*

Rejser

Bag facaden på den olympiske værtsby

Selv om mange af Rio de Janeiros fattige favelaer med tiden er blevet omdannet til mere velstående lokalsamfund med skoler, butikker og restauranter, og selv om favelaerne ikke længere er helt lukket land for turister, hviler en skygge af slum stadig over det kæmpemæssige boligområde. Tag med bag storbyens polerede OL-facade, og oplev livet i Favela da Rocinha.

Fra toppen af Hostel Terrace Rocinha får man et nøgternt indtryk af de mange faldefærdige huse, der breder sig over bjergsiden. Foto: Sara Amos Pedersen

Restauranten Sushi & Bar Kaneko har endnu ikke slået døren op for dagens kunder. En metaldør dækker indgangen til butikken, og metallet ruller langsomt op, da en jeep nærmer sig det japanske spisested.

Bilen stopper, og chaufføren samler en flok skandinaviske turister op. De har været på en guidet tur i området omkring sushibaren. Den lille biks med to japanske lykkekatte på facaden ligger på hovedvejen, der løber gennem Favela da Rocinha i udkanten af den brasilianske storby Rio de Janeiro.

Under den guidede tur har turisterne passeret små pizzariaer, apoteker og grønthandlere. Det er bygninger, der vidner om, at favelaerne i dag er små lokalsamfund. Favelaerne består ikke længere af improviserede skure af blik, træ og genbrugsmaterialer, men af huse bygget af mursten.

Kabler hænger overalt i favelaens gader. Foto: Sara Amos Pedersen

»Favelaerne har tidligere haft et dårligt ry. Men i dag bliver mange overraskede over at se, at der både er elektricitet, rindende vand og kabeltv i husene. Der er også skoler og hospitaler i mange af favelaerne,« forklarer José Augusto Castro, der er guide hos Jeep Tour.

Sightseeing i en af de 750 favelaer

Han viser ofte turister rundt foran den berømte Kristus-statue, men i dag er turisternes favoritattraktion byttet ud med en rundvisning i et område, der ikke er som Rios øvrige attraktioner.

Favela da Rocinha er blot én af mere end 750 favelaer i storbyen, og selv om den har gennemgået en række forbedringer de seneste år, er det de færreste brasilianere, der drømmer om at bo i hverken Rocinha eller en af de andre favelaer.

Favelaen er næppe et sted at udforske på egen hånd, og turister booker derfor rundture med erfarne lokale guider. Foto: Sara Amos Pedersen
Et besøg i favelaen Rocinha er et kig ind i bag Rio de Janeiros pæne facade, hvor man kun kan komme ind ifølge med en guide. Foto: Sara Amos Pedersen

»Favelaerne bliver i dag kaldt lokalsamfund i stedet for slumområder. Men der er stadig mange, der drømmer om at kunne give deres børn en bedre opvækst, end de selv har fået. De sparer sammen til at kunne sende deres børn på universitet, når de er færdige med folkeskolen,« siger José Augusto Castro.

Favelaerne i Rio de Janeiro huser op imod 1,4 millioner indbyggere, viser den seneste folketælling fra 2010.

Manden der bor der, har nok syntes, at det så flot ud, hvis han satte skiltet på sit hus, men gaden ligger slet ikke her.
José A. Castro, guide

Men tallet er formentlig højere, da det ikke er alle indbyggerne, der registrerer sig. Når man kører rundt i byen, skal man heller ikke kigge længe, før man får øje på de små huse, der kravler op ad bjergryggene. De kan ses fra strandpromenaden i Copacabana og ved det brasilianske stadion Maracanã.

Hul i mursten og graffiti på vægge

Selv om sushirestauranten leder tankerne hen på dyre menukort, så ligger Sushi & Bar Kaneko i et af byens fattigste områder. Det lægger man særligt mærke til, når man træder ind i de små gyder. Der er huller i murstenene, graffiti på væggene og klinker smidt hulter til bulter.

De lokale har fået øjnene op for turisterne, og små boder er dukket op i gadebilledet. Foto: Sara Amos Pedersen
Flere steder sælger lokale familier kunst og håndlavede smykker. Foto: Sara Amos Pederse

Besøgende skal ikke regne med at kunne orientere sig på de snørklede stier efter de samme systemer, som gælder i resten af byen. I Favela da Rocinha er husnumrene ofte vilkårligt placeret, og det er heller ikke alle gadeskilte, der er korrekte, fortæller José Augusto Castro.

Han står foran et af gadens flottere huse. Facaden har ingen sprækker – eller skudhuller – og huset er ifølge José Augusto Castro et eksempel på, at alle familiemedlemmerne er gået sammen om udgifterne til huset.

På den velholdte facade hænger et femtal, men de omkringliggende huse er ikke nødvendigvis nummer tre eller syv. Derfor bliver posten afleveret hos den nærmeste barbersalon, da det kan være svært for posten at finde frem til de rigtige adresser i favelaens snævre gader. På den smalle sti ned til barberen kan man også spotte et vejskilt med teksten “Estrada Da Gáve” mellem de vasketøjet og tv-kablerne.

»Manden der bor der, har nok syntes, at det så flot ud, hvis han satte skiltet på sit hus, men gaden ligger slet ikke her,« fortæller José Augusto Castro.

Politiet bevogter indgangene

Estrada Da Gáve er navnet på en af hovedvejene, der leder ind i favelaen. Ved alle indgange til de brasilianske favelaer, står politiet i fuld uniform. Det har ikke altid været et område, de lokale eller turister har haft lyst til at besøge.

Indbyggerne må besøge den lokale barber, når de vil hente deres breve. Foto: Sara Amos Pedersen

Rejsen dertil
  • Man kan ikke flyve direkte til Rio de Janeiro fra Danmark. Man skal derfor regne med at skulle mellemlande i Portugal, London eller Madrid. Turen tager omkring 15 timer, og priserne begynder ved 4.500 fra København og 6.500 fra Jylland tur/retur.
  • Du kan blandt andet flyve med TAP Portugal, Air France og British Airways fra Danmark.

»Jeg har aldrig været bange for at køre herhen, for da vi startede med at lave vores ture, var politiet her allerede,« forklarer José Augusto Castro.

Siden 2011 har politiet vogtet indgangene til favelaerne, og de seneste år har José Augusto Castro kørt turister til favelaen mod en betaling på 124 brasilianske reais (cirka 210 kr.). Det inkluderer en køretur til og fra hotel og en guidet rundvisning i favelaens fascinerende gadeliv.

Det er ikke kun Jeep Tour, der kører til Favela da Rocinha, og efterhånden har beboerne selv fået øjnene op for turisternes interesse. Flere steder er der poppet små boder op, hvor lokale familier sælger kunst og håndlavede smykker.

I en af boderne står en mor og datter og sælger hjemmelavede smykker og tasker. Et andet sted, hvor man også kan købe gaver med hjem, er butikken på toppen af Hostel Terrace Rocinha.

Hostellet er ikke længere i brug, men huser i stedet et fint udvalg af klassiske brasilianske souvenirs som fodbolde og små statuetter af Kristus Frelseren.

Fra den store terrasse ved siden af butikken folder favelaen sig ud i fuldt flor. Når man kigger ud over de selvbyggede huse, der ligger hulter til bulter, forstår man for alvor, hvordan favelaen rummer i omegnen af 70.000 brasilianere.

Et besøg i Rocinha er et kig ind i bag Rio de Janeiros pæne facade, hvor der er langt flere tv-kabler og sushirestauranter end man umiddelbart kunne forestille sig.

 

Tre råd til rejsen

Book din tur: Du kan kun komme ind i favelaerne, hvis du er sammen med en lokal guide. Det kan derfor anbefales at booke din tur hjemmefra. Undersøg mulighederne for den type rundvisning, der passer dig, og fravælg ture med trapper og megen gang, hvis du mere har lyst til at se favelaen fra jeepen.

Se filmen “City of God”: Den brasilianske film “City of God” fra 2002 giver et fascinerende indblik i favelaens hektiske gadeliv med korruption alle vegne. Filmen er løst baseret på virkelige begivenheder i 1960'erne, så lad dig ikke skræmme af filmens hårde fremstilling af bandernes kamp om herredømmet i gaden.

Hæv kontanter: I Favela da Rocinha kan du købe kunst og smykker, men husk kontanterne, hvis du vil have en hjemmesyet taske eller et håndlavet smykke med hjem. Det er kun i souvenirbutikken på toppen af Hostel Terrace Rocinha, du kan betale med kort, og her består udvalget af fodbolde og andre klassiske souvenirs.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Syv fantastiske oplevelser i Kinas gamle kulturby
Suzhou, som kaldes Østens Venedig på grund af de mange kanaler, rummer nogle af Kinas smukkeste haver, templer og museer med genstande, der fortæller byens flere tusind år lange historie. 
Se flere
Syv fantastiske oplevelser i Kinas gamle kulturby
Suzhou, som kaldes Østens Venedig på grund af de mange kanaler, rummer nogle af Kinas smukkeste haver, templer og museer med genstande, der fortæller byens flere tusind år lange historie. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her