"Som at finde en iPod i det gamle Rom"
Sydafrikanske spydspidser begejstrer forskere.
Tidlige mennesker havde mere avanceret teknologi end forskere hidtil har antaget.
En undersøgelse offentliggjort torsdag i det videnskabelige tidsskrift Science konkluderer, at spidse sten fundet i Kalahari-ørkenen i Sydafrika tilbage i 1980'erne blev brugt som spydspidser.
Denne opdagelse er banebrydende for forskerne, fordi evnen til at lave spyd med spidser af sten hidtil ikke har været ført så langt tilbage.
Dødsensfarlige for halv mio. år siden
Hidtil har det været antaget, at mennesket for omkring 300.000 år siden begyndte at lave spyd med stenspidser, men den nye undersøgelse fører den evne tilbage til for en halv mio. år siden.
Spydspidsernes alder blev slået fast i 2010, men dengang vidste man ikke, hvad de var blevet brugt til, og det er altså det, man nu mener at vide.
"Efter at have dateret dem i 2010 vidste vi stadig ikke, hvad de præcist var blevet brugt til. For selvom de ligner senere spydspidser kan de også have været redskaber til at skrabe eller skære. Så vi var nødt til at sikre os, at de rent faktisk blev brugt som spydspidser," siger Jayne Wilkins fra University of Toronto, der ledte undersøgelsen, til National Geographic.
Ny testmetode
For at undersøge, om de spidse sten vitterligt blev brugt som spyd, lavede forskerne nogle kopier af spidserne og satte dem på spyd.
Disse spyd stak forskerne ind i døde gazeller og sammenlignede bagefter de skader, som stenspidserne havde fået, med de skader de fundne spidser havde. Opdagelsen er ifølge forskere banebrydende.
"Det er som at finde en iPod i det gamle Romerrige. Så underligt er det," siger John Shea, en palæontolog, der ikke havde noget med selve fundene at gøre.
Hvorfor banebrydende?
Og hvorfor er det så så banebrydende, at man havde spydspidser af sten flere hundredetusinde år tidligere end hidtil antaget?
Ifølge forskerne fordi produktionen af spyd med stenspidser, der er langt mere dødbringende og effektive end spidse pinde, kræver relativt kompliceret planlægning, beherskelse af andre teknologier og ikke mindst sprog.
Ifølge forskerne ville en spydproducent skulle beherske teknikker til at producere spidsen og spyddet, sætte spidsen fast på spyddet med vævede plantedele eller sener fra dyr samt producere en form for lim af harpiks.
Krævede planlægning og sprog
"Det kræver en del omtanke at kunne lave spyddet. Man må tænke forud, for der kan gå dagevis, før man er i stand til at bruge det," siger Jayne Wilkins.
Og for at kunne vise teknikkerne til andre og lære dem fra sig, vil det også have krævet en form for sprog, mener forskerne.
"Dette kunne sandsynligvis ikke læres ved blot at vise teknikkerne. Denne teknologi er så kompleks, at den helt sikkert har krævet et sprog," siger John Shea.
Forskerne har dog længe antaget, at mennesker på denne tid har haft en form for sprog - den nye opdagelse bekræfter blot dette yderligere.

Nasa råber om hjælp: Vi skal kortlægge asteroider

Frit valg på alle lånehylder
Så ekstremt var vejret i går
Kun Sydvestsjælland oplevede lokale skybrud, men vi fik kæmpehagl og over 27.000 lyn. Læs artikel
Så kom årets bedste nøgletal
For første gang i lang tid er der bredere smil at spore hos danskerne. Læs artikel
Debat: Hård kritik af Bjarne Riis
Kæmpe Youtube-hit er i Danmark
Hun er set over 340 mio. gange på Youtube. Nu optræder hun i tre danske byer. Se tv-indslag



