*

Rejser

Undgå de største gebyrfælder i udlandet

Der kan være mange gebyrfælder at falde i, når du skal bruge dit visakort eller mastercard i udlandet. To eksperter peger her på de værste af slagsen.

FRANDSEN FINN

Det er ikke altid, at man husker at få hævet penge hjemmefra, og så kan dit kreditkort vise sig at være din bedste ven på ferien eller forretningsrejsen.

Fakta

Slip for de ekstra udgifter

  • Hæv penge hjemmefra, så du undgår de dyre gebyrer på kontanthævninger i udlandet.
  • Brug så vidt muligt dit visakort eller mastercard, når du skal betale for regninger på restauranter, hoteller og deslige.
  • Sig altid nej, hvis supermarkeder eller hæveautomater spørger, om du vil betale eller hæve beløbet i danske kroner, når du betaler med kort.
  • Skal du leje en bil, bør du undersøge på forhånd, om du kan bruge dit visakort som garanti. Visse biludlejere kræver nemlig, at du skal bruge et kreditkort.

Kilder: Troels Holmberg, Ann Lehmann Erichsen.

Men bruger du dit kort i udlandet, åbner det også op for flere fælder, som du kan falde i.

En af de mest kendte fælder er, hvis du bliver overbevist om at betale med danske kroner ved kassen i supermarkedet eller ved hæveautomaten i udlandet.

Det fortæller Troels Holmberg, der er seniorøkonom ved Forbrugerrådet Tænk.

- Det bliver mere og mere almindeligt, at de (kassemedarbejderne, red.) spørger, om du vil betale i danske kroner eller i euro, når du står ved kassen i udlandet. Her skal du altid vælge euro eller den udenlandske valuta, der gælder i det pågældende land, siger han.

Vælger du at betale med danske kroner, risikerer du, at beløbet bliver omvekslet til en langt højere kurs, end hvis du have valgt at betale med den udenlandske valuta, fortæller Troels Holmberg.

- Samme regler gælder, hvis du står ved den udenlandske hæveautomat - så skal du også takke nej til, at omvekslingerne sker i danske kroner, for det bliver en langt ringere kurs, end den som banken eksempelvis vil give dig, siger Troels Holmberg.

Uanset hvordan du vælger at hæve penge i udlandet, kommer du ikke udenom at skulle betale et gebyr.

Standardgebyret hos bankerne ligger ifølge Troels Holmberg på 30 kroner for et visakort. Men flere banker er nu begyndt at hæve gebyret, så det fremover ligger på 40 kroner.

På et mastercard ligger gebyret på mellem 40-50 kroner for en kontanthævning i en automat. Det kan derfor betale sig at få hævet penge hjemmefra.

Det kan også være en god idé at have to kreditkort med på ferien, lyder det fra Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom hos Nordea.

Der er nemlig stor forskel på, hvor meget du dagligt må hæve på et visakort og et mastercard, fortæller hun.

- Med visakortet skal du vide, at du kun kan hæve 2000 kroner i døgnet, så det er godt at have to kort med, siger Ann Lehmann Erichsen.

Den maksimale daglige hævegrænse for mastercard skifter fra bank til bank. Ifølge Ann Lehmann Erichsen ligger beløbet typisk på 6.000 kroner.

Vil du leje en bil på ferien, kan det også være en god idé at have et andet kort med end kun visakortet.

Visse biludlejere stiller nemlig krav om, at du skal bruge et kreditkort - såsom et mastercard - for at stille garanti. Har du ikke det, kan du blive tvunget til at tegne en forsikring.

- Visakort er et kontantkort og ikke et kreditkort, og derfor vil nogle biludlejere ikke tage imod det, siger Ann Lehmann Erichsen.

Ifølge seniorøkonom Troels Holmberg er det en ærgerlig praksis, der er begyndt at brede sig blandt flere udenlandske biludlejere, at man kun kan bruge sit kreditkort som sikkerhed.

Han råder derfor til at læse det med småt, inden man tager hjemmefra, så man ikke står over for en grim overraskelse, når bilen skal afhentes.

/ritzau fokus/

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her