*

Viden

Kun én behandling virker bedre på depression end placebo

Næsten alle kendte behandlinger af depression virker omtrent lige så godt – eller dårligt – som placebo. Bare det, at man gør et eller andet, hjælper ofte, viser forskningen.

Alle behandlinger - også psykologsamtaler - har svært ved at have større effekt på depression end placeboeffekten. Foto: Colourbox

Skal man tro utallige studier og forskningsgennemgange er ECT, elektrochok, den eneste type behandling, som er markant bedre end placebobehandling.

Det fortæller Poul Videbech, der er depressionsforsker og professor i psykiatri på Københavns Universitet og overlæge i Region Hovedstadens Psykiatri ifølge Videnskab.

»Hvis man ser på gennemsnitseffekten sammenlignet med placebo, er der stort set ingen behandlinger, der virker - heller ikke psykoterapi. Så er ECT (elektrochok) det eneste, der virker på depression, og det kan man selvfølgelig ikke gå ud og tilbyde som standardbehandling.«

Vælg behandling med færrest bivirkninger

Overlæge og ph.d. på Copenhagen Trial Unit Janus Christian Jakobsen lavede for nylig en dansk forskningsgennemgang, som viste, at SSRI medicin ikke virker bedre end placebomedicin.

Læs også: Nyt studie: ’Lykkepiller’ har ingen effekt på depression

Han understreger, at han ikke på samme måde som med SSRI, er ordentligt inde i den aktuelle evidens for eksempelvis psykoterapi. Men han har dog ikke set noget bevis for, at psykoterapi skulle være skadelig.

»Jeg mener, at vi bør starte med at lade være med at skade patienterne. Vores studie viser ikke bare, at medicinen ikke virker på depressionen. Der er også en kraftigt øget risiko for både bivirkninger og alvorlige hændelser hos dem, der får SSRI-medicin. Det kan godt være, effekten af psykologsamtaler heller ikke er stor, men man har da i hvert fald ikke vist, at det skader mere, end det gavner,« siger han.

Medicin skal aldrig være førstevalg

Lektor på Institut for Psykologi Stig Poulsen er enig i, at psykologsamtaler sandsynligvis har færre bivirkninger end medicin.

Læs også: Mennesker med angst og depression står stille i nuet

Han fremhæver desuden, at psykoterapi eksempelvis også kan give en større indsigt i, hvilke belastninger der kan bidrage til at udløse depressionen.

Samtidig anerkender han, at enhver behandling kan have utilsigtede negative virkninger og fremhæver, at alene det at opleve, at en behandling ikke har den ønskede effekt, kan være demoraliserende for den syge:

»Hvis du går i terapi, og det ikke virker, hvis du for eksempel ikke føler dig forstået – så kan du måske få det værre, fordi du begynder at bebrejde dig selv og tænker: »Nu fik jeg denne her mulighed, og det hjalp heller ikke,« forklarer han.

Medicin er godt som alternativ

På den baggrund mener både han og Poul Videbech i modsætning til Janus Christian Jakobsen, at medicin kan være godt at kunne tilbyde som alternativ, hvis terapi ikke virker.

Læs også: Mennesker med angst og depression står stille i nuet

De to er dog enige med Janus Christian Jakobsen i, at medicin ikke bør være førstevalg til behandling af depression.

»Hvis vi har en patient, som er deprimeret, så synes jeg altid, vi skal starte med at tilbyde psykoterapi. Tit er der nogle problemer i personens liv, som man har rigtig godt af at få talt om. Nogle har ikke gavn af psykoterapi, og så må man supplere med andre typer af behandling,« siger Poul Videbech.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her