*

Viden

Forsker: Sådan straffer vi, så kriminaliteten forsvinder

En dansk økonom præsenterer i sin ph.d.-afhandling en formel for, hvor høj straffen for at bryde loven skal være for at få kriminaliteten til at fordufte.

Økonom Jan Anders Sørensen fremsætter i sin ph.d. en formel for det perfekte strafniveau, der vil få kriminaliteten til at forsvinde. Foto: Thomas Borberg

Kan man opstille en formel for det perfekte strafniveau? Ja, mener økonom Jan Anders Sørensen, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling med titlen On the mechanics of crime, hvori han præsenterer en formel for det perfekte strafniveau. Det skriver Videnskab.dk.

Lidt forenklet lyder formlen:

Straf = ofrets tab (som forbryderen kan stilles til ansvar for) / forbryderens forventede sandsynlighed for at blive opdaget

Læs mere: Logisk argument for, at serieforbrydere skal straffes mildere

Jan Sørensen fremlægger et eksempel på, at de nuværende strafniveauer betyder, at det bedre kan betale sig at stjæle en cykel end at betale for en busbillet:

»Politiet gider ikke beskæftige sig med cykeltyveri. Det giver omtrent en bøde på 1.400 kr. Men kan du stjæle en cykel til 2.000 kroner med en risiko for at blive taget på under fem pct., så har vi faktisk et samfund, hvor det er billigere at stjæle en cykel end at tage bussen,« siger han til Videnskab.dk.

Partner

VidenskabDK_logo.png

Denne artikel er blevet til i samarbejde med Videnskab.dk.
Få de seneste forskningsnyheder fra ind- og udland på videnskab.dk.

Stjæler du en cykel til 2.000 kr., hvor risikoen for at blive opdaget er fem pct., og bøden for at blive fanget er 1.400 kr., kan du udregne udfaldet af tyveriet på følgende måde:

2.000 kr. - (0,05 * 1.400) = 1.930 kr.

En potentiel cykeltyv vil derfor ikke behøve at tænke sig længe om for at se, at cykeltyveriet godt kan betale sig. Resultatet af formlen viser nemlig, at den forventede gevinst ved at stjæle den pågældende cykel er 1.930 kr.

Læs mere.: Mobiltelefoner i fængsler kan sænke kriminaliteten

Først når risikoen for at blive taget ganget med straffens niveau er det samme som den forventede gevinst ved at begå kriminaliteten, vil kriminaliteten falde til det lavest mulige niveau.

Hvis den forventede gevinst ved at begå en kriminel handling er nul, vil incitamentet til at bryde loven nemlig ikke længere være til stede, og de fleste vil derfor afholde sig fra det.

Følger man Jan Sørensens formel, burde straffen for et cykeltyveri være noget højere, end tilfældet er i dag.

»Hvis man stjæler en cykel til 2.000 kr. og har en forventet sandsynlighed for at blive opdaget på fem pct., ja så bør man straffes med værdier for 40.000 kr. Det kunne eksempelvis være samfundstjeneste i en måned.«

Læs mere: Danske eksperter fælder kriminelle på deres gang

Har man bare en smule matematisk forståelse, vil den letteste løsning på ovenstående formel være at sætte straffen for kriminalitet himmelhøjt op. Det er dog slet ikke løsningen, mener Jan Sørensen ifølge Videnskab.dk.

»Det nytter ikke at straffe for hårdt. Det nytter ikke at skabe et rædselsregime, hvor du hævner dig på kriminelle ved at sætte dem i gabestok. Husk på, at der er kæmpemæssige sociale omkostninger ved at straffe for hårdt,« siger Jan Sørensen og forklarer, hvordan et for højt strafniveau kan være skadeligt for samfundet:

»Hvis befolkningen lever i frygt, vil det betyde forringet livskvalitet for borgerne, og samtidig er det dyrt at sætte folk i fængsel. Det bedste for samfundet er derfor at ramme præcis det strafniveau, hvor den forventede gevinst ved at begå kriminalitet er 0.«

Læs hele artiklen hos Videnskab.dk

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden

Tårer: Den mystiske gråd

Hvorfor græder man mere over positive oplevelser, jo ældre man bliver, og hvorfor græder nogle mere end andre?
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her