Nyfundne planeter opfører sig umuligt
Nye data har afsløret et planetsystem, som kredser om hele to stjerner.
For snart et år siden var postdoc Lars A. Buchhave fra Niels Bohr Institutet og grundforskningscenteret StarPlan på Københavns Universitet med til at gøre et ekstraordinært fund. Sammen med et internationalt forskerhold, og på baggrund af data fra den berømte Kepler-satellit, fandt han en planet, som rokkede ved alle teorier om planetdannelse.
Planeten kredsede om ikke bare én, men to stjerner.
Og nu har de minsandten gjort det igen: Kepler-data har afsløret to planeter – hvilket kan klassificeres som et planetsystem – som også kredser om to stjerner.
»Det er en vigtig opdagelse, fordi den viser, at der kan dannes planetsystemer omkring dobbeltstjerner – indtil for et år siden mente man, at det var vanskeligt at danne planeter i dobbeltstjernesystemer, men med opdagelsen af alle disse planeter omkring dobbeltstjerner lader det til, at det ikke er tilfældet,« siger Lars A. Buchhave til Videnskab.dk.
Læs også på Videnskab.dk: Nyopdaget planet kredser om to stjerner
Nyheden om det nyopdagede planetsystem, som har fået navnet Kepler-47, er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science.
Nuværende teorier ikke tilstrækkelige
Dannelsesteorierne har i lang tid været baseret på den opfattelse, at planeter altid kredser om én stjerne. Man er gået ud fra, at planetsystemer med flere stjerner giver ustabile planetbaner, så planeterne risikerer at blive skubbet ud i det tomme rum.
Desuden mente man, at to eller flere stjerners bevægelser om hinanden ville skabe så meget kaos i den omkringliggende gas - som i gængse dannelsesteorier skal falde sammen til en skive for at danne en planet - at planetdannelsen ikke ville kunne finde sted i første omgang.
Læs også på Videnskab.dk: Dommedag 2012: Rammes Jorden af Planet X?
Men sådan hang det altså alligevel ikke sammen. Der kunne godt dannes sådan en enkelt lille planet rundt om et stjernepar. Men så heller ikke mere - troede man.
Indtil nu, hvor Lars A. Buchhave igen er en del af teamet, som har opdaget ikke bare én, men to planeter, som kredser om ikke bare én, men to stjerner.
»Opdagelser som denne er vigtige for videnskaben, fordi uden dem kunne du ikke lave teorier, som havde hold i virkeligheden,« siger Lars A. Buchhave og fortsætter: »Det er sådan, vi finder ud af, at de nuværende teorier ikke er tilstrækkelige.«
Læs mere om det nyopdagede planetsystem på Videnskab.dk.