*

Prøv vores tablet-udgave

Vi kan se, at du er på en tablet. Kunne du tænke dig at læse Jyllands-Posten på vores tablet-app?

lørdag 27. december 2014
Jyllands-Posten Jyllands-Posten motor
Motor 02.06.2012 kl. 11:19

Luksus-Golfen slår det meste

Af FLEMMING HASLUND, Bilzonen.dk

Den nye Audi A3 er en af årets vigtigste bilnyheder. Hvor god, den så er, kan du læse her.

Audi A3

Audi A3 - helt kort

  • A3 er modellen fra Audi i Golf-klassen. Lanceret første gang i 1996 som Audis dengang mindste model, kommer fra september som en helt ny bil med ny platform, nyt karrosseri og nye motorer samt naturligvis ny kabine. Et bredt udvalg af 4-cylindrede benzin- og dieselmotorer samt tre forskellige gearkasser, 6-trins manuel og både 6- og 7-trins dobbeltkobling. Som den Audi den er, tilbydes både forhjuls- og firehjulstræk. Flere karrosserivarianter følger, cabriolet og antagelig sedan. Desuden et bredere udvalg af motorer inkl. hybrid i den ene ende og en RS i den anden.


Audi A3 1,4 TFSI COD - teknikken

  • Type: 4-5-personers hatchback, frontmotor, forhjulstræk.
  • Motor: 4-cyl. række-benzin, 1,4 liter, 140 hk, 250 Nm.
  • Forbrug iflg. EU-norm: 24,4 km/l
  • CO2-udslip: 108 g/km
  • Præstationer: 0-100 km/t: 8,3 sek. Topfart: 223 km/t
  • Pris: 317.000 kr.


Priserne

Benzin

  • 1,2 TSFI: 105 hk. 285.000 kr.
  • 1,4 TSFI: 122 hk. 308.000 kr.
  • 1,4 TSFI COD: 140 hk. 317.000 kr.
  • 1,8 TSFI: 180 hk. 372.000 kr.

Diesel

  • 1,6 TDI: 105 hk. 287.000 kr.
  • 2,0 TDI: 150 hk. 331.000 kr.
  • 2,0 TDI: 184 hk. 368.000 kr.


A3 - modelhistorie

  • 1996: Generation 1, lanceret som 3-dørs hatchback. Længden er 4,14 meter. 5-dørs version dukker op i 1999.
  • 2003: Generation 2, lanceret som 3-dørs hatchback, 4,20 meter lang. 5-dørs version nu med navnet Sportback lanceres i 2004.
  • 2008: Generation som cabriolet lanceres.
  • 2012: Generation 3, lanceret i efteråret 2012. Den aktuelle model er 4,24 meter lang. 5-dørs Sportback får verdenspremiere i 2013, antagelig i marts.

Hmm, der er tre muligheder. Men lige nu, her ca. 10 km over Paris og med SAS på vej hjem fra Mallorca, ved jeg ikke præcist, hvilken af de tre der virkelig overbeviste mig.

Måske var det i det sekund, jeg i går formiddags så en 180 hestes stå der i lufthavnshallen. Et nummer rødere end postkasserød og på elegante 18”-hjul. Så flot. Måske var det, da jeg hen mod middag cruisede ad motorvejen Palma de Mallorca i retning vest. Så komfortabel. Eller måske var det, da jeg midt på eftermiddagen røg hen over en særligt tricky svingkombination derude på vestøen. Så dynamisk.

Så flot. Så komfortabel. Så dynamisk er den nye Audi A3, som jeg netop har tilbragt et par dage med. Officiel verdenspremiere i ferieparadiset ud for Spaniens østkyst. Cirka 25 biler linet op i et udvalg af moderigtige farver: Uskyldshvid, brandbilrød og en mørkebrun metallic-én.

Flot, komfortabel og dynamisk.
 

Veldrejet evolution

At en ny Audi er flot burde ikke overraske mig. Tyskerne er inde i en stime af veldesignede modeller nu. Alligevel stod jeg med hånden under hagen, da jeg for nogen tid siden så den nye A3 for første gang i levende live. Men det var på en udstilling - og måske mindede den dér mig alligevel for meget om de andre Audi'er - A4'er, A1'er og de fleste. Og der, for nogle uger siden, så den nye A3 ikke tilstrækkelig ny ud.

Men nu, på Mallorca, i levende live, så at sige, ser jeg for første gang, hvor veldrejet A3 2012 er. Fortsat absolut A3, men alligevel helt ny. 2012-udgaven er mere skarpskåren, den har en tydelig, let stigende karrosserilinje fra forlygte til baglygte. Og skuldrene - brede på den fede måde. Og så i den røde lak og på et sæt hjul i størrelsen 18”. Designet er godkendt, ja, mere end godkendt.

Gennemført komfortabel

At den nye Audi A3 er komfortabel - dét overrasker mig ikke det mindste. Bjergveje, bystræder, åbne landeveje og de tæppebelagte motorveje her ude på den vestlige del af ferieøen bekræfter det igen og igen. Især da vi i 6. gear glider blødt og mildt ad motorvejen fra Palma de Mallorca i retning vest. Hvis jeg ikke aflæste hastigheden på speedometeret, ville jeg ikke ane, om vi kørte 130, 90, ja, måske langsommere endnu. Eller 150.

Så gennemkomfortabel er A3. Først og fremmest er kørestillingen behagelig: Jeg sidder slet og ret perfekt i sædet, og rattet er vinklet i en tilpas lodret stilling foran mig. Rattets tykkelse og diameter. Andre bilfabrikker kan bare købe sådant et multifunktionsrat i læder til en A3 og så gå hjem og kopiere, for det er sådan, det skal gøres.

Komforten fortsætter med en affjedring, der æder ujævnhederne, men i øvrigt holder karrosseriet i ro. Det er sådan, affjedringen på A3 fungerer.

Komfort er også lav lyd fra det hele, altså motor, fartvind og dæk. På det spanske motorvejstæppe er lyden omtrent så lav, at den slet ikke er der. Det er dybest set derfor, jeg ikke kan mærke, om farten er det ene eller det andet.

Og endelig er komfort også et spørgsmål om motoren. Den nye 1,8-liters TFSI-motor - som er den, jeg kører lige her og nu - siger ingenting, og den vibrerer ikke. Den sender bare bilen af sted i en fart, der ville få en kun lidt ældre GTI til at ryste af skræk. Og dækstøj er ikke noget, Dunlop har tænkt sig at gøre et nummer ud af i dag.

Så når det gælder komfort: A3 er i den grad godkendt.

Fremragende på vejen

Men det vidste jeg jo godt, da jeg sad i flyet i går morges med spidsen i retning syd. Derfor er der jo ingen overraskelse her. Men det er der altså, når det kommer til den tredje egenskab, der betog mig. Dynamikken. A3's evne til at køre præcist derhen, hvor køreren peger. Bare at adlyde rat og pedaler - hurtigt, præcist og altid lineært.

Gennem årene har jeg været med til mange Audi-introduktioner, hvor PR-folk, marketing-ansvarlige og ingeniører har bedyret, at her, Meine Damen und Herren, her er den nye, dynamiske Audi. Som oftest har det ikke passet særligt godt. Fire hurtige undtagelser er: sportsvognen R8, lommeraketten A1 quattro, powersedanen RS4 og den seneste version af A6 (ikke S6, S7 og S6 Avant). Men med den nye Audi A3 passer det. Dynamisk.

Det er lige ved, at jeg allerede vidste det efter første sving, så tydeligt er det. Og efter første rundkørsel er der ikke meget tvivl tilbage. Og hvis der ellers var en anelse, bliver det visket ud, da jeg passerer en lille bro med topmave, der forbinder to rundkørsler. Først til venstre, så til højre, så hen over topmaven, så lande, derefter til højre igen. Det er da at stresse en undervogn, og spansk vejvæsen har gjort alt for at bringe en bil ud af balance. Det lykkes imidlertid ikke her. Forvognen peger hele tiden efter rattet, efter topmaven sætter bilen sig i flot balance efter bare én bevægelse i støddæmperne.

Herefter kan det ikke undre, at ethvert fladt sving ikke er en opgave, en A3 2012 gider tale om. Og nej, selv om den nye hatch med fire ringe i grillen trykkes ud af sving med tung speeder, står forenden faktisk fast.

Se, det var alligevel en overraskelse. Så ved nærmere eftertanke: Det var dén enkeltbegivenhed - turen hen over topmaven - og altså ikke første møde i lufthavnen eller cruising ad motorvejen mod vest, der overbeviste mig. Ny Audi A3: 6 stjerner ud af 6 mulige.

Kraft efter behov

A3 står på en helt ny bund, der i øvrigt vil bære en lang række kommende Audi'er og endnu flere nyheder fra Volkswagen Group, blandt dem den kommende VW Golf. At Audi og sikkert også ingeniører fra de andre mærker har gjort sig inderligt umage er bevist. Dernæst er motorerne i A3-serien nye - også selv om de har samme størrelse som de gamle og yder det samme. Men nye, det er de, blandt andet til fordel for forbruget og dermed CO2-udslippet.

Blandt de nye er 1,4-liters TFSI COD, som Audi siger. 1,4'eren med 140 hk og vigtigst af alt et system, som Audi uanset sproget har valgt at kalde Cylinder On Demand. Ved konstant fart kobler de to midterste cylindre fra, og den ellers 4-cylindrede rækkemotor er nu pludselig en 2-cylindret. En tankegang, motorkonstruktørerne har hentet hos kollegerne, der laver V8-motoren til S8. Først i Volkswagens store familie med Cylinder On Demand var imidlertid Bentley, der udviklede en ny V8'er, der også kan køre som en V4, til deres nye bil i ministerklassen, Mulsanne. Om briterne så fik hjælp af Audi? Det holdes inden for familien.

Det er umuligt at mærke eller høre, når R4 bliver til R2 og tilbage igen. Faktisk bliver man nødt til at læse oplysningen på instrumentet i midten. Resultatet er en besparelse på fire procent i forhold til en tilsvarende motor med fire og altid fire cylindre i drift. Smart, ikke sandt?

De fem døre kommer

Hvad er skidt ved den nye A3 2012? Tjae, nøgternt vurderet egentlig ikke noget. Det skulle da lige være, at der er tre og ikke fem døre. Men til næste år kommer den 5-dørs Sportsback, så er det problem løst. Men hvis man nu bare synes, at al denne Audi-hype er for meget, og at en Golf er tilstrækkelig, er det jo et slags problem set med Audis øjne. Præcis som hvis man nu synes, at en rigtig bil altså har baghjulstræk og kommer fra München. Men ellers …

A3 er endda ... nej, billig er den jo ikke, men den nye models prisliste ser fornuftig ud og er egentlig også en anelse skræmmende for BMW og Volkswagen - og endnu mere for Volvo og Toyota længere nede ad vejen.

LÆS OGSÅ: Tysk duel på køreglæde

LÆS OGSÅ: Stærkt våben i Golfkrigen

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Annonce
Motor lige nu
Tophistorie

Årets bedste - og værste - nye biler

Én ting er de nye biler fra 2014 fælles om at gøre bedre. Se hvad her - og se de bedste biler i de forskellige klasser.
forsiden lige nu

Ekspert: Regeringens aftale vil styrke Sverigedemokraterne

Aftale mellem regering og opposition aflyser valget og holder Sverigedemokraterne uden for indflydelse. På den korte bane.
USA

Betjente vendte ryggen til under begravelse

Mange politibetjente fra New York lavede en stille protest mod byens borgmester under kollegas begravelse.

Årets bedste - og værste - nye biler

Én ting er de nye biler fra 2014 fælles om at gøre bedre. Se hvad her - og se de bedste biler i de forskellige klasser.

Ulykke under rådyrjagt: Jæger skød sin jagtfælle

71-årig jæger ramte en anden jæger i ansigtet og brystkassen.

El, vand og varme bliver billigere i 2015

Danskerne skal betale mindre for el, vand og varme næste år, viser en gennemgang fra Bolius.

FCM skød norsk EM-helt ned

FC Midtjylland fik ram på den norske EM-helt Silje Solberg og Team Tvis Holstebro i pokalfinalen.
Annonce
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce