*

Rejser

Pas på vægten i din campingvogn

Vi vil gerne have det hele med på ferie, og campingvognen har masser af plads. Men det er først, når man kender vognens nøjagtige vægt, at man også kender lasteevnen.

Campingorganisationerne har i mange år arbejdet på at få campisterne til at tage vægten alvorligt. Derfor får mange nybagte campingvogns-ejere kontrolleret vognens vægt. Arkivfoto: Polfoto

Findes der noget bedre end duften af ny bil - eller campingvogn? Det overvejer mange, der forventningsfuldt triller ud fra forhandleren med en helt ny eller let brugt vogn på krogen.

Købet følger typisk efter en lang fase, hvor man har undersøgt markedet, har drømt om det ultimative og til slut er endt med noget midt mellem drømmene og det snusfornuftige.

De fleste har naturligvis læst på lektien og tilpasset campingvognen, så bilen og campingvognens vægt passer sammen.

Men alligevel kan man blive overrasket over, hvor meget en vogn i virkeligheden vejer, i forhold til hvad man troede. Den højere vægt opstår, når vognen udstyres med komfort-udstyr, som vejer mere, end hvad producenten har oplyst som standard.

Vægt er lig med udstyr

Campingorganisationerne har i mange år arbejdet på at få campisterne til at tage vægten alvorligt. Derfor får mange nybagte campingvogns-ejere da også kontrolleret vognens vægt, og her får mange en overraskelse. Vognen vejer betydeligt mere, end de troede, hvilket reducerer mulighederne for at pakke bagage i vognen, når der skal holdes en lang ferie.

Ofte tænker man som forbruger ikke over det. Men det er en selv, der har ansvaret for, at der ikke er overlæs.
Stefan Rasmussen, teknisk konsulent ved DCU

»Man bør betinge sig, at vognen bliver vejet, når man handler. Udstyr koster meget i vægt, og ofte tænker man som forbruger ikke over det. Men det er en selv, der har ansvaret for, at der ikke er overlæs.«

Rådet kommer fra teknisk konsulent i Dansk Camping Union (DCU), Stefan Rasmussen, der i flere end 25 år har rådgivet medlemmerne om bl.a. campingvognsvægt og andre teknisk spørgsmål.

Et glimrende eksempel på årsagen til forøget vægt er en ændring af vognens rundsiddegruppe fra stof til luksuriøst læder, der er slidstærkt og uforgængeligt. Det kan nemt betyde en forøgelse af vægten på 30 kg, som er meget i en mellemstor vogn.

Det er chaufførens ansvar, at vægten er overholdt, hvis du bliver kontrolleret af myndighederne. Foto: PR/Lasse Løndahl Henriksen

DCU har gennem flere år kørt en kampagne, hvor man opfordrer til, at campister på en nøje udvalgt dag kører vogntoget til vejning hos en autoriseret vejer i Danmark.

Brugte vogne har også problemer

Senest har DCU i efteråret haft vægtproblematikken som et varmt emne blandt medlemmerne, hvor der blev handlet et meget stort antal brugte vogne hos forhandlerne.

Et stort klimaanlæg på taget og en kraftig, moderne mover koster rigtig meget på vægten. Meget mere end de fleste tænker over.
Stefan Rasmussen, teknisk konsulent ved DCU

»Man skal huske, at en eftermonteret markise, et stort klimaanlæg på taget og en kraftig, moderne mover koster rigtig meget på vægten. Meget mere end de fleste tænker over, når de sætter kryds i en bestilling og tænker, det er dejligt med meget udstyr,« forklarer han.

I princippet har reglerne for vægte ikke ændret sig de seneste 40 år, hvilket betyder, at myndigheder accepterer en overskridelse af vægten med op til +7 pct.

Som forbruger skulle man tro, at det var en let sag for producenten at angive den præcise vægt af en vogn. Men en campingvogn er ikke noget standardprodukt. Den opbygges i høj grad efter kundens ønsker. Selv små ændringer i indretningen ændrer vægten.

Det betyder, at man inden for et enkelt mærke måske har 4.000 forskellige modeller, der alt efter opbygning alle er lidt forskellige i vægt.

Jo større og tungere en vogn, desto flere forskellige vægte er der på vogne, der ellers ser ens ud.

Vælg rigtigt: Vogn og trækker skal passe sammen

»Hvis man har en forestilling om, at der er en lastevne i vognen på måske et par hundrede kilogram, og der i virkeligheden blot er få kilos frivægt, så kan man risikere at stå med en campingvogn, der for kunderne ikke har samme værdi, som det de har betalt for. Ofte er det dog campisten selv, der bestiller en masse ekstraudstyr uden at tænke over, hvad det vejer. Lasteevne er jo også livskvalitet, for vi vil gerne have så meget udstyr med som muligt på ferie i campingvognen,« forklarer DCU-eksperten.

Ingen plads til bagage

Hos DCU har man set eksempler på, at vognen faktisk er for tung helt uden feriebagage, fordi den er fyldt op med komfortudstyr som eksempelvis mover, større køleskab, bedre madrasser, gulvvarme og en stor skærm.

Vej dine ting

Første gang du pakker campingvognen, er det vigtigt at få vejet alle tingene. Det kan gøres med en badevægt ved indgangsdøren, så tingene vejes, samtidig med at du pakker.

Ved at føre det på en pakkeliste, kan du fra gang til gang se, hvor meget du pakker ned. Endelig kan du kontrolveje den tomme og derefter den pakkede campingvogn.

Kilde: DCU

Derfor er det bydende nødvendigt, at forhandleren gør kunden opmærksom på, at der er grænser for, hvor meget udstyr man kan montere i vognen, hvis der fortsat skal være plads i vægtberegningen til nødvendigt udstyr såsom gasflaske og ferieoppakning.

»Vi råder vores medlemmer til at få campingvognen vejet, inden der indgås en købsaftale, for så ved man, hvad man går ind til. I sidste ende handler det om sikkerhed,« understreger Stefan Rasmussen.

Har man for meget last i vognen, kan det betyde, at vogntoget lettere kommer i slinger. Og kommer man i en alvorlig situation, taber man lettere kontrollen over bil og campingvogn.

I praksis er der ikke stor risiko for at blive stoppet med overvægt på vogntoget i Danmark. Her er det DCU’s erfaring, at det i højere grad er autocampere, der takket være stort bagagerum bliver kontrolleret, idet langt de fleste chauffør-ers kørekort kun rækker til 3.500 kg.

I praksis vejer man – som her på en brovægt eller med individuelle vognvægte - hele vogntoget ved at veje belastningen på alle aksler. Foto: PR/Torben Brandt

Siden 2011 er producenterne af vogne blevet noget bedre til at opgive vægten på deres produkter, og samtidig er man begyndt at producere kraftige aksler til flere modeller. Det har efter DCU’s opfattelse betydet, at problematikken med for lidt lasteevne ikke står så grelt til som tidligere. Alligevel opfordrer man medlemmerne til at være opmærksomme på, at man ikke kører med overlæs på vogntoget.

 

Gode råd

  • Moderne campingvogne har gode køreegenskaber, men de kan hurtigt ødelægges ved forkert læsning.
  • Tag ikke for let på pakningen af campingvognen ved at kaste dine pakkenelliker ind i den, så du mister køreegenskaber eller får ubalance i vogntoget.
  • En god tommelfingerregel er at pakke campingvognen fra midten ved akslen, og fra bunden og op, så dens balance i både længde- og sideretning er optimal, og tyngdepunktet så lavt som muligt.

Under pakningen er der nogle enkle regler, man bør følge:

  • De lette ting skal op i overskabene.
  • De tunge ting som konserves, drikkevarer, bøger m.m. skal over akslen og så lavt som muligt.
  • Placerer man forteltet, en ramme øl eller andet tungt helt agterude, træder reglen om "kraften gange armen" i kraft, så der opstår nemt ubalance i vogntoget, og i værste fald kan campingvognen gå i slinger.
  • Når man pakker, er det vigtigt, at alle ting ligger forsvarligt og vægtmæssigt korrekt. Der skal også være balance mellem højre og venstre side i campingvognen. Nogle campingvogne er designet med både køkken og bad i samme side, så der skal muligvis kompenseres ved pakningen, så der fremkommer ligevægt.
  • Hvis vægten ikke fordeles rigtigt, "vælter" campingvognen, og det giver ustabil kørsel. Husk at tage højde for fyldt vandtank og evt. spildevandstank. Det er vigtigt at have noget tungt som modvægt til disse, hvis de f.eks. er bygget i samme side af campingvognen.
  • Sørg for at få pakket alt ned inden campingferien – man ved aldrig, hvad man får brug for. Her er gaskassen god at gemme ting i.
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Festival sætter miljøet på menuen
Hearts & Minds-festivalen sætter fokus på miljøvenlig mad med stor åbningsmiddag på Godsbanen fredag aften. Men aarhusianerne er ikke altid villige til at betale for økologi, lyder det fra restauranten bag middagen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her