*

Rejser

Grønlandsk samarbejde skal øge turismen

Et udvidet samarbejde mellem Grønlands nationale turistråd og flyselskabet Air Greenland sigter nu efter at øge turismen gennem nye tiltag.

Foto: André Schoenherr/Visit Greenland

Grønlands nationale turistråd Visit Greenland og flyselskabet Air Greenland har i flere år samarbejdet om at øge turismen i Grønland. Nu udvider de to parter deres samarbejde med en samarbejdsaftale, der løber frem til 2018, med det overordnede sigte at promovere Grønland som turistmål. Siden sidste år har både Visit Greenland og Air Greenland oplevet en vækst med mere end 5.000 flere turister og samarbejdet mellem de to parter skal derfor være med til at fastholde og synliggøre Grønland som turistmål.

»Vi har gennem flere år haft et samarbejde om pressebilletter, hvor Air Greenland leverer billetter, og vi leverer modsvarende midler og arrangerer indhold på destinationerne. Det samarbejde er nu udvidet til også at omfatte market intelligence, hvilket vil sige en ligelig fordeling af udarbejdelse af markedsanalyser for udvalgte markeder. Markedsanalyserne er baseret på et segmenteringsværktøj, som vi har udviklet. Så som turistråd sælger vi jo ikke noget direkte, da vi er i supportkæden. Derfor er det vigtigt, at vi har et samarbejde med det private erhverv, såsom Air Greenland og andre lokale aktører,« fortæller Anders Stenbakken, som er administrerende direktør hos Visit Greenland.

Samarbejde med Island

Det konkrete mål for både Air Greenland og Visit Greenland er at fordoble turismen i 2026. En turisme, som skal være økonomisk lukrativ, men også kulturelt bæredygtig. Derfor skal ressourcerne samles omkring interessenter i markeder som Storbritannien, Tyskland og Frankrig. Markeder, der også oplevede fremgang sidste år. Samarbejdet med Island er dog også en væsentlig faktor, hvis turismen skal udvikle sig i Grønland, da Island har mange forbindelser til Europa.

»Væksten er her allerede. Vi kan blandt andet spore det gennem lufthavnsregistreringer, hvor vi kan se, hvor turisterne kommer fra, og hvor de bevæger sig hen. Vi har flere samarbejder mellem Island og grønlandske operatører, hvilket skyldes, at vi også har særlige kombinationsrejser mellem Grønland og Island, hvoraf Island er stærkere i salgsdelen«, fortæller Anders Stenbakken.

Til trods for at der med årene er blevet skabt mere synlighed omkring Grønland som rejsemål, er udviklingen dog ikke uden udfordringer.

»Væksten kommer i dag fra lande uden for Danmark, og sprog som engelsk er i dag en væsentlig udfordring. Ligeledes har turisme i højsæsonen juli og august på flere destinationer nået et maksimum - primært på flykapacitet, sekundært på overnatningsfaciliteter«, siger Anders Stenbakken.

Kortlægning af turisterne

For at imødekomme efterspørgslen fra lokale samarbejdspartnere og turister har Visit Greenland arbejdet med segmenteringsværktøjer.

Rapporten fra sidste år baserer sig på afrapporteringer fra turister og lokale aktører og fordeler sig på 11 segmenter, som fungerer som led i Visit Greenlands arbejde med at forstå turisternes måde at opleve Grønland på og som fremadrettet skal bruges til at fremme turismen.

»Et øde sted føles trygt, når der er internetforbindelse«

»Man kan groft sagt tale om, at det drejer sig om 11 forskellige slags grønlandsoplevelser. Turister er jo ikke én type mennesker. De er altså delt op i interesser lige fra kultur til natur og med forskellige engagementsniveauer. Det giver et meget nuanceret billede og betyder meget, hvis man for eksempel vil fokusere på sæsonudvidelse i samarbejde med en given destination. Det er ikke vores opgave, at proppe noget ned i halsen på folk, men at sørge for, at der er et match mellem forventning og destinationsudbud«, forklarer Anders Stenbakken.

Adventure travels trækker i turisterne

Grønland er gennem de sidste ti år blevet mere synlig i rejsebranchen, hvilket blandt andet skyldes opmærksomheden på global opvarmning samt den voksende trend med adventure travels.

Det er aktiviteter, som oftest foregår udendørs og har flere sværhedsgrader, fra lette guidede ture til krævende ekspeditioner, såsom hvalsafari, lystfiskeri, klatring, bjergbestigning eller hundeslædekørsel. Den såkaldte adventure travellers-gruppe er samtidig også den hurtigst voksende gruppe inden for rejsebranchen i dag.

Grønland er på alle måder et adventure-landskab. Det betyder ikke, at man skal være 25 år og have backpack på for at krydse indlandsisen. Det appellerer meget bredt til folk og er en global trend i dag.
Anders Stenbakken, administrerende direktør hos Visit Greenland

»Grønland er på alle måder et adventure-landskab. Det betyder ikke, at man skal være 25 år og have backpack på for at krydse indlandsisen. Det appellerer meget bredt til folk og er en global trend i dag«, siger Anders Stenbakken.

Når talen falder på adventure-turisme, kommer man dog ikke udenom de både miljømæssige og økonomiske udfordringer, der følger med de forskellige grønlandske erhverv.

Selv om de fleste af grønlandsoplevelserne ikke har behov for den eksklusivitet, som offentlig-private partnerskaber såkaldte koncessioner giver, blev der sidste forår alligevel indført offentlig-private partnerskaber på lystfiskeri, trofæjagt, vildmark-camps og heliski for at styrke de forskellige erhvervs rammevilkår.

»Med rammeloven sikres, at grønlandsbaserede virksomheder, som har udviklet et særligt oplevelsesprodukt i et bestemt område, kan drive deres virksomhed uden risiko for konkurrence fra andre aktører i det pågældende område med samme produkt. Faktorer, der også skal sikre omsætningen i forbindelse med turismen,« siger Anders Stenbakken.

Den administrerende direktør fremhæver således, at det er afgørende, at den øgede omsætning kommer det grønlandske samfund mest muligt til gode.

Derfor skal de selv have ”hånden på rattet” i udviklingen for at sikre, at de får den form for turisme, som bedst matcher Grønland som turistdestination og skaber mulighed for at skabe lokale jobs og indtjening.

»Med vedtagelsen af rammeloven for koncessioner er der taget et meget vigtigt skridt for at beskytte og fremme investeringer i det grønlandske turismeerhverv. Tidligere kunne man jo bare oprette en camp, hvor det ikke gav noget til Grønland. Men med koncessionerne er der styr på de forskellige ting, så der også kommer nogle penge i selvstyrekassen. Det er også en måde at styre turismeudviklingen på«, siger Anders Stenbakken.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her