ADHD-medicin kan bremse børns udvikling
Ritalin er berygtet for sine bivirkninger. Forskning viser, at det måske forsinker puberteten.
Det er nærmest umuligt at sidde stille på stolen, blikket flakker konstant fra den ene ende af tavlen til den anden, og sætninger fra læreren trænger kun ind i brudstykker.
ADHD er en sygdom, der kan gøre det vanskeligt at fungere i dagligdagen. Derfor kan ADHD-medicin være helt centralt, for at børn og unge – og i visse tilfælde voksne – kan leve et normalt liv.
Men nu viser ny forskning fra USA, at stoffet Methylphenidate påvirker testosteronniveauet, forsinker nedfaldet af testiklerne og nedsætter testikelstørrelsen hos aber. Methylphenidate er stof, som blandt andet findes i det kendte lægemiddel Ritalin.
LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: Opråb: Drop ADHD-medicin og kig på koste n
»Resultaterne kan give mistanke om, at denne gruppe præparater kan forsinke puberteten. Hvis det er tilfældet, er det noget, man skal have in mente, når man udskriver det til patienter,« siger overlæge Tine Houmann fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Glostrup, til Videnskab.dk.
Resultaterne udkommer i det anerkendte medicinske tidsskrift PNAS mandag aften.
De amerikanske forskere undersøgte bivirkninger ved medicinen hos 30 aber. Behandlingen startede, da aberne var to år gamle, hvilket svarer til en otte-ni-årig dreng.
Aberne blev inddelt i tre grupper á 10 aber, som enten fik:
- En lav dosis af medicinen (2,5 milligram, to gange dagligt)
- En høj dosis af medicinen (12,5 milligram, to gange dagligt) eller
- Ingen behandling (kontrolgruppe)
LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: Børn med ADHD bør have testdiæt
Aberne i høj- og lavdosisgrupperne blev behandlet fem dage om ugen. Da forsøget sluttede efter 40 måneder, var aberne knap fire år gamle.
Resultatet var tydeligt: Alle behandlede aber havde et markant lavere testosteronniveau i forhold til kontrolgruppen. For aberne i lavdosisgruppen nåede testosteronniveauet at stige igen ved forsøgets afslutning, så det var på højde med kontrolgruppens niveau.
Aberne, der fik en højere dosis, havde flere bivirkninger. Deres testosteronniveau var fortsat lavere ved forsøgets afslutning, deres testikler faldt senere ned, og størrelsen på testiklerne var også markant mindre.
LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: ADHD skal undersøges hos tusindvis af børn
Men selvom abernes pubertet blev bremset af den høje dosis Methylphenidate, er det ikke sikkert, at det har en betydning for mennesker, der er under behandling med Methylphenidate, mener Tine Houmann.
»Den høje dosis på 12 milligram er meget højere, end hvad vi normalt giver patienter - nemlig et sted mellem 1,5 og 2 milligram. Derfor kan det ikke nødvendigvis sammenlignes med behandlingen hos mennesker,« siger overlægen.
Forskerne bag undersøgelsen begrunder den høje dosis med, at der var en lavere plasmakoncentration i Methylphenidate-stoffet end først antaget. De forhøjede derfor dosen efter et par uger for at kunne lave de ønskede observationer.
Ifølge Tine Houmann kan effekten hos aberne i lavdosisgruppen bedre sammenlignes med mennesker, fordi dosen stort set svarer til den, man behandler børn og unge med i dag.
LÆS HELE ARTIKLEN PÅ VIDENSKAB.DK