*

Ferie i Danmark

Lenin på langs

Ved Storåen kan man se Danmarks største spinderok, drikke uldent øl, beundre et lille tempel, kigge på en storforbryder, hilse på en rasende dyr kvinde, trykke Guds Hånd samt besøge et observatorium.

Hvem skulle nu have troet, at storforbryderen Lenin lå til skue i flækken Lund ved Herning? Foto: Arne Rudi Jensen

Vi begynder uden for lands lov og ret. I Gludsted Plantage sydøst for Ikast, hvor Danmarks næstlængste å, Storåen, har sit udspring.

Her efter kun et par tusinde meter af åens 104 kilometer lange løb ligger det tidligere fængsel Kærshovedgaard godt gemt af vejen i plantagen. I øvrigt tæt på lokaliteten Tyvkær, og det er da et morsomt sammentræf.

Min rødlakerede rejsekammerat og jeg ruller ad skovvejene for at følges med åen, en kølig morgenbrise hilser os velkommen. Skulle vi få kolde fødder, kan vi genvinde varmen ved næste stop på turen, Ikast, thi det er uldjydernes hovedstad, og her forstår man sig på sokker og vanter og anden tekstil.

Danmarks største spinderok befinder sig naturligt nok i uldjydernes hovedstad Ikast. Foto: Arne Rudi Jensen

Noget af det første vi møder er således en kæmpestor spinderok i rundkørslen Jyllandsgade/Hyldgårdsalle. Den er hvidlakeret og fem meter høj, og den er kommet i Guinness Rekordbog som landets største spinderok.

Det var fabrikant Johannes Nielsen, indehaver af trikotagefabrikken ANKY, der i 1959 lod rokken fremstille. Den blev tegnet af den lokale arkitekt Johannes Knudsen, og en anden Johannes, med efternavnet Jensen og smed i Herning, stod for selve udførelsen. Dengang stod den på byens hovedgade, men da Ikast Kommune i 2009 fik rokken foræret, blev den flyttet ud i nye omgivelser. Og her kan den ses på lang afstand.

De uldne jyder

Den er et værdigt vartegn for uldjyderne, fællesbetegnelsen for folk fra den midtjyske hede omkring Ikast, Herning og Brande. Her suppleredes de sparsomme indtægter på de magre jorder med fåreavl og uldproduktion. Der blev fremstillet strikvarer og klæder, mange steder som husflid, men efterhånden også som små hjemmeindustrier. Handelsmænd og kræmmere opkøbte varerne og solgte dem videre til gårdmænd og husmænd på deres vandringer mellem lyngbakkerne.

Uldkræmmerne havde god afsætning, og de private uldspinderier blev grundlaget for den senere midtjyske tekstilindustri.

Hedens huspoet, Steen Steensen Blicher, har skrevet om den uldne periode, da spinderokken gik, i ”Hosekræmmeren” og ”E Bindstouw”. Men det hele er ikke blot fortidig snak. Ulden trækker sine tråde op til nutiden.

Der er selvfølgelig et værtshus i Ikast, der hedder Spinderokken. Det ligger på Strøget, og da jeg kommer forbi sent på formiddagen, er der allerede livlig aktivitet i lokalerne. Et populært lokalt vandhul, kan vi forstå.

Og når det gælder øllet, kan man i byen vederkvæge sig med mærker som Uldjyden, Spinderokken og Hosekræmmeren. Øllene brygges af Ikast Mikrobryg, et af landets mindste bryggerier. Det findes på en villavej, hvor brygmester Mads Deichmann har sine tanke i en ombygget garage. Alt er håndlavet og styret af mester selv.

Der er masser af flotte detaljer at studere i Bjørn Nørgaards tempel foran Ikast Kirke. Foto: Arne Rudi Jensen

Ølbrygningen er en sidebeskæftigelse for Deichmann, der er skolelærer. Hvis hans undervisning er lige så stærk som hans øl, må det være en fornøjelse at gå i skole hos ham.

En idé til sommeraftenerne: Her er et par af de steder, hvorfra du kan se stjernerne på en lys sommeraften

Man kan få det store overblik over Ikast fra toppen af det gamle vandtårn midt i byen. Fra 1948 til 1987 forsynede det Ikast med drikkevand, nu er det blevet til udsigtstårn, og tillige er der indrettet et lille museum.

Herfra kan man se stadens store kirke, men det er et kunstværk i forbindelse med kirkebygningen, der tiltrækker opmærksomheden. En 5,5 meter høj bikubelignende skulptur, skabt af kunstneren Bjørn Nørgaard, har siden 2012 kastet glans over kirkepladsen.

Skulpturen består af tre ydre og tre indre skaller, de ydre i bronze, guldbelagt på indersiden og med motiver fra det gamle testamente. De indre skaller er udført i poleret stål med motiver fra det nye testamente. Her er nok at gå på opdagelse i under stjernen i toppen af kuben. Og med det skiftende lys og farvespil bliver man ganske betaget.

Internationalt format

Navnet på herligheden er ”Riv dette tempel ned”, med henvisning til et citat af Jesus i Johannesevangeliet kapitel 2 vers 19: ”Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage”. Templet, der står på en Davidsstjerne af granit, har kostet 6,7 millioner kroner, penge som hovedsagelig er kommet fra Ny Carlsbergfondet og Realdania. Nu har Ikast fået en attraktion i internationalt format.

Vi drager ned i Ikasts baghave, forbi jernbanestationen, og så slår vi igen følge med den store å. Lidt længere ude mod vest slår åen en bue uden om Herning, som om den er blevet fornærmet over et eller andet i hedens selvbevidste metropol. Vi når til Gjellerup nord for Herning, da jeg ved et vejkryds får øje på et par travestøvler.

De ligner et par udtrådte militærstøvler uden snørebånd, og de er ikke lige til at stikke fødderne i: De er lavet af bronze. De er en del af et mindesmærke for Danmarks betydeligste folkemindesamler Evald Tang Kristensen (1843-1929). De gamle travestøvler – og dem har Tang virkelig haft brug for på sine utallige vandringer efter gode historier – er skabt af Erik Heide.

Guds Hånd præsenterer Holstebro Kirke i miniudgave. Bagved ses den store model. Foto: Arne Rudi Jensen

Efter denne støvledans skal vi ikke køre langt, før et utroligt syn møder os: Lenin, en af verdenshistoriens største forbrydere, der malede Rusland rødt med blod, ligger svævende i luften på en græsplæne foran en bondegårdslænge.

Hvad er nu det? Hvad laver denne bronzeskulptur i flækken Lund? Jo, historien er den, at den midtjyske tekstilmatador og bøfkonge, Aage Damgaard, der også var en stor kunstsamler, gerne ville have lidt pynt foran sin gård. Og da Sovjet blev opløst, og Lenin, Stalin og andre diktatorer blev væltet af soklerne, købte Damgaard sin statue af Lenin i Jelgava i Letland i 1990 og fik den med stort besvær transporteret til Lund.

Letterne ville til stor overraskelse kun sælge statuen, skabt af deres anerkendte landsmand Otto Kalejs, hvis de kunne få en tilbagekøbsret på 10 år – og til samme pris. De var nok bange for, at kommunismen skulle vende tilbage, og at der igen ville blive brug for Lenin i gadebilledet.

Lige i øjet!

Aage Damgaard henvendte sig til kunstneren Sven Dalsgaard for at få et råd om, hvordan man kunne præsentere despoten i forhaven. Dalsgaard foreslog at delinkventen blev anbragt på to stålgafler, og sådan blev det. Så kunne massemorderen ligge og tænke lidt over, hvad demokrati er.

Og hvis der er en statue, som man ønsker, at fuglene skal skide på, så er det denne. Gerne lige i øjet.

Videre går det på eng, i mose, på hede, ad småveje og spredt bebyggelse. Kilometer efter kilometer. Der kan tænkes gode tanker i det stille landskab. Og så er der pludselig noget, der hedder Yllebjerg. Det er da også hyggeligt et se bjergtinder i horisonten, 46 meter rager den markante bakkeø op. Knolden ligger på kanten af Storådalen og kan byde på en bevoksning af lyng og krat. Forekomster som der er rigelige af på min færd.

Vi er nu godt på vej mod Holstebro, men beslutter at krydse åen for at kigge nærmere på Tvis Kloster og Tvis Vandmølle.

Guide: Her er det gamle London, som man kun ser, hvis man ved, hvor man skal lede

Klostret blev grundlagt i 1163, det blev kaldt Tuta Vallis (Den sikre Dal), da det lå mellem to åløb og omgivet af sandbanker, altså godt beskyttet. Der var i årenes løb et klokkestøberi i klostret, endnu i dag findes klokker fra Tvis i Hjerm-, Lomborg-, og Vejrum kirker. I 1698 var klostret så forfaldent, at det blev jævnet med jorden, og der blev i stedet bygget en kirke.

Tvis Mølle i flot sommerdragt og med rullende møllehjul. Der er fri adgang til møllens museum. Foto: Arne Rudi Jensen

Den holdt stand til 1889, da sognerådet søgte om tilladelse til at rive kirken ned. Man gik i gang med arbejdet, og da man endelig fik afslag på ansøgningen, var der kun murbrokker tilbage. Ups. Kirkegården blev dog bevaret, og det er den sidste rest der kan ses af de hellige byggerier. En jernlåge mellem et par murstenssøjler i kampestensmuren leder ind til kirkegården, hvor man har rejst en mindesten på det sted, hvor den nedrevne kirkes alter stod. Derudover ses spredte gravsten og jernkors på den fredfyldte plet.

Væggene kan tale

Tvis Mølle derimod står i al sin pragt, fint restaureret med stråtag, gulkalkede tavler, spåntækning og rullende møllehjul. I møllen er der indrettet et museum, man har fri adgang – husk at lukke døren – og så kan man på store plancher studere såvel møllens som det gamle klosters historie. Hvis vægge kunne tale – og det kan de her.

Der er en rasteplads på møllens grund til såvel sejlfolket som vejfarende. Ved anløbspladsen angiver et skilt: ”Næste teltplads Naur, 45 kilometer, cirka tre en halv times sejlads”. Så er man et stykke på den anden side af Holstebro, men nu skal vi først lige igennem den nordvestjyske by.

Den snor Storåen sig igennem, og åen har i flere tilfælde spillet med musklerne i Holstebro og skabt store oversvømmelser. Der er dog ingen vand i gaderne, da jeg drager gennem byen – og så alligevel. I den øvre del af Nørregade strømmer vandet ned ad to parallelle mure, placeret i et bassin. ”Vandkunsten”, som er det officielle navn, er skabt af Helge Bertram, men i daglig tale hedder installation naturligvis Grædemuren. Den er tænkt som en nordlig byport.

Kvinde på Kærre eller Maren o æ Woun, som hun også kaldes, er blevet et godt parti, hun har rundet de 100 mio. kr. i værdi. Foto: Arne Rudi Jensen

Byen rummer i det hele taget så meget kunst i det fri – byrummet hedder det med et rædselsfuldt moderne udtryk – at man sagtens kan få en dag eller mere til at gå med at lade sig begejstre. Og vi kan lige så godt med det samme tage byens mest berømte værk i øjesyn. Ikke langt fra Grædemuren står ”Kvinde på Kærre” tynd som en strikkepind foran det gamle rådhus, bag hvis charmerende mure nu turistbureauet residerer.

Den uanselige lille kvinde, i lokale munde omtalt som ”Maren o æ Woun”, er skabt af den verdenskendte schweiziske billedhugger Alberto Giacometti (1901-1966). Holstebros borgmester Kaj K. Nielsen rejste i 1965 sammen med kommunaldirektøren til Paris for at købe figuren, som de måtte betale 210.000 kroner for. Heraf betalte Ny Carlsbergfondet de 60.000.

Borgmesteren genvalgt

Beløbet var så stort, at køberne ikke turde afsløre kunstværket før det kommende kommunalvalg var overstået, og bronzekvinden blev placeret i et depot. Først i marts året efter blev klædet hevet af Maren, og der gik et sus gennem forsamlingen, da det blev klart, at man havde fået så lidt for så meget. Men borgmesteren – han var blevet genvalgt.

Og det var han sikkert også blevet, hvis man dengang havde kunnet se ind i fremtiden. ”Kvinde på Kærre” er i dag vurderet til langt over 100 millioner kroner.

Det er vist første og eneste gang en socialdemokrat har haft held med pengesager.

Holstebroborgerne tog efter langvarig og hidsig debat efterhånden den spinkle kone til sig, og det var humoren, der brød isen: Nu begyndte folk at lægge madpakker foran Maren, så hun kunne få lidt huld på kroppen. Hun var jo alt for tynd til at klare vind og vejr.

Men hun stod imod, og da hendes værdi efterhånden steg til astronomiske højder, blev man bange for, at nogen skulle rende med hende. Så nu sørger en elevator-anordning for, at hun hver aften hejses ned i et sikret rum under jorden og først kommer til syne igen, når dagslyset bryder frem. Inden vi forlader den standhaftige dame, spørger jeg Maren, hvordan hun har det. Hun svarer ikke, men jeg fornemmer et glimt i hendes øje, der røber, at hun stortrives. Og det mangler da bare med høj sol og sommer.

Gastronomisk odyssé på Sydhavsøerne

Kunstneren Bjørn Nørgaard – der var han igen – har lavet cirkelformede udsmykninger i Nørregades belægning, hvor vandet om sommeren risler stille hen over stenene fra en kilde i cirklernes midte. Og på toppen af gågaden, ved Nørreport, står et af hans mesterværker, i hvert fald på disse enemærker: Skulpturen ”Borgerne fra Holstebro” fra 2004,

Oven på et stenfundament, båret af to granitsøjler, befinder der sig tolv personer i forskellige stillinger og positioner. De er modelleret efter tolv udvalgte personer fra byen – seks kvinder og seks mænd. De blev fotograferet og afstøbt i gips, og så skulle man tro, at man kunne genkende købmandens datter og tante Oda fra Østergade. Men det kan man ikke, for mester Nørgaard ændrede på modeller og kroppe, så ingen ville kunne kende sig selv.

Pige med øjne i nakken

Når man kredser rundt om det figurative landskab kan man godt få øje på mange af fællestrækkene – og så er der også manden med to hoveder og pigen med øjne i nakken.

De tolv figurer, støbt i bronze, er en nutidig udgave af Jesu disciple, der skal fortælle fremtiden om vor tid. Den imponerende skulptur er samtidig en fri omskrivning af den franske billedhugger Auguste Rodins kunstværk ”Borgerne fra Calais” fra 1886. De fire millioner kroner, som Nørgaards kunstværk kostede, er givet særdeles godt ud. Og så var det endda en gave til Holstebro fra Ny Carlsbergfondet.

Det var ikke blot fodboldspilleren Maradona, der gjorde brug af ”Guds hånd”, da han scorede mod England, Guds Hånd ses også i Holstebro. På kirkepladsen foran Holstebro Kirke rækker en kæmpemæssig bronzehånd ud mod de forbipasserende – på de udstrakte fingre står en miniudgave af den bagvedliggende kirke. Hans Pauli Olsens skulptur hedder ”Kirken”, og det er Herrens hånd der inviterer til at komme indenfor og studere kirkerummet eller måske synge med på en salme.

Vemb Kirke er med sin lille klokkekam et stykke arkitektonisk lagkage. Foto: Arne Rudi Jensen

Skulpturen blev stillet op på Kirkepladsen ved kirkens 100 års jubilæum i 2008.

Vi kører vestpå mod Bur – og nej, jeg så ingen burhøns. Videre til stationsbyen Vemb, i den østlige udkant af byen ligger den lille charmerende, hvidkalkede kirke med en klokkekam, der sender tankerne sydpå til varme himmelstrøg.

Kammen er sat i 1800-tallet, men klokken er en gammel sag fra 1340 og støbt af mester Nicolaus, der også er ansvarlig for klokken i Naur Kirke. Vemb Kirke er opført i 1200-tallet, og under træloftet er der plads til 80.

Observatorium på marken

En god kilometers penge syd for kirken ligger Skærum Mølle, hvor lillebror møder storebror. Det er brødrene Storåen og Lilleåen, der udveksler vande. Og når man kommer anstigende bliver man forbavset, når man på møllens gamle teglværksgrund ser et – observatorium. Herude midt på landet. Det er i hvert fald hvad den finurlige rødstensbygning ligner med sin blytækkede kuppel.

Og det er da også meningen, at der skal indrettes et stjernekiggeri under kuplen, men ellers må man nøjes med at vende hver en sten. Huset for Sten og Stjerner, som det hedder, rummer nemlig en omfattende geologisk samling, som amatørgeologen Carlo Møller skænkede til Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle.

Mineralerne, ædelstenene og bjergarterne skulle anbringes et passende sted, og man lod kunstneren Per Kirkeby stå for opgaven. I 1996 stod det storslåede hus færdigt – næsten som en moderne udgave af en kirke med våbenhus, kor, skib, apsis og tårn. En stensikker attraktion er det i hvert fald.

Vi følger åen på vej til enden ved at køre sydpå langs jernbanen og dreje mod vest og Kytterup. Da jernhesten og jeg knaser os vej det sidste lille stykke ad grusvejen forbi pumpehuset, står vi ved Kytterup Havn og Felsted Kog, hvor Storåen sender sin stille strøm ud i Nissum Fjord.

Man skulle tro, at Monet havde været her og malet alle de åkander, der med gule blomster befinder sig rundt omkring jollerne og de små fiskerbåde i havnen. En lille idyllisk plet, hvor man meget passende har indrettet shelters, så folk, der betages af stedet kan blive og overnatte. Vi skal dog notere, at der ikke er drikkevand på pladsen, og man må nøjes med muldtoilet.

Ruten:

Kærshoved, Ikast, Gjellerup, Lund, Sunds, Yllebjerg, Tvis, Holstebro, Bur, Vemb, Kytterup.

Tre råd til rejsen

Herning Museum har en udstilling om folkemindesamleren Evald Tang Kristensens virke. Han samlede i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet 4.000 viser og melodier, 2.700 eventyr, 2.500 skæmtehistorier og 25.000 sagn.

Syd for Vemb ligger herregården Nørre Vosborg og byder sig til bag en charmerende portbygning med ur og blykuppel. Herresædet blev grundlagt i 1575, nu til dags er der kultur og madtempel og festlokaler i de flot renoverede bygninger.

Ved Felsted Kog findes en af landets største sammenhængende rørskove, der har skabt arbejdspladser for rørskærere og tækkemænd. Og et godt skjul for de mange vandfugle ved Storåens udløb.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Syv fantastiske oplevelser i Kinas gamle kulturby
Suzhou, som kaldes Østens Venedig på grund af de mange kanaler, rummer nogle af Kinas smukkeste haver, templer og museer med genstande, der fortæller byens flere tusind år lange historie. 
Se flere
Syv fantastiske oplevelser i Kinas gamle kulturby
Suzhou, som kaldes Østens Venedig på grund af de mange kanaler, rummer nogle af Kinas smukkeste haver, templer og museer med genstande, der fortæller byens flere tusind år lange historie. 
Se flere
Mange har sprunget 2017 over
4 af 10 aarhusianere har endnu ikke interesseret sig for kulturhovedstadsåret. Det er som forventet, mener både borgmester og ledelsen af Aarhus 2017. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her