*

Viden

Forskere slår alarm: Situationen er katastrofal for verdens koraller

Verdens koraller led sidste år under den hidtil værste koralblegning, forskerne har set. Hele 93 procent af Great Barrier Reef blev ramt, viser nyt studie

I den nordlige del af Great Barrier Reef er 67 procent af korallerne døde, viser nyt studie. »Det skærer mig i hjertet, at se så mange af korallerne er døde,« siger studiets leder, professor Terry Hughes. Foto: Greg Torda/AP

Varmt vand er som gift for klodens smukke koralrev. De høje temperaturer skader koralrevene – et fænomen kendt som koralblegning - og det kan i sidste ende koste korallerne livet.

Forskere slår nu alarm over, at global opvarmning og rekordhøje temperaturer i 2015-16 har ført til den værste masseblegning af verdens koralrev, der hidtil er registreret. Det skriver Videnskab.dk.

Et nyt studie viser, at 93 procent af Jordens største koralrev, det australske Great Barrier Reef, er blevet ramt af koralblegningen, og i den nordlige del af revet er 67 procent af korallerne døde.

Læs også: Koraller skabt i et laboratorie formerer sig i naturen for første gang

»Det, der skete i 2016, har været den værste koralblegnings-begivenhed, der er registreret, både for Great Barrier Reef og for andre koralrev i verden,« siger Verena Schoepf, som er medforfatter til det nye studie og forsker ved det australske University of Western Australia til Videnskab.dk.

Hidtil værste katastrofe for verdens koraller

Ifølge det nye studie er det tredje gang, at klodens koraller bliver ramt af en masseblegning på global skala, siden masseblegning blev opdaget i 1980’erne.

Hidtil er den globale masseblegning i 1998 blevet anset for at være den største katastrofe for verdens koralrev, men forskerne bag det nye studie påpeger, at masseblegningen i 2015/16 er værre.

Læs også: Top 10: Her er den danske naturs værste fjender

»I 1998 døde omkring 16 procent af verdens koralrev på grund af blegning, men vi har ikke de endelige tal for 2015/16 endnu. Blegningen er fortsat i 2017 på Great Barrier Reef, i Fiji og Amerikansk Samoa,« fortæller Verena Schoepf.

»Selvom Great Barrier Reef også led af blegning i 1998 og 2002, er det her langt den værste blegning, som har ramt revet,« siger Verena Schoepf.

Sådan redder vi koralrevene

De rekordhøje temperaturer i 2015/16 hang sammen med vejrfænomenet El Niño - en periode med ualmindelig opvarmning.

Læs også: Sådan ser København ud, hvis temperaturen stiger med 2°C

Men forskerne bag den nye undersøgelse påpeger, at den helt store trussel mod koralrevene er global opvarmning. Og derfor er den eneste gangbare løsning på koralrevenes problemer at bremse den globale opvarmning, siger Verena Schoepf.

»Masseblegning skyldes primært stigende koncentrationer af CO2 i atmosfæren, som resulterer i global opvarmning. Eftersom havet optager en væsentlig del af denne varme, bliver havets overfladevand også opvarmet hurtigt. Det resulterer ofte i marine hedebølger, som fører til masseblegning. Derfor er den eneste holdbare løsning i det lange løb at reducere mængden af CO2 i atmosfæren – og at gøre det hurtigst muligt,« siger Verena Schoepf.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her