Se en galakses udvikling gengivet på et øjeblik
En galakse vokser og udvikler sig over mange, mange milliarder år. Nu kan du, ved hjælp af en simulation lavet af forskere og deres supercomputere, se en smuk gengivelse af en galakses udvikling komprimeret til tre et halvt minut.
Da universet var helt ungt, blev galakser som Mælkevejen dannet af klumper af stof, som samlede sig i et gigantisk, kosmisk spind. Inde i disse galakser blev gasser afkølet og fortættede, indtil de var så kondenserede, at det kunne udløse en stjernes fødsel.
I mange år har man ment, at varm gas strømmede ind i galaksernes centrum fra alle retninger med hastigheder hurtigere end lysets. På et tidspunkt ville gassens temperatur så falde, og gassen ville synke mod centeret af galaksen. Den proces ville tage flere milliarder år at gennemføre.
Nyere forskning har dog modsagt teorien om den varme gas – i hvert fald i mindre galakser som Mælkevejen. De nyere studier antyder, at gasserne ikke er varme, men kolde, og at de bliver ført af tråde ned i tragte og ind i galaksernes kerne. Med denne kolde teori kan en galakse blive voksen på blot en milliard år.
Den nyere teori er blevet efterprøvet af Kyle Stewart, som er hovedforfatter bag studiet, der netop er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Astrophysical Journal. Det skriver Videnskab.dk.
Formationen af galakser er enormt kaotisk og kræver meget kraftige computerprocessorer.
Læs også hos Videnskab.dk: Astronomer finder første planet fra en anden galakse
»Det krævede flere hundrede computer-processorers arbejde over flere måneder at simulere og lære mere om, hvordan processen virker«, fortæller Kyle Stewart i en pressemeddelelse.
Computere så stærke, at de kan simulere udviklingen af en galakse, finder man på Nasas Jet Propulsion Laboratory i Californien.
Simuleringerne startede med galaksers grundingredienser, nemlig hydrogen, helium og mørkt stof. Herefter er det fysikkens love, der skaber de kunstværker, som galakser nu en gang er.
Læs også hos Videnskab.dk: Astronaut fremfører David Bowies ’Space Oddity’ i rummet
I en computersimuleret udgave af galakserne må forskerne gøre det ud for fysikken og placere hver eneste partikel selv.
Medforfatter på studiet og ekspert i galaktiske simuleringer, Alyson Brooks, sammenligner den opgave med et gigantisk skakspil med et tocifret million-antal af brikker, som skal placeres strategisk i forhold til hinanden.
Andre artikler hos Videnskab.dk:
Galakse fundet efter 10 milliarder år