*

Rejsereportage

Spis lige fisk til

I Godthåbsfjorden – en times sejlads fra Nuuk – kan man på en restaurant midt i den grønlandske intethed få serveret friskfanget fisk, som man selv har hevet op af vandet. Nuuk forener vilde naturoplevelser med gastronomi i særklasse – og det forsøger den grønlandske hovedstad nu at få danske turisters øjne op for med forlængede weekendture til spotpris.

En forlænget sommerweekendtur til Nuuk, der prismæssigt kan konkurrere med en chartertur sydpå, er blandt de nye tiltag, der skal lokke danske turister til natur- og gastronomioplevelser i den grønlandske hovedstad. Foto: Maria Meiner Christensen

Rejsen dertil

Grønlands Rejsebureau tilbyder som noget nyt pakkerejser til Nuuk inklusive fly fra København og hotel. En uge koster 7.795 kr., mens en forlænget weekend fra torsdag til mandag koster 6.695 kr. inklusive morgenmad.

Jyllands-Posten var inviteret af Hotel Hans Egede, Air Greenland og Grønlands Rejsebureau

B972342392Z.1_20160721132304_000+GP1ULE0T.1-0.png 

Motoren stopper og M/S Sterna ligger med ét stille i det spejlblanke vand. Under kølen vrimler det med fisk: rødfisk og torsk i stimevis. Det er sådan noget, de lokale – herunder skipper Erik Palo Jacobsen – ved af erfaring.

Båd og besætning befinder sig midt i Godthåbsfjorden – med det grønlandske navn Nuup Kangerlua – lidt uden for Nuuk. Her er stille. Helt stille. Kun en svag rumlen fra maven høres. Det må være tid til at få noget på krogen.

Med et næsten lydløst “plop” kastes snøren i vandet, og det monterede hjul på rælingen snurrer i højt tempo, indtil bunden er nået på cirka 60 meters dybde. Så er det bare at vente. Men ventetiden bliver ikke lang. For knap er der gået fem minutter, før linen strammer til.

Så skal der hales. Hurtigere, lyder ordren. Det tager en evighed at få den lange line halet ind, og armen kommer på ingen tid til at føles som modellervoks, når man er uerfaren udi langlinefiskeri. Mere erfarne kræfter træder til for at hjælpe, da snøren pludselig bliver for tung. Torsken, der først kommer til syne, blegner hurtigt i forhold til den kæmpe-kleppert af en rødfisk, som også har bidt på.

»Wow – sikken en,« lyder det anerkendende fra dækket. Det er svært ikke at have lidt ondt af fisken, som den hænger dér med krogen i mundvigen på vej op ad vandet. For den ser ærlig talt ret sølle ud med sin opsvulmede svømmeblære presset ud ad munden og øjnene poppende ud af hovedet.

Godthåbsfjorden vrimler med rødfisk og torsk og er et ideelt sted til dybhavsfiskeri. Foto: Maria Meiner Christensen

»Det sker fordi, fisken trækkes hurtigt op fra dybt vand. Den får en slags dykkersyge,« forklarer skipperen, der ud fra rødfiskens størrelse vurderer, at den må være omkring 35-40 år. Så vi har altså at gøre med en fuldvoksen krabat, der ellers kan blive helt op til 75 år gammel.

Selv om der ikke ser ud til at være mere end et par kilometer til nærmeste fjeldside, kan der sagtens være mellem 50 og 100 kilometer, da afstandsbedømmelsen nemt kan spille en et puds, forklarer skipper Erik Palo Jacobsen. Foto: Maria Meiner Christensen

Men der er ikke tid til at dvæle ved den flotte fangst. For inden længe hives flere imponerende rødfisk og torsk ombord – vi må have ramt et sandt fiskeparadis.

Ingen kummefryser – ikke ægte grønlænder

Siden de første mennesker indvandrede for 4-5.000 år siden, har den store øs beboere været afhængige af at fange deres egne fugle, fisk og sæler. Grønlænderne er i dag stadig præget af den historiske fangerkultur, men de er ikke på samme måde afhængige af at kunne fange deres egen mad, da kølediskene i Brugseni eller Pisiffik bugner af fisk, kød og færdigretter. Alligevel er det nærmest en nødvendighed at eje en båd. Nuuk har cirka 100 kilometer asfalt at gøre godt med, men der er ingen veje mellem de grønlandske byer, og derfor anskaffer mange sig én. Udover familiebesøg og weekendture bruges båden naturligvis til fisketure, der kan supplere dagligvareindkøbene og fylde kummefryseren op. Godt nok er det med et glimt i øjet, når grønlænderne siger: “Du er ikke rigtig grønlænder, hvis ikke du ejer mindst én kummefryser”. Men der er nok alligevel en vis grad af sandhed i det.

Han har cyklet verden rundt på ét hjul: »Cykelturen i Utah-ørkenen er en af mine største oplevelser«

De rødfisk og torsk, som bed på krogen tidligere på dagen, ender deres liv på værdig vis – som en frokost, der sent vil glemmes. Foto: Maria Meiner Christensen

Hvor der i Danmark er en stigende tendens til at forsøge at begrænse indtaget af kød, forholder det sig omvendt i Grønland. Kød er dét, man spiser sig mæt i. Det forstår man efter en tur i supermarkedet, hvor flyfriske agurker koster 30 kroner for to – på tilbud, vel at mærke. Det siger sig selv, at det kan være en udfordring at være vegetar i Grønland – så det er der ingen, der er. At fange sit eget kød anses i Grønland på en måde lidt som at være vegetar. I hvert fald er det økologisk og bæredygtigt.

Søpinsvin og silkeblødt vand

I plastikkassen på dækket er der efterhånden fyldt godt op. 10-15 fuldfede rødfisk og torsk er det blevet til på cirka 30 minutters fiskeri. Det er mere end rigeligt til at mætte bådens besætning, så kursen sættes mod Qooqqut, hvor fangsten skal tilberedes og indtages.

Søpindsvin er en af de mere specielle madoplevelser, man kan få med sig fra Grønland. Foto: Maria Meiner Christensen

På vej derind lægger M/S Sterna til ved et brusende vandfald på en af fjeldsiderne – båden kommer så tæt, at vandet kan opfanges i en kande og prøvesmages. Vandet er iskoldt og føles som silke mod ganen. Sjældent har vand smagt af så lidt, men på samme tid så formidabelt godt.

Der spejdes efter pukkelhvaler – de skulle ifølge rygterne være set flere steder i og omkring Nuuk, men der er ingen af de store havdyr i sigte. Som et plaster på såret serveres der formiddagssnacks i form af friskplukkede søpindsvin, som især i Japan er en eftertragtet (og dyr) delikatesse. Mest af alt smager den orange rogn som en meget saltet snotklat tilsat sand og havvand. Det er nok noget, man lige skal vænne sig til, før man for alvor bliver fan.

I Qooqqut – cirka en times sejlads fra Nuuk – ligger restauranten Qooqqut Nuan, der om sommeren serverer friskfanget fisk i helt øde omgivelser. Foto: Maria Meiner Christensen

Båden stryger gennem vandet i høj fart, vinden rusker godt i hårtoppen, og solen giver genskin i det flade vand. Hvis ikke det her kan frembringe en snert af lykke, er der nok intet, der kan.

Turisme i Nuuk

Nuuk som turistdestination har tidligere stået i skyggen af den vigtige og populære turistby Ilulissat, der modsat den grønlandske hovedstad kan tilbyde slædehundeture på Indlandsisen og sejlture til Isfjorden. Men i disse år sker der noget på turisme-fronten i Nuuk. Man mærker en vilje og tro på, at turisterne snart for alvor får øjnene op for verdens nordligste hovedstad, der tilbyder unikke naturoplevelser i form af hvalsafari og vandreture, et blomstrende kulturliv – og ikke mindst gastronomi i verdensklasse.

I Nuuk sidder man ikke længere og venter på, at turisterne skal valfarte til. Der laves flere tiltag i håb om, at øen snart vil opleve samme turistboom, som naboøen Island har gjort de seneste år. Foto: Maria Meiner Christensen

Byen er i fuld gang med at brande sig selv som Colourful Nuuk, for Sermersooq Business Council og Visit Greenland er trukket i arbejdstøjet og forsøger at gøre op med forestillingen om at “Nuuk ikke er det rigtige Grønland”, ligesom de arbejder for at synliggøre byens varierede oplevelser. Colourful Nuuk refererer nemlig ikke kun til farven på byens charmerende træhuse, men også til den mangfoldighed, der findes i kulturudbuddet og blandt de 40 forskellige nationaliteter, der bor i byen.

En ualmindelig indisk landsby: »Som man kommer tættere på bymidten, går det op for én, at der er noget usædvanligt på færde«

Den spirende turisme-optimisme gælder ikke kun Nuuk, men over hele landet. Det er ligesom om, grønlænderne endelig har indset, at selv om de har et unikt land med enestående natur, så kommer turisterne ikke væltende af sig selv. Naalakkersuisut (den grønlandske regering) har afsat 60 millioner kroner til at styrke turismen fra 2016 til 2020. Målet er en fordobling af antallet af turister i 2040, hvor 74.000 turister plus 39.000 krydstogtturister gerne skulle lægge vejen forbi.

I Nuuk bor mere end 40 nationaliteter, så Colourful Nuuk refererer til andet og mere end de kulørte træhuse i Myggedalen og øvrige farverige bygninger overalt i byen. Foto: Maria Meiner Christensen

En måde at nå det mål på er at få fat i de mange turister, der alligevel besøger Island – og altså lukrere på det turistboom, som naboøen oplever i øjeblikket. Både Air Greenland og Air Iceland har flyvninger mellem Island og Nuuk, hvor turister, der i forvejen gæster vulkanøen, således også kan opleve Grønland under samme ferie og dermed spare penge.

Katuaq er Nuuks kulturhus og stedet, hvor de lokale mødes til brunch, teaterforestilling eller en kop kaffe i sommersolen. Foto: Maria Meiner Christensen

At rejse til Grønland er da heller ikke nogen billig fornøjelse, så også her forsøger man med kreative løsninger at gøre det attraktivt for turister. Grønlands Rejsebureau har som noget nyt denne sommer introduceret en forlænget weekendtur til Nuuk fra København, der prismæssigt kan konkurrere med en uges charterferie sydpå. Den samlede pris for fire nætter med overnatning på Hotel Hans Egede og flybilletter lyder på 6.695 kroner pr. person i dobbeltværelse – hvilket er mindre end, hvad flybilletten alene ofte koster.

Medbring din egen fisk

Inde i Qooqqut-fjorden kiler båden sig elegant ind på en ledig plads langs flydebroen. Efter en rask gåtur i fjeld-terrænet overlades de friskfangede fisk til Mads Bek, der ejer restauranten Qooqqut Nuan. Man kan som gæst medbringe sin egen friskfangede fisk, som restauranten tilbereder og serverer – konceptet hedder Fish & Dish, og retterne er ofte thai-inspirerede.

Mads Bek går straks i køkkenet for at kreere frokosten. Den største af rødfiskene skæres med fingersnilde ud, og i løbet af ingen tid ligger et par fileter klar på spækbrættet. Det ser ikke ud af meget taget i betragtning, hvor stor fisken var.

Dagens største fangst er den cirka 35-40 år gamle rødfisk, der af Mads Bek forvandles til udsøgte thai-inspirerede retter. Foto: Maria Meiner Christensen

Tip til Italien: Få opskrifter fra cafeen ved en af Italiens smukkeste pladser

Smag på Grønland i Danmark

Greenland Ice er navnet på en grønlandsk is som fås både som sorbet- og cremeis, der er lavet på smeltevand fra indlandsisen. Man kan købe isen i de fleste supermarkeder i Grønland, men lækkerierne har også fundet vej til danske kølediske. Magasin du Nord og Tranhuset i København samt Mums i Aalborg forhandler den grønlandske is.

Igen i år bliver Tivoli i København forvandlet til et grønlandsk mekka. Det sker fra 31. juli – 1. august, hvor man som gæst kan smage på specialiteter fra det grønlandske køkken. Derudover er der en lang række aktiviteter som koncerter, kajakopvisning og konkurrencer i den gamle park.

Befinder man sig i Aarhus mens Food Festival løber af stablen fra 2. – 4. september, bør man ikke gå glip af Nordens største madbegivenhed. For på festivalen finder man et nordisk område, hvor blandt andet den grønlandske mad er i fokus. Her kan man smage sorbetis, gin og øl lavet på 120.000 år gammel indlandsis, ligesom menuen også står på sæl, spæk, rensdyr og moskus.

»Der er så mange rødfisk i området, at vi kan tillade os kun at tage det bedste fra fisken og frådse lidt med dem. Men resterne bliver kastet tilbage i fjorden, så andre havdyr kan få glæde af fisken,« forsikrer Mads Bek, mens han kaster de frasorterede fiskestykker i en affaldsspand.

Sagnet om Havets Moder, der er et af de mest kendte grønlandske sagn, understreger, hvor vigtig naturen og dens dyr er for grønlænderne. Sagnet fortæller, at en åndemaner blev sendt til bunden af havet for at finde ud af, hvorfor fangsten havde svigtet. Her mødte han Havets Moder, der havde alle havets dyr viklet ind i sit lange hår. Åndemaneren fik lov at rede hendes hår, og dermed blev dyrene igen sat fri – men på betingelse af at fangerne lovede at passe på naturen og dens dyr og lade være med at frådse.

Den noble saga er dog for en stund glemt, da havets frokost lidt senere bliver serveret med luksuriøs fjordudsigt til.

Tre madoplevelser i Nuuk

Restaurant Sarfalik ligger på øverste etage af Hotel Hans Egede og er som den ene ud af tre grønlandske restauranter at finde i White Guide, der er den danske pendant til Michelin-guiden. Her serveres både frokost- og aftenmenu, og der er retter fra både det moderne grønlandske og internationale køkken. Prøv deres tasting-menu, hvis du vil smage lidt af det hele. Ni små retter i form af blandt andet røget og tørret sæl, stegt lammeryg med pulled bov, stenbiderrogn og bagt pighvar serveres i delikate anretninger.

En tur forbi Katuaq, der er Nuuks kulturhus, giver et godt indblik i lokalsamfundet i Nuuk. Her hilser alle på hinanden, og det er i høj grad her, de lokale mødes med venner og familie til koncert, en tur i biografen eller frokost. Det kan anbefales at prøve cafeens alternative hotdog “varm slædehund”, der er ristet moskuspølse svøbt i bacon med løg og agurkesalat.

Er du i Nuuk mellem den 17. og 25. september, kan du opleve byens Foodfestival, der har madaktiviteter for hele familien på programmet. I løbet af ugen vil der være smagsprøver og mulighed for at tale med de lokale fødevareproducenter, ligesom man også kan give sig i kast med arktisk “urban gardening”.

Tre råd til rejsen

Arctic Boat Charter er en af de aktører, der tilbyder individuel turistsejlads i Godthåbsfjorden. Der findes også andre turudbydere, der blandt andet arrangerer fisketure eller hvalsafari.

Tag en tur i supermarked. Det er altid spændende at udforske vareudvalget, når man er ude at rejse – og især Grønland har spændende ting i køledisken og på hylderne. Var det noget med røget hvalspæk, rensdyr eller tørret fisk? Og så er det sjov at slå et smut forbi grøntafdelingen og blive overrasket over priserne på frugt og grønt.

Hvis du vil nyde vin eller øl på ferien, kan det være en god idé at købe lidt med fra lufthavnen i Danmark, da alkoholindkøb i Grønland er dyrt. Vær desuden opmærksom på, at butikkerne stopper salget nogle timer før lukketid.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Biler
Test: Høj Peugeot i fin form med mindste motor
Vi tester Peugeot 3008, som vi sammenligner i versionerne med de to mindste motorer - en benzinmotor på 130 hk og en dieselmotor på 120 hk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her