*

Sne og ski

Her er de bedste apps til skiferien

Der findes i hundredvis af apps til skiferien, og det kan være svært at finde ud af, hvad der er bedst. To eksperter giver deres bedste bud.

Skiferien står for døren, og der findes masser af apps med gode råd til den. Foto: Lars From

Danskere i tusindvis pakker i de næste par måneder kufferten med lange underbukser, hue, handsker og meget mere udstyr.

Med andre ord er skiferiesæsonen i gang.

Er du skinørd? Her er de ekstraordinære gadgets, der kan gøre skituren federe

Det kan dog være en god idé ikke kun at lægge ting i kufferten, men også at lægge apps på sin telefon inden afgangen mod Alperne eller de svenske og norske fjelde.

Gode apps til skiferien

Claus Loft Madsens anbefalinger til, hvilke apps man kan overveje inden ferien. Han mener dog, at de fleste af dem er bedst, inden man når frem til destinationen som underholdning eller inspiration.

  • "Ski Tracks": Måler, hvor langt man har stået på ski, hvor mange højdemeter man har bevæget sig og den maksimale fart.
  • "Yr.no": Vejrudsigten fra det Norske Meteorologiske Institut er blandt de bedste med god grafik og beskrivelser af vejret.
  • "Sikker på Ski": Dansk Skiforbunds app, der giver gode tips og trick til skiløbet. Blandt andet om at undgå skader.
  • "Ski School". Med små videoer får man gode øvelser til at blive en bedre skiløber.

Kilde: skisport.dk

- Mange de af de apps, der findes, er rigtig gode at bruge. Men ofte er det egentlig inden skiferien, de er bedst, siger skiekspert hos skisport.dk, Claus Loft Madsen.

- Mange apps er super gode at bruge hjemmefra eller i bilen på vej på ferien, men når først du kommer frem, pakker de fleste dem væk, siger han.

To apps, der er rigtig gode at bruge inden skituren, er "Ski School" og Danske Skiforbunds "Sikker på Ski". De giver gode råd til øvelser, og hvordan man forbedrer sit skiløb.

- Super godt alternativ, hvis man ikke gider bruge x antal tusinde kroner på en skilærer, siger Claus Loft Madsen.

En kortapp kan også være en god idé, og mange af dem giver mulighed for at downloade pistekort hjemmefra, så man ikke bruger data på det.

- Folk er ofte nervøse for, om kortene bruger data, men det gør de fleste ikke. Det er kun gps'en, der bliver brugt, siger Claus Loft Madsen.

Spørger man Thomas Uhrskov, der er kendt som tv-vært fra en række skiprogrammer, er der dog nærmest kun én app, man bør downloade til brug på pisterne.

Det er en af de officielle apps, hvor man kan kalde efter hjælp.

- Download den, der er relevant i dit område. Så skulle man komme til skade, skal man bare trykke på en knap, og så ved myndighederne, hvor du ligger, siger han.

Alle andre apps er mere eller mindre spild af tid og kan fjerne glæden ved at stå op ski, mener han.

- Man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis man tror, at mange af de her apps giver en federe skiferie. Det er spild af fokus, slår Thomas Uhrskov fast.

/ritzau/FOKUS
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her