Audi satser på hybrid- og gasbiler
Audi på vej med hybridbilen Audi A3 e-tron Sportback og den gasdrevne A3 g-tron.
Rækkevidden er for kort, og ladetiden er for lang. Sådan lyder de ganske klare begrundelser fra Audi for, at man nu mere helhjertet satser på hybridbilerne frem for elbiler.
Derfor er konceptudgaverne for e-tron elbiler kørt ud på et sidespor, mens de første udgaver af hybridbilerne Audi A3 e-tron og A3 g-tron snart er klar herhjemme.
De forventes begge at lande herhjemme efter nytår. Mens koncern-søsteren, VW, ud over en lang række gasdrevne modeller også ruller elektriske udgaver af Up og Golf på gaden, og har haft enkelte hybridmodeller, lancerer Audi altså to modeller i en klasse, hvor der forventes at være mest afsætning.
Lang rækkevidde
Mens e-tron Sportback er drevet af en 1,4 liters benziner, der sammen med en elmotor på 75 kW, kaster i alt 204 hk af sig, er den gasdrevne g-tron en 1,4 med 110 hk.
Elmodellen kan klare 50 km på ren strøm, og lades så op i kontakten på tre timer og tre kvarter med 220 volt eller to timer med en hurtiglader. Når strømmen slipper op, kan den køre yderligere 940 km på benzin.
Den gasdrevne model har to brændstoftanke, så den kan køre 400 km på gas og yderligere 900 på benzin. Det tangerer en dieselbil.
Fordelen herhjemme er, at den vil kunne køre på naturgas. Noget, vi har masser af.
Ingen wankeldrift
Indtil videre er der ikke meldinger om andre tron-modeller fra Audi, der lader en foreløbig konceptudgave med en A1’er udstyret med wankelmotor og eldrift, være en showcase.
»A3 er en model med bred anvendelighed, « lyder det fra Bente Kløvgaard, som er dansk pressechef for Audi.