Fortsæt til indhold
Viden

Særlig tråd skal afsløre kopivarer

Teknik fra pengesedler er udviklet til brug i designertøj.

Når de største modehuse sender modellerne ned af catwalkene til modeugerne, så er det ikke kun medier og fashionistaer, der kigger med. Lyssky virksomheder, der lever af at kopiere mærkevaretøj og -tasker, holder også skarpt øje med tidens trends for på den måde at kunne sælge kopier til forbrugerne via f.eks. internettet.

Ofte er kopierne så gode, at det kan være svært at skelne original fra kopi, men det kan en ny opfindelse sætte en stopper for. Det skriver newscientist.com.

Usynlig tråd

Der er tale om en særlig tråd, der kan væves ind i tøjet og dermed kan afsløre, hvor vidt der er tale om en simpel kopi eller den ægte vare. Tråden kan ikke ses med det blotte øje men kun ved hjælp af polariseret lys.

Metoden er allerede kendt fra nogle landes pengesedler, og derfor udviklede Christian Müller fra Chalmers University of Technology i Göteborg en særlig transparent tråd, der kan anvendes i tekstiler.

Det er meningen, at tråden kan bruges til at skabe diskrete logoer på designertøj. Tråden kan f.eks. fremstå lilla, men ved polariseret belysning kan den afsløre pink og lilla mønstre, og det er denne teknologi, der skal hjælpe forbrugerne til at undgå kopivarer.