikalie. Det har to signifikante konsekvenser: Vi spilder vores tid ved at jage harmløse stoffer og, hvilket er langt værre, prioriterer muligvis ikke de stoffer, som i virkeligheden er de mest bekymrende.«

Omfanget af utilstrækkelig information om kemikalierne på markedet overrasker Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Læs også: Nye allergier skyller ind over vores liv

»Det er uacceptabelt, at virksomhedernes indberetning af eventuelle effekter ved stofferne er så mangelfuld, som stikprøverne viser. Det er jo det, der skal udgøre grundstammen i EU's arbejde med kemikalier, og det er virksomhedernes ansvar. De skylder os forbrugere, der i sidste ende køber deres varer, at leve op til det ansvar,« siger projektleder Stine Müller.

Miljøstyrelsen: Det ligner ikke ærlige fejl

Miljøstyrelsen er bekendt med problemet, fortæller AC-tekniker Marie Louise Holmer, der arbejder med regulering af hormonforstyrrende stoffer i Danmark.

Hun fortæller, at kemikaliefirmaerne desuden jævnligt forsøger at undgå at lave tests af deres kemikalier ved at lægge sig op ad tidligere afgørelser for andre stoffer.

Hendes kollega Magnus Løfstedt, der sidder med Miljøministeriets behandling af den nye europæiske kemikalielov, kaldet REACH, påpeger, at nogle af fejlene muligvis blot er ærlige fejl, men at det ikke rigtig ser sådan ud.

»Jeg vil ikke hævde, at reglerne på området er klare, og der findes givetvis virksomheder, som handler i god tro, på trods af at de ikke overholder reglerne. Men ud fra de undersøgelser, der er lavet af kvaliteten af datapakkerne, må man udlede, at der er mange virksomheder, som bevidst omgår reglerne vedrørende standardinformationskrav,« siger Magnus Løfstedt.  

Dansk Industri: Vores medlemmer gør deres bedste

Kemikalieproducenter og -importører i Danmark er opmærksomme på, at alt ikke er, som det skal være med datapakkerne.

Læs også: Forskere: Hormonforstyrrende stoffer erstattes af lige så farlige kemikalier

Til gengæld kan de ikke genkende billedet af, at der skulle være tale om snyd, fortæller miljøpolitisk chef fra Dansk Industri, Karin Klitgaard.

»Det er ikke vores indtryk, at der bevidst sjuskes med datapakkerne, som det antydes af ECHA og Miljøministeriet. De virksomheder, vi har som medlemmer, bruger enormt meget krudt på at registrere og indberette stofferne korrekt. Ingen har interesse i at lave fejl og sende stoffer ud på markedet, som viser sig at være skadelige,« siger hun.

Derfor efterlyser de danske producenter og importører faktisk selv mere kontrol med datapakkerne, fortæller Karin Klitgaard.

»De, der ikke gør det rigtigt, underminerer hele systemet og får resten af branchen til at se dårlig ud. Derfor ønsker vi os, at ECHA fik mulighed for at afvise datapakker, som ikke lever op til kravene, og magt til at håndhæve reglerne bedre,« siger Karin Klitgaard.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her