Fortsæt til indhold
Viden

Månen er lige så tør som Sahara

Nye amerikanske analyser af månesten tyder på, at Månen ikke rummer vand, som tidligere studier ellers har indikeret. Månen har en anden geologisk historie end Jorden, konkluderer forskerne.

Af SYBILLE HILDEBRANDT, Videnskab.dk

Månen er knastør. Den er stort set blottet for vand og har været det lige siden den blev til for 3,9 milliarder år siden.

Det afslører et nyt amerikansk studium, hvis forskningsresultater for nylig er offentliggjort i Science.

»Vores resultater viser, at Månens indre indeholder 10.000 til 100.000 gange mindre vand end Jorden. Alt vand på Månen er tilsyneladende forsvundet umiddelbart efter, at kloden blev skabt. Det tyder på, at den har haft en helt anden geologisk udvikling end Jorden,« siger Zachary Sharp fra University of New Mexico, USA, der har ledet forskningsprojektet.

Teamet nåede frem til konklusionen ved at analysere nogle af de månesten, som astronauterne tog med hjem fra Apollo-missionerne i 1960'erne og 1970'erne.

Forskerne målte helt konkret månestenenes indhold af grundstoffet klor, der har den særlige egenskab, at det har en forkærlighed for vand. Grundstoffet vil altid forsøge at binde sig til vand, hvis det på nogen måde kan slippe af sted med det.

På Jorden er kloret i form af to stabile klorisotoper således bundet til vand. Alt kloret på Jorden er altså fanget på Jorden og kan ikke slippe væk, og det betyder, at forholdet mellem de to isotopers koncentrationer på Jordens overflade er det samme overalt.

Det store spørgsmål er, om det samme gælder Månen, for i så fald ville det betyde, at også Månen huser store mængder vand under sin overflade. Den information er central i forståelsen af, hvordan Månen i sin tid er blevet skabt, og det var netop det, som det amerikanske forskerhold forsøgte at besvare.

Læs hele historien på videnskab.dk: Månen er alligevel knastør

LÆS OGSÅ: Tag med Google Earth til Månen