Annonce
Annonce
søndag 19. maj 2013
Jyllands-Posten Jyllands-Posten motor
Biltest 08.07.12 kl. 21:33

Test: Direktør-Audi og racerbil i ét

FREDERIK THORSTENSEN,Bilzonen.dk

Den nye Audi RS4 Avant har større spændvidde end konkurrenterne fra BMW og Mercedes. Men er den bedre af den grund? Tempo rejste til Østrig for at finde svaret.

Audi RS4 Avant

Helt kort

  • I direkte konkurrence med f.eks. BMW 3-serien og Mercedes-Benz C-klasse er Audis serie, der starter med A4. En 4-dørs sedan eller en 5-dørs stationcar. Coupé- og cabriolet-udgaver samt 4-dørs coupé af samme bil hedder 5, mens den tilsvarende cross-over er Q5.
  • Seneste model i rækken er den helt nye RS4 Avant. Er først og fremmest karakteriseret af den nye V8-sugemotor samt det faktum, at den foreløbig udelukkende leveres som 5-dørs stationcar. Den forrige RS4 fandtes også som sedan og cabriolet. Om noget tilsvarende sker med den nye er endnu uvist.
  • RS4Avant er endnu ikke endeligt prissat, men vores gæt er knap 1,5 mio. kr.

Teknikken
  • Type: 4-5-personers stationcar, frontmotor, firehjulstræk.
  • Motor: 8-cyl. V-benzinmotor, 4,2 liter, 450 hk ved 8.250 o/min., 430 Nm ved 4.000-6.000 o/min.
  • Forbrug iflg. EU-norm: 9,3 km/l.
  • CO2-udslip: 249 g/km
  • Præstationer: 0-100 km/t.: 4,7 sek.
  • Topfart: 250 km/t. (elektronisk begrænset og kan på bestilling øges til 280 km/t).
  • Prisgæt: 1.500.000 kr.

Dommen

Plus:

  • Lyden
  • Grebet
  • Alsidigheden

Minus:

  • Motoren passer dårligt ind i Audis profil
  • Vægten
  • Tung og død styring omkring ratudslag 0

Kommentar:

  • Audi RS4 Avant er en alsidig, let tilgængelig bil. Den skal have ros for sit store grip, men også sendes i skammekrogen for den høje egenvægt, som den ikke helt formår at skjule. Motoren er skøn, men den passer dårligt til Audis profil.

Starten af 2010’erne er i den grad gyldne tider for downsizing. Men her og der er der undtagelser. En af de store står i al sin postkasserøde pragt foran mig lige dér. Parkeret i pitten på min helt Niki Laudas gamle hjemmebane. A1 hed banen engang, og endnu tidligere – dengang samme Lauda satte banerekord her – var navnet Österreichring.

I dag hedder banen Red Bull Ring. Og her gør jeg mig klar til at lade den nye Audi RS4 Avant strække ud. Og tak for en racerbane designet til Formel 1; her er al den plads, der skal til at lade en V8-cylindret sugemotor trække igennem.

For den nye RS4 Avant er en af de markante undtagelser fra downsizing. Præcis som dens naturlige konkurrenter M3 og C63 AMG fra henholdsvis BMW og Mercedes. Det er åbenbart tysk højmode at lade omdrejninger (og CO2) løbe løbsk, når det handler om de rendyrkede muskel-versioner af modellerne i businessclass.

Kun som stationcar

Audi benytter lanceringen af RS-udgaven til at vende tilbage til udelukkende at producere RS4 som stationcar – deraf navnet Avant. Audi’en yder 450 hk ved 8.250 omdrejninger og 430 Nm mellem 4.000 og 6.000 omdrejninger. Alt sammen sendt ud til quattro-firehjulstrækket gennem en dobbeltkobling-gearkasse med syv trin.

Forbruget er på den grimme side af 10 km/l – Audi RS4 Avant går 9,3 km på en liter benzin ved blandet kørsel. På én kørt kilometer udleder den 249 gram CO2.

En del af det høje forbrug forklares af, at RS4 Avant 2012 er netop en stationcar. Bilen er stor og vejer 1.800 kg uden fører. Vægt koster en del brændstof at flytte. Og ikke nok med det, en høj vægt kan også være et problem for køreegenskaberne, men det vender jeg tilbage til.

En anden faktor er motorkonstruktionen. Hjertet er en 4,2 liters V8-sugemotor, som yder sit maksimale ved 8.250 omdrejninger. Den slags koster benzin. Det kan virke underligt, at Audi, som ellers kører høj profil på miljøvenlighed og effektivitet, ikke har valgt turbo eller kompressor i kombination med et cylinder on demand-system, hvor motoren kan lukke ned for antallet af cylindre for at spare brændstof. Andre Audi RS- og S-modeller kører med sådanne teknikker for at begrænse benzinforbrug og CO2-udslip.

Audis ingeniører forklarer, at der slet og ret ikke er fysisk plads i motorrummet til f.eks. den 4,0 liters V8-motor fra S8, der har netop både biturbo og cylinder on demand. Plads eller ej – det ændrer intet ved, at RS4 Avants motor rent filosofimæssigt stikker ud som en bullen finger i Audis samlede image.

Ikke svært at nyde motoren

Men nu da Audi har valgt netop den motor, kan vi jo lige så godt nyde den. Og det er mildest talt ikke svært. De otte cylindre snurrer villigt, og de mange omdrejninger er fantastiske at lege med.

På øverste etage over de 7.500 omdrejninger bliver motorens lyd mere hidsig end egentlig dyb, som den ellers er ved lavere omdrejninger. Kvittér med en lussing på den højre gearskifter bag på rattet ved omkring 8.300 omdrejninger for at skifte et gear op – og motor og udstødning råber, sprutter og hvæser. Det er nærmest ubeskriveligt fedt, råt og solidt.

En anden positiv egenskab ved RS4 Avants store sugemotor er dens knivskarpe speederrespons. Et kastet blik på højre pedal er nok til, at nålen på omdrejningstælleren springer opad.

En alsidig bil

Audi RS4 Avant er nærmest utroligt alsidig. Bilen er grov, støjende og direkte i ”dynamic-mode”, mens den er næsten lige så komfortabel som en A4 med dieselmotor i ”comfort-mode”. At være så god til helt forskellige opgaver: Racy det ene øjeblik – comfy det næste. Hvor er det typisk Audi. Og RS4 Avant er ingen undtagelse. Glem heller ikke, at den nye model er en stationcar, som nemt rummer passagerer og bagage.

Ved kørsel på offentlig vej løber bilen aldrig tør for greb. Firehjulstrækket er med til at sikre, at dækkene aldrig for alvor mister deres fodfæste. Styringen er tilpas kommunikerende, men har et tungt dødpunkt omkring ratudslag 0. Så snart der arbejdes med styringen, vågner den dog op og fortæller føreren, hvor meget forhjulene har tilbage at give af. Rattet bliver simpelthen let og flyvende, når grebet ude foran er ved at forsvinde.

Bagtil forsvinder grebet næsten aldrig. Selv om Audi påstår, at det nye differentiale kan – bid mærke i ordet ”kan”, ikke ”vil” – sende 85 pct. af kræfterne til baghjulene. Et let slag med halen er muligt under hård provokation, men selv på racerbanen står den store RS4 Avant-bagende bare fast.

Det skyldes måske de særligt store 20” dæk og fælge – ”små” 19”-hjul er standard. Bilen har dog stadig en o.k. balance, og speederløft midt i sving hjælper med at dreje bilen lidt mere, hvis farten nu pludselig er for høj. Så alt i alt en godkendelse af RS4’s balance, så længe man ikke forventer, at dens næse hugger indad, mens bagenden går sidelæns.

Kørslen på Laudas gamle racerbane byder også på hårde opbremsninger fra over 200 km/t. Det er her, at Audiens vægt igen kommer ind i billedet. For er bilen ikke snorlige, når bremsepedalen rammes, bliver den store og tunge bil hoppende og dansende med bagenden. Det bliver aldrig rigtigt farligt, men ustabiliteten er ikke til at tage fejl af.

Efter opbremsningen slippes bremsepedalen, og bilen lægges ind mod svingets apex. RS4 Avant udmærker sig særligt i kraft af dækkenes høje greb – dels fordi de store dæk står godt fast, dels fordi bilen har firehjulstræk. Det er derfor muligt at give gas ret tidligt på vej ud af svinget og bare lade bilen trække sig ud af kurven. Men ram speederen for tidligt, og RS4 Avant straffer overmodet med enten understyring eller ved, at ESP-systemet griber ind.

RS4 Avant har endnu ikke fået sin endelige pris her i landet. Uden den er det svært at sige, om den nye Avant er et fornuftigt køb eller ej. Men uanset, hvor prisen lander – plus eller minus 1,5 mio. kr. – bliver RS4 Avant aldrig rigtigt en prisbasker.

 Til gengæld er den mere alsidig end mange af sine konkurrenter, der først og fremmest er BMW M3 og Mercedes C-klasse i AMG-versioner. Alsidigheden kommer både i form af tilgængelige køreegenskaber, som gør det let at udnytte de mange kræfter. Derudover er RS4 Avant altså en stationcar, der gør det betydeligt nemmere at flytte surfboards, vitrineskabe eller hvad man nu lige måtte have brug for at flytte i sin nærmest racerhurtige Audi.

LÆS OGSÅ Luksus-Golfen slår det meste

 

Annonce
Motor lige nu
Tophistorie

Pimp din mikrobil

Flere vil sætte et personligt præg på deres mikrobil. Det kan gøres for få tusinde kroner. Læs artikel
forsiden lige nu

DR-chef: Heldigvis er det fridag i morgen

Arbejdet med at finde sted og værter til næste års Melodi Grand Prix starter tirsdag, siger underholdningschef Jan Lagermand Lundme. Læs artikel

Risikovillige fynboer scorer kassen på aktier

Fynboerne satser mere på aktier end andre. Og det har betydet klingende mønt i 2013, hvor renterne er lave. Læs artikel

Flertal vil lette adgang til sen abort

Hver fjerde ønsker, at der skal være automatisk ret til sen abort ved unormale fostre, uanset hvad de fejler. Læs artikel

Venstre bakker i lægekonflikt

De praktiserende læger får uventet hjælp. Læs artikel

Bendtner har brækket håndleddet

Den danske angriber brækkede håndleddet lørdag aften. Læs artikel

Eksotisk skifte i dansk fiskebestand

Stigende havtemperaturer har fået fisk fra varmere vande til at flytte nord på. Læs artikel
Tempo
Vølver digitalt
Annonce
JP TV
Søg i vejviseren
Annonce