*

Storbyer

Det charmerende Kina

Strand, palmer, historie og kultur. Xiamen er måske ikke en destination, der fylder meget i Kina-guidebøgerne, men tag ikke fejl. De mere ukendte kinesiske destinationer har ofte mere charme end storbyer som Beijing og Shanghai.

Xiamen er en by i hurtig forvandling. Foto: Kenneth Karskov

Xiamen udtales som ”charmen” (med tryk på anden stavelse) og er Kinas grønne oase med 3,5 millioner indbyggere. Byen var en af Kinas første økonomiske frizoner, og her kan det tydeligt ses, hvordan velstanden i det enorme land er hastigt stigende.

Rejsen dertil

Hollandske KLM er det eneste europæiske flyselskab med en rute direkte til Xiamen. Flyv fra enten København, Billund eller Aalborg til Amsterdam og derfra direkte videre til Xiamen. KLM inkluderer bagage og forplejning i flybillettens pris, som starter fra 7.731 kroner tur-retur.

Jyllands-Posten var inviteret af KLM

Det er ikke usædvanligt at se hundedyre Porsche-modeller i gadebilledet, ligesom de lokale kan opleves slæbende på store poser på vej ud af eksklusive mærkevarebutikker.

Selv om Xiamen – og Kina som helhed – er i færd med en voldsom forvandling, så har byen haft øje for at bevare de historiske bygninger. På trods af den tornado af højhuse, som er blæst ind over byen, er dens sjæl dermed stadig intakt, og Xiamen er perfekt til nogle spændende dage i det boomende Sydkina.

Gulangyu

Gulangyu er en lille ø på blot to kvadratkilometer, som ligger ret over for Xiamens boomende havnefront. På den lille ø er der ingen biler, ingen højhuse og ingen stress – det er storbyens diametrale modsætning.

Den lille ø var forbeholdt udlændinge, der slog sig ned i Kina for at drive handel. Indtil midten af forrige århundrede var dette stedet, hvor de store europæiske virksomheder åbnede kontor, når de skulle indtage Sydkina, og således findes her også det tidligere kontor for det hæderkronede danske firma Store Nordiske Telegraf-Selskab.

Gulangyu. Foto: Kenneth Karskov

Gulangyu har således også et utvetydigt europæisk præg, for størstedelen af øens bygninger er opført i kolonistil. Disse står velbevarede, og gadebilledet er således et fascinerende miks af majestætiske europæiske byggerier blandet med små perleforretninger, kinesiske restauranter og turistboder med alskens souvenirs.

Øens højeste punkt er Solskinsklippen, og det er obligatorisk at gå hele vejen op til det tilhørende tempel og fortsætte helt til toppen. Udsigten er vidunderlig; i forgrunden ligger Gulangyu med de gamle huse, og bagved ses Xiamens moderne skyskrabere.

Færgen til Gulangyu afgår med en halv times mellemrum fra Xiamens internationale krydstogtsterminal. Det er derfor vigtigt at medbringe passet, selv om det blot er en sejltur på små 20 minutter.

Shopping på Zhongshan Lu

Zhongshan Lu er Xiamens svar på Strøget i København. En lang gågade med butikker til begge sider, hvorfra bilerne er blevet forvist til fordel for indkøbshungrende kvinder og mænd med spenderbukser på.

Et støt stigende privatforbrug har skabt rammerne for flagship stores fra Adidas, Nike og Jack & Jones samt en masse lokale butikker, der giver gaden et umiskendeligt kinesisk præg. Nogle af butikkerne sælger mærkevarer, som endnu er ukendte i Vesten, mens andre har specialiseret sig i urter, isenkram eller skønhedsprodukter.

Foto: Kenneth Karskov

Naturligvis er her også det obligatoriske varehus, der har samlet de helt dyre internationale mærkevarer under ét tag, men endnu mere interessant er gadens mange små te-butikker.

Det kan være fascinerende at stikke hovedet indenfor og se, hvor meget kineserne går op i deres te. Her er det muligt både at smage og dufte til de forskellige teer, men det er vigtigt at se sig godt for, da prisen varierer fra nogle få kroner kiloet til mange hundrede kroner for de dyreste produkter.

Resten af gaden er små madboder, kinesiske restauranter og amerikanske fastfoodkæder, så det er fint at ankomme hertil både sulten og tørstig.

På besøg på universitetet

Xiamen Universitet er kendt i hele Kina, og ligesom de store amerikanske universiteter er turistattraktioner i sig selv, så er turisterne også begyndt at strømme til Xiamens fineste læreanstalt.

Endda i en sådan grad, at det har været nødvendigt at begrænse adgangen til området, så udefrakommende kun kan komme ind efter 17.30.

Foto: Kenneth Karskov

Heldigvis er kineserne et driftigt folkefærd, så en flok mennesker står klar til at overtale – læs bestikke – vagten for 30 yuan (30 kr.).

Den store attraktion er universitetets smukke gamle bygninger langs den lille sø, der er hjertet i område.

Fortsæt igennem den nyåbnede Furong-tunnel, der forbinder universitetet med et beboelsesområde med hyggelige små butikker, restauranter og caféer.

Gå videre ned til stranden bag universitetet, hvor små restauranter tilbyder friskfanget fisk og skaldyr til små priser.

Ude på gaden står store vaskebaljer med levende fisk og skaldyr, så det er bare at vælge, hvad der skal på tallerkenen.

Nanputuo-templet

Religion har haft trange kår under kommunismen i Kina. Aktiviteten omkring landets mange templer vidner dog om, at selv ikke i Kinas mest undertrykkende perioder har styret kunnet knægte religionens indflydelse.

Således er der også fuld af liv i Nanputuo-templet. Stedets historie går tilbage til Tang-dynastiets tid (år 600-900), og selv om datidens bygninger for længst er ødelagt i efterfølgende krige, så er templet blevet genopbygget over flere omgange. I dag står det flottere end nogensinde.

Foto: Kenneth Karskov

Munkene går omkring i deres karakteristiske klædedragter og blander sig med horderne af kinesiske turister.

De strømmer hertil fra nær og fjern for at tænde røgelsespinde og knæle for templets mange helligdomme.

De nuværende fire tempelbygninger er smukke eksempler på klassisk kinesisk arkitektur og ligger placeret på en nord-sydgående akse for foden af en række klipper, som kineserne poetisk har døbt Wulaofeng – ”De fem gamle mænd”. En trappe fører hele vejen til toppen, hvorfra det er muligt at kigge over til Taiwan.

Her skal du bo

Det femstjernede Westin Xiamen er på Tripadvisor vurderet til at være byens bedste hotel. Den 40 etager høje bygning rummer 300 værelser med vidunderligt bløde senge med fem hovedpuder, et stort badeværelse samt gratis internet på alle værelser. Morgenbuffeten rummer både internationale og kinesiske favoritter samt sunde tiltag som gulerod-, appelsin-, ingefær-, gurkemeje- og mangojuice: Læg dertil et lækkert indendørs pool-område med jacuzzi, sauna, dampbade, motionsrum samt stor swimmingpool. Priser starter fra 790 yuan (822 kr.) for et dobbeltværelse.

3 råd til rejsen

  • Mange kinesere taler ikke særlig godt engelsk. Det kan være en udfordring at spørge om vej, så bed hotellet om at skrive navnet på det sted, du skal besøge, på kinesisk. Så kan du give sedlen til taxichaufføren eller vise den til folk på gaden. Få dem også til at skrive adressen på hotellet på kinesisk, så du kan komme hjem igen. Taxichaufførerne i Xiamen er gode til at finde vej, og det er billigt at køre rundt med dem. Prisen er blot to kinesiske yuan (2 kr.) pr. kilometer.
  • Mange restauranter har menukort med billeder, så selv om alting står på kinesisk, er det ofte ikke umuligt at bestille et ordentligt måltid. Et kinesisk måltid vil typisk bestå af en række forskellige retter og hvide ris, men bed altid om lidt flere retter end det egentlig er nødvendigt, for skulle en af dem ikke smage godt, er det rart med alternativer. De billige restauranter serverer velsmagende og frisklavet mad fra 15-20 yuan (15-20 kr.) pr. ret.
  • Medbring kontanter til de små hyggelige butikker, restauranter og cafeer, for her modtager de sjældent kreditkort. Medbring kinesiske kontanter hjemmefra eller hæv nogle i en af byens utallige bankautomater. Det er ikke svært at finde en automat og trække penge ud, men forvent kun at kunne betale med kreditkort på de store hoteller eller dyre restauranter.
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her