Er dette Jordens skæbne?
Forskere har fundet bevis på en stjerne, der fortærer sin egen planet.
Der går milliarder af år, inden det sker, men før eller siden vil det samme nok ske for Jorden.
Forskere har fundet bevis på en stjerne, der sluger sin egen planet.
Det er ikke ualmindeligt, at en aldrende stjerne opsluger sin egen planet, men ifølge eksperter er det meget usandsynligt nogensinde at se det, da det foregår meget hurtigt.
Forskere har derimod været i stand til at finde beviser på, at det sker, da en sådan kollision påvirker kemien på stjernerne.
Rød kæmpe
Det er et hold af amerikanske, polske og spanske forskere, der fandt beviser på fænomenet, da de studerede stjernen BD+48740 også kendt som en rød kæmpe.
Observationerne blevet gjort med Hobby Eberly-teleskopet på McDonald Observatory i Texas.
1.000 gange lysere
De såkaldte røde stjerner starter med en masse på omkring det samme som Solens.
I takt med at de bliver ældre, bliver hydrogen-fusions-reaktionerne i deres kerne mindre effektive, og det yderste af stjernen bliver varmere og op til 1.000 gange lysere end normalt.
Det får stjernens diameter til at udvide sig, og alle planeter i området bliver ødelagt.
Jordens skæbne
Ifølge professor Alexander Wolszczan fra Pennsylvania State University i USA går der mange år, inden samme skæbne vil overgå Jorden, den tredje planet i solsystenet regnet fra Solen.
Men før eller siden vil Solen nok fortære Jorden, siger han til BBC.
"En lignende skæbne venter nok de indre planeter i vores solsystem, når Solen bliver en rød kæmpe og udvider sig hele vejen ud til Jordens kredsløb om fem mia. år fra nu."
Forskerholdets observationer kan læses i Astrophysical Journal Letters her.