*

Viden

Nyt studie: Yngre søskende er mere påvirkede af forældres favoritisme

Ældre søskende bruger mindre tid på at tænke på, om de er favorit eller ej, lyder det.

Man bør behandle søskende forskelligt, fordi de har forskellige behov, lyder det fra medforfatter på studiet. Arkivfoto: Thomas Borberg

Der er forskel på, hvordan det ældste og det yngste barn i en familie kan påvirke forældrenes opfattelse af, hvem der er favoritten.

Hvis det yngste barn i en søskendeflok selv mener, han eller hun er favorit, kan det være med til at styrke forældrenes opfattelse af, at han eller hun er favorit.

Omvendt har det mindre betydning for det ældste barn i flokken, om vedkommende er favorit eller ej - og derfor har det også mindre betydning for forældrenes opfattelse.

Det viser et nyt amerikansk studie, som er lavet af forskere fra Brigham Young University School of Family Life i Utah, USA. Studiet er publiceret i Journal of Adolescence.

Forskerne har undersøgt, hvordan familier opfatter favorisering - og hvordan opfattelsen af favorisering er anderledes for det yngste og det ældste barn i en søskendeflok.

Studiet konkluderer, at forældre er mere tilbøjelige til at blive påvirket af det yngste barns idé om, at de selv er favoritten.

For hvis det yngste barn føler, at det selv er favorit - og deres forældre er enige, så forstærkes forholdet mellem forældre og barn. Og ganske logisk, så bliver båndet mellem barn og forældre mindre stærkt, hvis både barnet og forældre ikke føler, at barnet er favoritten.

Men opfattelsen af favoritismen betyder ikke lige så meget for de ældre søskende - og derfor betyder det ikke lige så meget for deres forældre, viser studiet.

Forskerne mener, at resultatet blandt andet skyldes, at yngre søskende bruger mere tid på at sammenligne sig selv med ældre søskende.

»Det er ikke sådan, at førstefødte ikke tænker på yngre søskende eller ser på sig selv i forhold til dem,« fortæller Alexander Jensen, som er medforfatter på studiet, i en pressemeddelelse.

Alexander Jensen lægger vægt på, at det for de ældre søskende »spiller en mindre rolle« for dem, om de er favorit eller ej.

»Mit gæt er, at det nok er sjældnere, at forældre vil sige til det ældste barn: "Hvorfor kan du ikke være mere som dine yngre søskende?" Mens det er mere sandsynligt, at det sker den anden vej,« fortæller han.

I studiet har forskerne analyseret 300 familier, der alle har to teenagere. Børnene og forældrene er blevet bedt om at svare på spørgsmål om forskellige niveauer af favorisering og generelt om deres famileforhold.

Forskerne kiggede på familier med to børn, men Alexander Jensen mener også, at resultaterne også vil være gældende for familier med flere børn.

Selvom studiet viser, at favoritisme spiller en større rolle for det yngste barn end for det ældste barn, så er det alligevel ikke grund til udelukkende at behandle sine børn ens, mener Alexander Jensen.

»Du skal behandle dem retfærdigt, men ikke nødvendigvis lige. Man bør fokusere på, at det er okay at behandle dem anderledes, fordi de er forskellige mennesker med forskellige behov - og det er okay,« fortæller Alexander Jensen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her