*

Viden

Over 120.000 danskere har sygdommen: Simpel screening kan finde uopdaget hjertefejl

Personer med hjerteflimmer er i risikozonen for slagtilfælde. Derfor er det vigtigt at finde dem tidligt, lyder det i nyt forskningsprojekt.

Antallet af danskere med hjerteflimmer - også kaldet atrieflimren - forventes at fordobles de næste 30 år, lyder det fra Regionshospitalet Silkeborg. Arkivfoto.

Det tager kun 10 sekunder.

En simpel pulsmåling kan ifølge ny forskning fra Regionshospitalet Silkeborg være med til at afsløre flimren i hjertets forkammer - en tilstand, der er forbundet med øget risiko for slagtilfælde.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

I dag lever flere end 120.000 danskere med hjerteflimmer - også kaldet atrieflimmer - og det antal forventes at fordobles over de kommende 30 år. Risikoen for slagtilfælde for personer, der har sygdommen, kan dog reduceres med to tredjedele, hvis patienterne får blodfortyndende medicin, og derfor er det vigtigt at spore patienterne tidligt, lyder det i pressemeddelelsen.

Sygdommen er kronisk og rammer typisk ældre mennesker. I det danske forskningsprojekt har 970 patienter over 65 år og 49 praktiserende læger fra hele landet deltaget.

I forskningsprojektet har læger eller sygeplejerske hos de praktiserende læger udført den simple screening ved at føle på patientens puls i få sekunder, og hvis pulsen har været uregelmæssig, har man taget et hjertekardiogram for at måle, om uregelmæssigheden kunne skyldes flimren i hjerteforkammeret.

Efterfølgende blev alle elektrokardiogram-undersøgelserne kvalitetssikret af to hjertelæger. Resultaterne fra projektet er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Plos One.

Blandt patienterne fandt man uregelmæssig puls hos 9 pct. og fik taget hertekardiogram. Der blev fundet uopdaget atriefilmren hos 3,4 pct. af patienterne på 85 år og opefter, hos 0,54 pct. af de 75-84-årige og hos 0,83 pct. af de 65-74-årige.

»Lejlighedsvis screening for flimren i hjerteforkammeret hos patienter over 65 år bliver anbefalet af den danske og europæiske sammenslutning af hjertelæger, men det finder ikke sted i dag. Vores forskningsprojekt viser, at det er muligt at finde flere patienter med uopdaget flimren i hjertets forkammer med en simpel screening,« siger overlæge og dr. med. Lars Frost fra Regionshospitalet Silkeborg, der leder undersøgelsen, og fortsætter:

»Tidlig opsporing af flimren i hjerteforkammeret kan desuden medvirke til, at man kan forebygge udvikling af hjertesvigt, der kan optræde ved ubehandlet flimren i hjertets forkammer.«

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her