*

Rejser

Aktivister angriber turister i Spanien: »Det er en invasion«

I nogle af Spaniens mest turistfyldte områder, f.eks. i Barcelona og på Mallorca, har lokalbefolkningen efterhånden fået nok.

Turister opfordres til at være på vagt, når de bevæger sig rundt i Barcelona efter flere angreb i løbet af sommeren. Foto: AP/Manu Fernandez

Der er for mange turister i Barcelona og på Mallorca, mener nogle lokale grupper, som har taget voldsomme metoder i brug for at vise deres utilfredshed.

Gruppen "Arran" har både angrebet turistbusser i Barcelona og saboteret lejecykler i den catalanske storby. På Mallorca har aktivisterne kastet røgbomber på stranden i Palma og demonstreret med bannere.

Flere gange i løbet af sommeren har der været protester mod, hvad demonstranterne kalder »en invasion« af turister. Gruppen, som tilhører den yderste venstrefløj, protesterer også mod den »kapitalistiske model«, hvor få mennesker får indtægterne og, ifølge Arran, forværrer levevilkårene for flertallet af spaniere.

"Turisterne har ødelagt Barcelona"

»Vi er ikke imod turister eller turisme som sådan,« lyder det fra gruppen i et blogindlæg dateret den 6. august.

Vi kan ikke love, at der ikke kommer flere angreb.
Talskvinde for Arran
Imidlertid lader det dog til, at nogle af Arrans støtter også har noget imod turister helt generelt. Ifølge den britiske avis The Times har Arran varslet flere angreb på turister, hvis ikke situationen bliver bedre.

»Vi kan ikke love, at der ikke kommer flere angreb,« siger Laura Flores fra Arran til avisen.

Turister opfordres til at være på vagt, når de bevæger sig rundt i Barcelona.

Byens borgmester, Ada Colau, har fordømt angrebene og fordømmer på sin Twitter-profil Arrans skræmmende metoder.

»Protester mod turisme må aldrig betyde, at man skræmmer folk eller ødelægger ting,« lyder det fra borgmesteren.

Top 20: Her rejser danskerne hen på sommerferie

Barcelona er en af Europas mest populære destinationer, og byen har i årevis haft udfordringer med et stigende antal turister.

I 2015 tog borgmester Ada Colau selv initiativ til at forsøge at bremse tilstrømningen ved midlertidigt at stoppe udstedelsen af tilladelser til overnattende gæster på hoteller. Der er også blevet iværksat tiltag mod udlejningsportaler som Airbnb.

I en dokumentar fra 2015 fortalte flere af Barcelonas indbyggere, hvordan turisterne efterhånden har indtaget hele bydele, skubbet lokalbefolkningen ud af steder som ved Ramblaen, og hvordan livet i byen er blevet "uudholdeligt" for den almindelige catalaner.

Resten af Spanien oplever også en stigende tilstrømning. I første halvår af 2016 steg antallet af turister med 12 pct. i forhold til året før.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Bolig
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her