*

Ferie i Danmark

Gåsehud for alle pengene

Meld dig ind i en vinterbadeklub, eller tag på weekendophold med inkluderet koldt gys, hvis du trænger til at komme ud af din komfortable zone. Flere klubber tilbyder et gratis prøvedyk, hvis du kender et af medlemmerne i forvejen.

Den gamle badeanstalt

En af Danmarks ældste vinterbadeforeninger holder til på Helgoland Badeanstalt ved Amager Strandpark. Foreningen ”Det Kolde Gys” blev oprettet i 1929 og tiltrækker i dag næsten 4.000 medlemmer fra det meste af hovedstaden.

Klubben er samlingssted for flere generationer af vinterbadere, og de fleste medlemmer er enten unge eller over 60 år.

For at kunne anvende Helgolands faciliteter skal du være medlem af klubben, men så har du til gengæld også adgang til omklædningsrum og sauna.

Navn: Det Kolde Gys

Adresse: Blågårds Plads 10, 4.tv, 2200 København N

Pris: 500 kr. for et års medlemskab. Nye medlemmer betaler også 800 kr. i et indmeldelsesgebyr. Børn har gratis adgang sammen med deres forældre, indtil de fylder 15 år. Herefter får de halv pris, indtil de fylder 18 år.

Venteliste: Åbner for optagelse august/september 2016.

Introduktion: Det er obligatorisk for nye medlemmer at deltage i et introduktionsmøde.

Hop i vandet fra Grenen

Efter en kold dukkert har mange nok travlt med at komme op og få varmen igen. Mange klubber har derfor tilknyttet en sauna. Foto: Skallerup unknown

Ønsker du at dyppe tæerne i vandet ud for Danmarks nordligste punkt, så skal du opsøge klubben ”Isbryderne”.

Vinterbadeklubben holder til i Skagen og arrangerer for femte år i træk ”Skagen Vinterbader Festival”, hvor der er morgenbadning fra stranden ud for Grenen Camping.

Rettelse

I en tidligere udgave af denne artikel stod der fejlagtigt, at Vikingeklubben Jomsborg kun er for mænd. Det er ikke korrekt.

I artiklen stod der også en forkert pris på et weekendophold hos Skallerup Seaside Resort.

Jyllands-Posten beklager fejlene.

Klubben stiller et lille lokale til rådighed, når der skal klædes om, men der er ikke sauna eller andre faciliteter. Selve dukkerten foregår direkte fra stranden, og man kan derfor let justere, hvor dybt man vil ud.

Navn: Isbryderne

Adresse: Vendelbovænget 2, 9900 Skagen

Pris: 177 kr. for et års medlemskab. Nye medlemmer kan tage et prøvedyk sammen med en af klubens medlemmer. Mød blot op ved badehuset, der ligger for enden af strandpromenaden ved Østre Strandvej.

Det første helårshavnebad

I Aalborg har man vinterbadet i Limfjorden i mere end 100 år. Fjorden er et attraktivt badested, der løber gennem byens havn med Nørresundby på den modsatte bred.

Men nu er det også muligt at bade i byens havnebad året rundt.

Havnebadet er en del af den forvandling, som Aalborg har været igennem de seneste år. Havnefronten er blevet omdannet til et område med mange sports- og kulturtilbud, og på havnebadet er der livreddere, der holder øje med det store bassin, hvor vandet er ni meter dybt og de to børnebassiner, hvor man kan nøjes med at vinterbade i 70 eller 90 centimeters dybde. Indmelding fra september til april.

Klub i Limfjorden: Isbjørnen

Adresse: Ralvej 14, 9000 Aalborg

Pris: 600 kr. for et års medlemskab. Alle kan bruge Isbjørnens badebro, men man skal være medlem for at få adgang til omklædningsrummet og saunafaciliteterne. Medlemmer må have en gæst med til prøvebad én gang. Klubben optager nye medlemmer fra 1. september til 15. maj.

Introduktion: Det er obligatorisk for nye medlemmer at deltage i et introduktionsmøde, hvor du hører mere om klubben og møder de andre medlemmer. Mødet koster 150 kr.

Klub i Havnebadet: Lillebjørn

Adresse: Slotspladsen 1, 9000 Aalborg

Pris: 250 kr. for et års medlemskab. Nye medlemmer betaler 100 kr. for en nøglebrik, der giver adgang til havnebadet og klubbens faciliteter. Det er muligt at få et gratis prøvedyp, inden du beslutter dig for, om du vil være medlem af klubben.

Introduktion: Det er obligatorisk for nye medlemmer at deltage i et introduktionsmøde.

Dameaften i saunaen

Torsdag aften er saunaen ved Storebæltsbadet forbeholdt kvinder, men resten af tiden er alle velkomne til at få varmen i den store sauna. Kvinderne bliver til ”Skjoldmøer”, og mændene til ”Vikinger”, når de har taget deres første dukkert i det kolde vand. Badningen foregår fra træbroen, hvor der er en trappe, så man langsomt kan træde ned i det kolde vand, hvis man ikke har lyst til at hoppe i med det samme.

Navn: Vikingelauget Erik Klipping

Adresse: Wørishøffersgade 10, 5800 Nyborg

Pris: Ikke oplyst

Venteliste: Åbner for tilmelding september 2018

Danmarks største sauna

Når du kommer op af det kolde vand, er det skønt at få varmen igen. Tager du en dukkert i Vesterhavet hos Skallerup Seaside Resort, har du mulighed for at blive opvarmet i Danmarks største sauna.

Fra saunaens bænke er der udsigt til havet, og du kan måske være heldig at spotte andre, der er ude i det kolde vand.

Resortet tilbyder et tredages weekendophold med fri adgang til sansesaunaen, hvor der er lys- og lydeffekter, som skaber en afslappet oplevelse, der skal bringe balance og ro i sindet.

Navn: Skallerup Seaside Resort

Adresse: Nordre Klitvej 21, 9800 Hjørring

Pris for weekendophold: 1.195 kr. pr. person ved min to personer. Dækker overnatning, mad, aktiviteter samt fri adgang til sauna.

Pris for sansesauna: Gæster i Romulus Spa & Wellness og Vandland kan benytte sansesaunaen. Spa koster fra 250 kr., mens vandlandet koster fra 75 kr.

Pris for vinterbadning: Gæster, der overnatter på Skallerup Seaside Resort, kan deltage i morgenbadning i Vesterhavet to gange om ugen og har gratis adgang til sansesaunaen.

Bad med sælerne

I Kattegatcentret i Grenaa bliver de besøgende opfordret til at gøre som sælerne: Start dagen med et koldt gys. Vinterbadningen bliver kombineret med hyggesnak, varm kaffe og udsigt til solopgangen. Klubben sørger for at skabe en god stemning ved at sætte lanterner med stearinlys frem på badebroen, og dukkerten foregår i vandet ved siden af det store sælanlæg, hvor centrets tre sæler bor.

Navn: Kattegatcentrets Vinterbadeklub

Adresse: Færgevej 4, 8500 Grenaa

Pris: 320 kr. for et årskort til Kattegatcentret for voksne og 180 kr. for børn. Borgere i Norddjurs Kommune får halv pris på årskortet. Et enkelt dyk koster 30 kr.

Mænd og kvinder i Aarhus Bugt

”Vikingeklubben Jomsborg” er både for mænd og kvinder. Når der bliver badet garanterer klubben, at hele området er fotograferingsfri zone med undtagelse af enkelte lejligheder, hvor der bliver holdt dåb, nytårsgus, eller når isen tager fat. Når fotograferingen er tilladt, vil det være tydeligt markeret, og man bader i Aarhus Bugt fra Den Permanente Badeanstalt ud for Risskov ved Aarhus.

Navn: Vikingeklubben Jomsborg

Adresse: Den Permanente Badeanstalt, Salonvejen 1, 8240 Risskov

Pris: 600 kr for et års medlemskab. Klubben optager nye medlemmer fra 1. september til 31. oktober. I december, januar og februar kan medlemmer tage en gæst med. Medlemmet er vært for gæsten og skal udfylde et gæstekort, som ligger i klubhuset.

Introduktion: Det er obligatorisk, at nye medlemmer deltager i et introarrangement. Her bliver du vist rundt på klubbens faciliteter af en erfaren vinterbader.

Dyk i landets dybeste sø

Frosten har sat ind, og det er højsæson for vinterbadning. Arkivfoto: Svanemøllebugtens Vinterbadelaug

Hvis du hellere vil tage din første vinterdukkert i en sø i stedet for det åbne hav, så kan du besøge ”Kinabugtens Venner”, der vinterbader i Furesøen ved Holte nord for København. Badeanlægget ligger på nordsiden af Næssen ved den del af Furesøen, der hedder Store Kalv. Når du hopper i vandet, er der udsigt til vandskiklubben, yachtklubben og restaurant Jægerhuset, hvor du kan nyde en varm forfriskning efter badeturen – for der er nemlig ingen sauna i nærheden. Dypper du kroppen i søen, kan du blære dig med at have vinterbadet i Danmarks dybeste sø, der har hele 37,7 meter ned til bunden.

Navn: Kinabugtens Venner

Adresse: Parkering ved Dronninggårds Alle 126, 2480 Holte

Pris: Ikke oplyst.

Oplev saunagus

I Finland har man stort set altid en spand vand og en øse med i sauna, så der med jævne mellemrum kan kastes lidt vand på de varme sten. Når vandet rammer stenene, opstår en bølge af varm damp, der føles meget varmere end resten af lokalet. Dampen kaldes for saunagus, og når gusen rammer kroppen, opleves det som om, lokalet er 130-140 grader varmt, selv om temperaturen ikke kommer over 90 grader. I klubben ”Svanemøllebugtens Vinterbadelaug” mødes medlemmerne til saunagus, når de har været en tur i bugtens kolde bølge. Klubbens gusmestre afholder saunagus to gange om ugen.

Navn: Svanemøllebugtens Vinterbadelaug

Adresse: Svaneknoppen 7, 2100 København Ø

Pris: 750 kr. for et års medlemskab. De første to år bliver du også opkrævet et badehusbidrag på 400 kr. På udvalgte dage kan medlemmer tage gæster med, som har mulighed for at prøve at vinterbade.

Venteliste: Skriv dig på venteliste for at blive optaget, og regn med en optagelsestid på to sæsoner. Når du tilmelder dig ventelisten, bliver du opkrævet et indmeldelsesgebyr på 310 kr

Tag dit barn med

Har du svært ved at finde modet frem til at hoppe i det kolde vand, så kan det måske være en hjælp, hvis du ser, at dine børn tør. I ”Hasle Badeklub” er børn under 16 år velkommen til at tage en kold dukkert søndag eftermiddag, og I kan derfor gøre vinterbadningen til en fælles oplevelse for hele familien. Pak håndklæder og badetøj til en anderledes udflugt, og tag børnene med i sauna efter badeturen. Saunaen er for medlemmer, der får en kode til døren. Saunaen kan kun rumme cirka otte personer ad gangen, så det er små forhold.

Navn: Hasle Badeklub

Adresse: Havnen 27, 3790 Hasle

Pris: 400 kr. for et års medlemskab. Gælder fra 1. oktober til og med 31. maj. Børn er gratis i følge med et voksent medlem. Gæster kan tage med i saunaen for 20 kr.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Pas på de dyre satellitforbindelser på rejsen
Dyre satellitopkald om bord på færger eller tæt ved kysten kan ende med at koste dig dyrt, da selskaberne ofte benytter sig af en privat og dyrere operatør. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her