Dogmesejlads i Kroatien

O.k. - vi havde vores betænkeligheder, men en god vejrudsigt og 95 procent af vores opmærksomhed rettet ud af båden og mod vores søkort viste sig bæredygtigt. Vi arbejdede os i en fantastisk brise nordvest mod skærgården og nationalparken Kornati. Den lå cirka 15 sømil borte. Et sted ude i varmedisen. På en eller anden måde var det som at tage ansvaret tilbage og væk fra teknologiens omklamrende hænder. Det forpligtede og krævede mere nærvær, koncentration og opmærksomhed, men det bragte os tæt på noget, der kunne være kernen i det at sejle. Det var, som om et filter blev fjernet. Man så havet, bølgerne, vindpustene med nye øjne - og så var vi pludselig i Kornati-nationalparken.

En båd til spejdere

Med vores skærpede sanser havde vi passeret Kurba Vela, og ved Mrtenjak gik vi ind i vigen ved Smokvica Vela. Vi havde det privilegium at sejle i Kornatis mindste båd, en SeaScape 18. Båden vandt i 2010 titlen som European Yacht of the Year, og det er i udpræget grad en båd til folk, der synes om det enkle friluftsliv. Apteringen om læ kan kort beskrives sådan: en dobbelt køje. Den udvidede gennemgang er som følger: Ved nedgangen sidder afslutningen af sværkisten, oven på denne et lille spil, man bruger til at hæve og sænke kølen, på begge sider heraf en fordybning, hvor vi anbragte køletaske og drikkevand på den ene side og en rygsæk med service og gasbrænder i den anden. Fremme på køjen var vores lille mængde tøj, lagner og håndklæder, agter i siderne under cockpittet havde vi vores tasker med alt det tøj, vi skulle have på, når vi skulle hjem. Cockpittet er stort, rummeligt, tørt og funktionelt. Man sidder godt på kanten og i bunden. Trimlinerne er trukket rigtigt, stabiliteten er ligesom sejlglæden stor. Båden krydser godt, og med slæk på kommer båden ud af vandet og planer fra cirka seks-syv knob - rekorden er vist over 15 knob.

Brølende hedt

Vi krydsede ud i det blå. Vejret var i modsætning til Danmark fantastisk godt. Der var meget varmt, og der var søbrise. Vi sejlede fra vores baseby, Tribunj 80 km nord for Split, ved middagstid. Nu var det aften, og solen stod lavt. Varmen var fortsat intens. Mens de andre både enten lå inde i bunden af den lille havn eller ved mooringbøjerne, kunne vi i den lille SeaScape 18 hejse kølen op og gå på indersiden af bøjerne og fortøje direkte på klipperne og med anker agterud. Vi har krydset hele vejen. Det har været behageligt, for det har givet os køling for hedebølgen. Temperaturen på fastlandet lå mellem 35 og 40 grader. Nu er vi i land igen. På en ø dog, men det er igen varmt. Vi hopper i vandet. Svømmer og bader lidt. Det er forfriskende og dejligt. Vandet ved Kornati er ikke så salt, som man kender det fra f.eks. Grækenland, men dog er det salt, hvilket vi bliver mindet om, da vi stiger op uden mulighed for at skylle os. Kornati består af golde øer. Der er ingen kilder, der springer, og ferskvand er enten noget, man får, når det regner en sjælden gang, eller noget, man får sejlet over fra fastlandet.

Gasbrænder på gelcoaten

Der er ikke noget pantry om bord på en Seascape 18. Men i vores udrustning var der ud over sejl og påhængsmotor også en pandelampe og en picnic-rygsæk inkl. en effektiv og meget let gasbrænder af mærket Jetboil, som friluftsfolket bruger i bjergene. Den var smart. Under solsejlet, der nu virkede som paraply mod den tungt faldende dug, tilberedte vi maden med brænderen direkte på gelcoat-dørken i cockpittet. Vi nød stjernerne og stilheden og gik i ”seng” på den noget flade madras ”om læ” og sov forbløffende godt. Næste morgen var solsejlet vores bedste ven, mens vi drak morgenkaffe, planlagde dagens tur og gjorde båden klar. Modsat større både, hvor man kan sejle med en bimini-sat og krybe i læ for solen, så slår man solsejlet ned, når de rigtige sejl sættes på en SeaScape 18. Varmen var fortsat hård, og det var lidt af en prøvelse for en ”skide skoldet skandinav”, som Steffen Brandt synger, som mig at håndtere temperaturen. Vores plan var at sejle ud på vestsiden af Kornati for at se øerne udefra. Vi lagde vejen forbi dykkerstedet Marina Piskera. En kort tur, men udfordrende skulle det vise sig.

Kritisk passage

Vinden stod fortsat i nordvest, så vi krydsede og navigerede med alle sanser og søkort. Da vi kom ind til selve havnen, viste det sig at være noget af en kontrast til al den natur, der ellers omgav os. Det mindede om en nyanlagt marina, der ventede på det første rykind af sejlere. Vi observerede, mens vi krydsede forbi i et løb, der blev smallere. På baggrund af kortene var vores plan at sejle igennem løbet og fortsætte ud på det åbne Adriaterhav. Men vi begyndte at tvivle på holdbarheden i vores plan, da bunden nu stod knivskarpt tegnet. Dertil kom, at vi nu spottede synlige sten på bunden. Ifølge kortet var der dog passage. Vi tøvede, lige indtil sejleren 200 m foran gik på grund. Et godt soldaterråd er, at hvis man er i tvivl, om det er kortet eller virkeligheden, der passer, så følg virkeligheden. Det gjorde vi. Vi har siden tjekket et andet kort, hvor der var mange sten afmærket. Vi sejlede tilbage indenskærs og tog en siesta i lyn for solen. Senere sejlede vi videre nordvest i den stabile søbrise.

På sporet af noget

Som dagen før blev temperaturen ud på eftermiddagen lidt køligere. Vi valgte at gå ind til den lille havn U Striznja, der ligger for foden af Kornatis højeste punkt på 237 m på hovedøen Kornat. Havnen var autentisk på alle måder. Det var et gammelt fiskerleje, som i sæsonen blev forpagtet af en familie fra fastlandet. Det unge par med små børn og deres bedsteforældre fungerede som havnefogeder, fiskere, kokke, tjenere og musikere. Fisken, som vi senere indtog på Restoran Darko, var helt friskfanget, og familien var, som kroaterne er, lidt reserverede og lidt svære at komme ind på livet af. Vi fik igen en plads på første parket, som man kun kan få i en båd som SeaScape 18, hvor kølen kan hejses op. Vi lå helt beskyttet på indersiden af molen. Solsejlet sat og kaffen kogt. Der var bestilt havaborre på Restoran Darko og lokal kold øl. Inden maden ville vi lige forkæle os yderligere med en afferskning på restaurantens toilet, og min kæreste ville sætte håret. Det blev nu ikke til så meget, for ganske vist var rammen der, men spejlet var væk. Men pyt, tænkte hun og kastede et par håndfulde vand fra hanen i hovedet - det viste sig desværre at være både salt og lunkent - direkte pumpet op fra havnen. Fisken var god, øllet koldt, solnedgangen smuk, og alt i alt var det hele noget helt andet end en sejltur i hjemlige farvande. Vi havde fat i noget af det, vi var taget af sted efter.

Toppen af Kornati

Tidligt næste morgen gik vi de 237 højdemeter op på toppen af Kornati efter en kop kaffe. Det var sveddryppende og smukt. Der var en fin, lille brise på toppen. Når vi kiggede ud over de mange øer, lå de grågrønne, golde knolde i et spejlblankt hav. Da vi gik ned mod havnen, bemærkede vi det stride græs og de få olivenlunde, de langstrakte hegn, lavet af tusindvis af sten fra terrænet, der er stablet op på hinanden i cirka en meters højde. De bryder landskabet og holder lidt på den sparsomme jord. Vi sejlede med det samme, hvorefter vinden døde helt. Modsat de andre dage kom søbrisen ikke. Vi badede og ventede, og jeg kæmpede med at holde temperaturen nede og hovedet koldt. Men så kom vinden. Vi var nu på vej tilbage med gennaker i dejlig fart. Modsat en almindelig kølbåd med spiler sejler man ikke agten for tværs eller plat læns. Man sejler højere end det for at bygge farten op og så gå dybere, når båden planer, hvis der er vind nok til det - og det var der. Den vind, der ikke havde været der tidligere på dagen, fik vi nu i dobbelt fold. Vi planede ud af Kornati og tilbage mod fastlandet. Vi gjorde et sidste stop for natten mellem øerne Borovnjak V og M og Kakan, der ligger cirka 6 sømil vest for basehavnen Tribunj.

Tilbage blandt civilister

Der var betydeligt mere liv her. Folk fra fastlandet badede og svalede sig i større antal. Bugten, vi lå i, var mere åben end de andre aftener, og vi valgte at lægge os ved en mooringbøje, hvilket vi ikke var kede af, da det om natten blæste voldsomt op i cirka 30 minutter, hvorefter vinden igen døde. På de sidste sømil ind til Tribujn drak vi den sidste dunk vand. Vi så tilbage på Kornati, der lå gådefuld i varmedisen. På havnen parkerede vi båden på det aftalte sted. Hvorefter vi fandt bade- og toiletfaciliteterne. Det var rent, pænt og betydeligt bedre end i Danmark og lysår fra toilettet på Restoran Darko. Måske var det, fordi vi efter denne tur i højere grad end normalt følte, at vi havde gjort os fortjent til den luksus, som et varmt bad og en hårvask kan være.

LÆS OGSÅ: Smart luksusbåd fra Kroatien