*

Ferie i Danmark

Oplev kongerækkens historie

Historien om Danmark og de danske regenter bliver genopfrisket i podcasten "Kongerækken".

Foto: Visit Denmark

Det kan være svært at huske kongerækken, men Anders Olling har øvet sig på lektien. Sammen med historiker Hans Erik Havsteen står han bag podcasten “Kongerækken”, hvor de genfortæller danmarkshistorien med afsæt i de enkelte regenter. Anders Olling guider her til de bedste steder at opleve de danske konger.

Besøg Valdemarkongerne

»For mig er det blevet sjovere at bevæge sig rundt i Danmark, efter at jeg er begyndt at læse om de danske konger. Kongerækken er spændende, fordi den er så dramatisk. Landskabet bliver mere spændende, hvis man ved, hvad der har udspillet sig af dramaer gennem tiden. I Ringsted finder man eksempelvis Skt. Bendts Kirke, der er en af Danmarks store middelalderkirker. Når man træder ind i kirken, får man fornemmelsen af at være i en domkirke, fordi kirkerummet er imponerende stort og veludsmykket.

Foto: Hans A Rosbach/Flickr

Blå bog

Anders Olling

Anders Olling er uddannet cand.mag i moderne kultur og kulturformidling fra Københavns  Universitet. 
Han har sammen med historiker Hans Erik Havsteen produceret podcasten ”Kongerækken”. I podcasten gennemgår de danmarkshistorien  regent for regent. 
Makkerparret har netop udgivet spillet ”Kongekort”, der blandt andet kan købes på www.kongekort.dk
Han har tidligere  været radiovært på Radio24syv, hvor han også har lavet en række radiodokumentarer. 
Anders Olling er formand for Københavns Radiobiograf, der er en festival for radio og podcast. Festivalen åbnede i 2013.

I sin tid var Skt. Bendts kongernes kirke, og her en række af middelalderens berømte konger og dronninger begravet. Kirken blev indviet i 1170 under en stor ceremoni, hvor Valdemar den Store fik kronet sin søn og ophøjet sin far, Knud Lavard, til helgen. Det var en stor triumf for Valdemar, som netop havde vundet en stor sejr over venderne, som var et hedensk folkefærd på den tyske ø Rügen. Der er indrettet et lille museum i kirken med historiske fund, som blandt andet tæller en lok af Dronning Bengerds hår, blypladen fra Valdemars grav og et eksemplar af Christian den 3.’s bibel.«

Den nye kongekirke

»I Roskilde finder man et af de steder, der viser kongerækkens lange historie. Besøger man Roskilde Domkirke, kan man se mange af kongegravene fra middelalderen og frem til i dag. Kirken blev fra 1400-tallet et populært sted for fyrstebegravelser.

Når man bevæger sig gennem domkirkens indre, bevæger man sig samtidig gennem historien og tidernes forskellige opfattelser af, hvordan konger skulle begraves. Christian den 4. ligger i et overdådigt barok-rum, mens senere konger ligger i lokaler, der er holdt i en lys og ren stil. Roskilde Domkirke tilbyder altså en historisk og kulturhistorisk tur, fordi gravene afspejler den tidsånd, de forskellige konger regerede i.

Den seneste kongegrav ligger uden for kirken. Frederik d. 9. havde aldrig brudt sig om, at han skulle anbringes ved siden af sine forgængere inde i kirken. Efter hans død tog Dronning Ingrid derfor initiativ til at etablere en udendørs begravelsesplads. Hun ligger også begravet på det udendørs gravsted, der er omkranset af en ottekantet rødstensmur. Roskilde Domkirke blev i 1995 optaget på Unescos Verdensarvsliste.«

Foto: Peter Søllner/VistitDenmark

Danmarks første Regenter

»Vil man opleve de første danske konger, skal man tage til Jelling. Der har været nogle konger, der går forud for Gorm den Gamle, men han regnes i dag som den konge, der starter kongerækken. Når vi i dag betragter ham som den første officielle konge, er det fordi, det lyder på den lille Jellingsten, at Kong Gorm rejste stenen til minde om sin afdøde kone, Thyra Danebod. Dermed er han den første konge, der bliver nævnt i en skriftlig kilde i Danmark i sin samtid. Den store runesten kaldes ofte for ”Danmarks dåbsattest”, fordi Gorms søn Harald Blåtand praler med, at han samlede landet og kristnede danerne. På den anden side af stenen ses Nordens ældste Kristusbillede, som i dag er gengivet i vores pas.

De to Jellingsten står lige uden for Jelling Kirke, som er en klassisk landsbykirke fra middelalderen. Man har fundet ud af, at kirken ligger oven på resterne af en trækirke, som Harald Blåtand kan have fået opført til ære for sin far. Under kirkens gulv har man fundet resterne af et skelet fra en midaldrende mand, og det kan være Gorm, der er blevet genbegravet i Haralds trækirke.«

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Biler
Test: Høj Peugeot i fin form med mindste motor
Vi tester Peugeot 3008, som vi sammenligner i versionerne med de to mindste motorer - en benzinmotor på 130 hk og en dieselmotor på 120 hk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her