*

Sne og ski

Laviner: Pas på, sneen vælter ned i skiområderne

I løbet af et par dage er der i Østrig faldet en meter sne. I går gik der en lavine i St. Anton, hvor to danskere var med i redningsarbejdet.

Eftersøgningen er i gang, efter at fire snowboardere torsdag udløste en lavine i St. Anton. Foto: Tonny Pettersson

Endelig er der hvidt i skiområderne, og det er ikke kun i et spor ned over pisten, hvor snekanonerne har gjort deres arbejde. Sneen vælter ned i en grad, så man skal tænke sig om og passe på.

Det fortæller Rasmus Lundby, leder af den danske skiinstruktøruddannelse, der i disse dage befinder sig i St. Anton, hvor han står på ski med danskeren Jens Borgnæs, der er bosat i St. Anton og medindehaver af skiskolen i det østrigske skiområde.

Efter kraftig mangel på sne og alt for høje temperaturer i begyndelsen af skisæsonen er der inden for de seneste par dage er der mange steder i Alperne faldet en meter sne.

»Sneforholdene har været meget problematiske i hele Europa i december og begyndelsen af januar, men nu er det blevet meget koldt, og det sner og sner,« fortæller Rasmus Lundby.

Når sneen falder stille og roligt over en længere periode, binder den godt og lægger sig som en base for den sne, der falder, men som forholdene er nu, er der stor risiko for laviner.

Rasmus Lundby var i går med på eftersøgningsholdet, efter at der var gået en lavine ved Mathun i St. Anton. Han gik side om side med 40 andre redningsarbejdere, der stak deres tre meter lange sonder i sneen for at finde evt. begravede skiløbere.

De havde fået at vide, at det var fire snowboardere, der udløste lavinen, men efter at lavinen var gået, var der kun tre tilbage. Derfor troede man, at der var en person begravet. Men efter halvanden time blev eftersøgningen stoppet.

»Heldigvis viste det sig, at der ikke var nogen i lavinen,« siger Rasmus Lundby.

Forleden omkom tre personer, heraf to børn, i en lavine i Deux Alpes i Frankrig, og i sidste uge gik der to laviner i Val d'Isere. I den ene blev en spansk mand, der var udstyret med lavinebipper, gravet fri af lavinen, efter at han havde ligget der i fem minutter. Han overlevede.

Men en time senere gik der endnu lavine, hvor fire spanske skiløbere blev fanget. Her var der en mand, som mistede livet.

»Risikoen er meget stor lige nu, fordi der er faldet så meget sne på kort tid. Sne er dejligt, og folk er meget kåde i disse dage. Men man skal passe meget på. Problemet er, at de nye brede ski, som gør det lettere at køre uden for pisterne, betyder, at mange flere, urutinerede skiløbere, som ikke er vant til at begå sig i bjergene, kører offpiste,« siger Rasmus Lundby.

Rasmus Lundby i fin stil på vej ned over et hang med pulversne i St. Anton. Efter billedet var taget, var han i går senere på dagen med i redningsarbejdet efter en lavine. Foto: Den Danske Skiskole

Han opfordrer skiløbere til at tage deres forholdsregler, hvis de vil køre offpiste.

»Man skal have lavineudstyr, hvis man gør det. Det er en lavinebipper, så man kan blive fundet og hjælpe andre, hvis der går en lavine. Men man skal også have en sonde og en skovl med, så man kan hjælpe med at lede og grave, hvis uheldet er ude,« siger han.

Han opfordrer også folk til at leje en lokal guide, hvis de vil køre offpiste.

Skiskader: Kvinder får knæskader, mænd brækker benet

Ifølge DMI vil snevejret ikke være så voldsomt i de kommende dage.

I Italien vil det helt holde op, mens der vil falde lidt i Frankrig. En ny front, som kommer ind fra Tyskland, vil lørdag sørge for lidt mere sne på den nordlige side af Alperne bl.a. over Østrig, men i løbet af søndag/mandag vil et højtryk sørge for, at der bliver blå himmel og sol over pisterne. Det vil holde indtil torsdag/fredag, hvor det bliver varmere, og et nyt snevejr vil få fat.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Søg i vejviseren
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her