*

Rejsereportage

Fra storby til ødemark

USA’s største stat ligger højt mod nordvest. Et område af næsten kontinental størrelse, som byder på vild, utæmmet natur og uendelig ødemark. Nordamerikas højeste bjerg, sultne bjørne, en parade af gletsjere, men også en storby, som vinder ved nærmere bekendtskab.

Et storslået og sjældent frit udsyn til Nordamerikas højeste punkt. McKinley- bjerget gemmer sig oftest bag et tykt skydække.

Rejsen dertil

Fra Danmark kan man flyve med Icelandair via Reykjavik direkte til Anchorage mellem medio maj og medio september. Fra København er der knapt tre timer til Reykjavik, og efter et kort transit er der blot syv timer til Anchorage.

Bedste rejsesæson er fra begyndelsen af maj til slutningen af september. Bemærk dog, at i begyndelsen af sæsonen kan sneen stadig ligge tykt og gøre vejene ufarbare, især i Denali. Ligeledes hænder det ikke sjældent, at sneen allerede falder i september i indre egne. Temperaturerne i højsommeren kan svinge fra over 30 grader til 5 grader i det centrale Alaska. Normalt i perioden er dog temperaturer, som minder om vores.

B972171037Z.1_20151222104811_000+G7RPS3FI.1-0.png

Alaska er kolossal i størrelse og ekstremt tyndt befolket. Nogle tal trænger sig på: Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien kan omtrent være her på de godt 1,6 millioner kvadratkilometers vildmark. Men her bor kun 730.000 indbyggere, hvoraf godt halvdelen bor i og omkring statens eneste storby, Anchorage. Der findes kønnere og mere spændende byer i USA end Anchorage, vil en del nok medgive – undtagen indbyggerne selv, naturligvis. Et jordskælv i 1964 lagde store dele af byen i grus, og det forklarer de – selv efter amerikansk standard – relativt få gamle huse. Omgivelserne er derimod enestående. De evigt snedækkede bjerge, vildmarken og blanke søer er til stede næsten lige udenfor dørtærsklen. Alaskas største by er statens absolutte krumtap. Byen vinder ved et nærmere bekendtskab. Ud over naturomgivelserne er det især indbyggernes karakteristiske, noget ”rebelske” tilgang til tingene, der er iøjenfaldende. Folk i Anchorage føler sig sat noget til side af dem nede i ”Lower 48”. Denne vending hører man igen og igen med henvisning til de 48 stater langt nede mod syd. Alaska og Hawaii er som de sidste to af unionens 50 stater de eneste, som svæver frit udenfor det fysiske fællesskab. Som James Minton fra Anchorages turistkontor udtrykker det:

»Vi er så langt væk fra det kontinentale USA, at det tit er hurtigere for mig at flyve til Europa end til flere steder i ”Lower 48”. Jo, vi gør nok tingene lidt på vores egen måde og gradbøjer i et vist omfang reglerne,« siger han.

Og på sin egen måde føles det ligefrem charmerende i en nation, som ellers er solidt forankret i på- og forbud. Hastighedsbegrænsninger, eksempelvis, tages mere for vejledende, som én udtrykker det.

Museer – og dansk mad

Anchorage har et par museer, som bør ses, før naturen kalder, og det er helt sikkert den, de fleste kommer her for. Den indfødte befolknings rige kulturelle arv opleves nærværende i The Native Heritage Center, som er et frilandsmuseum med totempæle, modeller af primitive huse, kajakker, kanoer, fangstredskaber og et væld af andre genstande, som indkapsler datidens liv. Nu og da opfører centerets frivillige korps af ”natives” gamle danse og optrin. Ligeledes er et besøg på Anchorage Museum en værdifuld kilde til at forstå de oprindelige folks mange tusinde års kultur og historie. Museet viser også en interessant udstilling om det store jordskælv i 1964.

Alaska er den ultimative vildmarksoplevelse. Naturen byder på en vanvittig mangfoldighed, og der er uendeligt med plads.

Blandt verdens højest beliggende vinmarker

Fra mødet med oceanet og de indtagende fjorde er der noget frygtindgydende over Mt. McKinley, når man betragter Nordamerikas højeste bjerg rejse sig i sin massive hvide vælde foran os.
I Jens’ Restaurant på 36th Avenue føler man sig meget hurtigt hjemme. Flæskesteg, leverpostej, rødbeder, agurkesalat, hakkebøf, bornholmsk æggekage, to slags sild, kort sagt hele paletten af arketypiske danske frokostretter står på menukortet. Såvel navnet på restauranten som menukortet afslører hurtigt stedets danske aner. Annelise Hansen tager imod os, og beretter:

»Jens døde for tre år siden som 68-årig. Han var lidt af en levemand og døde vel egentlig af det. Men samtidig var han en ildsjæl, også omkring det kulinariske. Dybt respekteret i byen for hans vilje til at oplære andre yngre kokke. Vi kom hertil i 1969. Dengang var jeg 21 år. Selv efter så mange år taler jeg helt uden accent, fordi jeg holder sproget i live. Jeg hører Go’ Morgen Danmark hver dag. Café Hack ligeså. Og så læser jeg Billed Bladet, det er vist alle udenlandsdanskeres foretrukne, fordi det minder så meget om alt det, vi har forladt,« fortæller Annelise Hansen.

26 gletsjere – præcist

På rad og række byder gletsjerne sig til her i Prince William Sound. Vores katamaran, M/V Klondike, er en del af rederiet 26 Glaciers’ flåde. Fartøjet fører os i ekspresfart dybt ind i fjorden. Navnet på rederiet er ingen tilfældighed, for vi når faktisk at se 26 gletsjere i løbet af de fem timers sejlads i dette drømmeriske landskab af is, fjelde og masser af havdyr- og fugle. Sejladsen udgår fra kajen i den rare lille havneby, Whittier. Byen ligger såmænd kun hundrede kilometer sydøst for Anchorage, men føles som en verden væk fra storbyen. Alene køreturen hertil fra Anchorage er i sig selv det hele værd. Seward Highway byder på det ene panorama efter det andet. Især strækningen på Turnagain Arm imponerer med sine dramatiske bjerge og de blåglinsende fjorde. Sejlruten når op på næsten 240 kilometer i løbet af turen, og nogle gange kommer vi uhyre tæt på de kælvende gletsjere. Øredøvende naturlarm høres, når de op til 30 meter høje flager af is kollapser. Dette naturfænomen afføder da også en del bølger, som mærkes på dækket. Ombord slubrer vi fiskesuppe, krabber, havtaske og andre lækkerier i os. Vores energiske team-leader på båden, Lisa Kruse, lader stort set ingen spørgsmål ubesvarede:

»Jo, I befinder jer lige nu i et af Alaskas store vidundere. Husk på, at intet sted i USA finder I så meget uforstyrret natur som her. Vi havde en oliekatastrofe for nogle årtier siden, men teknikerne har været enormt dygtige, så naturen og dyrelivet har reetableret sig, og forholdene er bragt tilbage til før ”the disaster”,« fortæller hun.

Vilde dage på hundeslæde i arktisk Unesco-natur

Under sejladsen fører M/V Klondike os forbi en koloni af havoddere, som ligger og vugger på ryggene, derpå sæler, som varmer sig i solen. Eller granit-klippen hvor en stor gruppe søløver har valgt at holde siesta i den varmende sol. For ikke at forbigå de utallige store havfugle, som tæller prægtige ørne, der enten er på træk, eller som har valgt at yngle her hen over sommeren.

I Prince Williams Sound i syd er der et rigt fugleliv – både af permanente arter, men også trækfugle.

Fra mødet med oceanet og de indtagende fjorde er der noget frygtindgydende over Mt. McKinley, når man betragter Nordamerikas højeste bjerg rejse sig i sin massive hvide vælde foran os. Vi befinder os næsten 400 kilometer nord for Anchorage og knapt hundrede kilometer inde i Denali National Park, hvor vi står på et velvalgt udsigtspunkt med uforstyrret udsigt til Nordamerikas højeste bjerg. Kun enkelte skyer hviler dovent over gigantens top, og giver dermed et af de sjældne syn af den 6.168 meter høje mastodont, som ellers oftest er gemt bag skyer. Lige foran os breder tundraen sig i det uendelige til alle sider. Enkelte af de brune Grizzly og deres mindre fætre, sortbjørnene, lunter rundt i vildnisset efter bær. Før vinteren melder sig, skal bjørnene have fyldt godt op med mad, inden de mange måneders dvale sætter ind. Længere ude i horisonten anes flere hjorte-arter, blandt andet den amerikanske rensdyrrace, Caribou, og masser af elge, som spæner ud over de lavere liggende enge.

På første parket til et af Sydalaskas flotteste naturområder. En sejltur i Prince Williams Sound byder på en parade af gletsjere. Er man heldig at overvære en kælving, bliver det ikke større.

Her i Denali National Park, lidt under midten af Alaska, byder naturen på et af kontinentets mest ødede områder. Vildtet er ligeså overvældende som naturpanoramaet, og kigger man godt efter – og helst med brug af en kikkert – er der flere andre prominente dyr at spotte. Gråuvle og hvidfår som nogle af de mere sjældne. Men også det lille nuttede, næsten uanselige arktiske jordegern, der som det eneste pattedyr kan holde en kropstemperatur under frysepunktet.

Denali fra oven

Dagen efter oplever vi Denali fra luften ombord i en 10 personers turboprop fra selskabet K2. Kaptajn Jeff Babcock er vores styrmand, og hans hensigt er at lande flyet på en gletsjer. Vejret tillader det dog ikke, men det fjerner ikke en brik ved det ubegribelige syn af især Mt. McKinley, som Jeff nu og da er yderst tæt på – nogle gange så nært, at man føler vingespidsen røre klippevæggene. Han fører flyet ind igennem drabelige slugter, over bræer og gletsjere.

Piloten Jeff Babcock har et utal af flyvetimer bag sig. Der kræves også rutine og dygtighed, når man skal lande på en gletsjer i Denali-massivet.

Han fører flyet ind igennem drabelige slugter, over bræer og gletsjere.
Nede på en af gletsjerene ser vi et fly parkeret. Det er sikkert et fly, der har afleveret eller henter bjergbestigere, vurderer Jeff. De fleste bruger op mod tre uger på en bestigning fra basecamp i 2.300 meters højde.

Her finder du det gamle USA i det vilde vesten

Mt. McKinley er et af verdens farligste bjerge at bestige, selv om der findes et utal af højere tinder, men vejret, især så højt mod nord, skifter uophørligt, og selv i højsommer dykker temperaturen ned til minus 20 grader.

En køretur langs Denali Highway, som løber øst for nationalparken, belønner med udsigt til blanke søer. Husk altid at fylde tanken op med brændstof, når muligheden byder sig. Der er langt imellem tankstationerne.

Kun halvdelen af klatrerne lykkes det at nå toppen, og næsten hundrede personer har mistet livet i forsøget. Finalen er en flyvning helt oppe ved det øverste af massivet, som netop fremstår knivskarp ligefrem, men med skyer under og over sig.

Bjørne ser man næsten med garanti i Denali National Park. Her er nogle af dem i færd med at indsamle den sidste føde før vinterdvalen.

Selv om Jeff har tusinder af flyvetimer bag sig, kan en vis lettelse over at have sikker grund under fødderne ikke helt fortrænges.

Tre råd til rejsen

Mere info

www.denalialaska.com

www.talkneetnalodge.com

www.travelalaska.com

www.anchorage.net

www.icelandair.dk

Leje af bil er næsten uundgåeligt, hvis man vil opleve mindst de to i artiklen nævnte områder, med mindre man deltager i en grupperejse. Offentlig transport er sparsom. Èn undtagelse herfra er der dog: Alaska Railroad udgår fra Seward i syd, passerer bl.a. Anchorage, Talkeetna, Denali og ender i Fairbanks. Vejnettet er rimeligt veludbygget i syd omkring Anchorage og Prince William Sound, men også Kenai, som også er et populært turistområde. Vejkvaliteten er god på de største hovedveje, f.eks. Parks Highway mod Denali og den sidste egentlige by nord herfor, Fairbanks. Permafrosten forvolder dog tit skade på asfalten.

Vær yderst på vagt overfor vildtet, især elgene. Selv bjørne ses at strejfe på vejene. Sørg altid for at få tanket op, når en benzinstation dukker op. Man ved sjældent, hvornår den næste byder sig til.

Priserne i Alaska er generelt højere end i ”Lower 48”, hvilket hænger sammen med den lange transportvej for importerede varer. Hoteludbuddet er rimeligt ved de store naturattraktioner. Grand Denali Lodget er et fint hotel beliggende over en flod og tæt ved indgangen til Denali. Priser fra ca. 1.000 kr. pr. værelse. I Talkeetna kan Alaskan Lodge anbefales. Fra visse af værelserne er der flot udsigt til McKinley. Maden er udmærket, og forventeligt indgår fisk, især laks, og vildt hyppigt i retterne.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her