*

Rejser

Karen bruger sin barsel på at rejse hele verden rundt

Karen Edwards fra London har valgt at bruge sin barselsorlov på en anderledes måde.

Her er et af Karen Edwards feriebilleder. Peter Henrik Andersen, der er afdelingslæge på infektionsepidemiologisk afdeling hos Statens Serum Institut., hæfter sig ved billedet. »Selvom det foregår i en dyrepark, er det ikke til at vide, om aben er vaccineret, men det ville helt sikkert være en risikosituation, hvis den ikke var,« siger han.

Der var ingen ugentlige kaffeaftaler med mødregruppen og heller ingen skemalagte besøg fra sundhedsplejersken. Til gengæld har Karen Edwards' barselsorlov budt på helt unikke oplevelser, som hun på ingen måder ville være foruden.

Sammen med kæresten Shaun Bayes er hun besat af at rejse, og da de sammen fik datteren Esmé, besluttede de sig for, at familieforøgelsen ikke skulle sætte en stopper for de mange rejser ud i verden.

Da Esmé var blot ti uger gammel, steg den lille familie på et fly, og de bruge de næste ti måneder på at rejse verden rundt.

På den forlængede barselsorlov har de blandt andet være i Irland, Singapore, Australien, Indonesien, Malaysia, Vietnam, Taiwan og Hong Kong.

»Vi har absolut ikke fortrudt det. Hun (Esmé red.) har oplevet nye seværdigheder, steder og lugte i takt med at hun blev ældre, og det er utroligt,« skriver Karen Edwards på sin blog.

Dansk børnefamilie har hele verden som legeplads

En af de største udfordringer ved at rejse med et spædbarn, er ifølge Karen Edwards, at man som forælder næsten altid er tvunget til at opholde sig i det samme rum som barnet, hvilket kan give en del udfordringer i forhold til barnets søvn.

»Det eneste, som Esmé måske har manglet, er socialiseringen med andre børn,« skriver hun.

Familien vendte hjem til London i slutningen af 2015, men allerede nu er de ved at gøre sig klar til den næste rejse, hvor de skal være væk i 17 måneder. Denne gang går turen blandt andet til Cambodia, Thailand og New Zealand.

Hvis det lyder fristende at tilbringe sin barselsorlov som backpacker, så er der dog et par overvejelser, som man bør gøre sig inden. Det fortæller Peter Henrik Andersen, der er afdelingslæge på infektionsepidemiologisk afdeling hos Statens Serum Institut.

»Noget helt lavpraktisk er at beskytte barnet mod myggestik. Der er mange sygdomme, der overføres via myg, og det kan man forebygge med myggebalsam og -spray samt sørge for, at barnets hud er godt tildækket, og at det sover under et imprægneret myggenet,« siger han.

Han understreger at DEET-baseret myggespray ikke bør anvendes til børn under tre måneder, og man skal passe på, at barnet ikke får myggebalsam i munden.

Anbefalinger

Herunder kan man læse mere om anbefalingerne fra Statens Serum Institut.

Generelle rejseråd.

Vaccinationsanbefalinger til børn

Grunden til, at det er specielt vigtigt, at spædbørn beskyttes mod de myggeoverførte sygdomme, er, at det simpelthen ikke er muligt at vaccinere for sygdommene, når barnet er helt lille.

»Den samme myg, som overfører den meget omtalte zika-virus kan også bære rundt på gul-feber, chikungunya-feber og dengue-feber. Det er ikke muligt at vaccinere mod hverken dengue feber eller chikungunya-feber, og vaccinen mod gul feber kan normalt først gives, når barnet er ni måneder gammel, så derfor er det vigtigt, at skåne spædbørn for myggestik, hvis man er i områder, hvor man kan støde på aedes-myg, som primært stikker om dagen,« siger han.

»Samtidig er der også andre typer myg, der kan overføre malaria eller japansk hjernebetændelse, og som stikker fra solnedgang til solopgange eller hele døgnet rundt, så man skal altid være på vagt overfor myg,« siger Peter Henrik Andersen.

Han fortæller også, at tyfus-vaccine først virker ordentligt, når barnet fylder to år, vaccine mod hepatitis A kan gives, fra barnet fylder et år, mens vaccine mod hepatitis B, som én af de få vacciner, kan gives fra fødslen.

Børnevenlig legeplads i Alperne

En anden ting, som man skal være opmærksom på, er rabies eller hundegalskab, som infektionen også hedder. Rabies overføres næsten altid via bid fra dyr og er dødelig, hvis den ikke behandles. Statens Serum Institut anbefaler normalt ikke vaccination mod rabies ved korte rejser.

»Men det er vigtigt at søge lokal lægehjælp, hvis man bliver bidt at et pattedyr, og det gælder uanset, om man er vaccineret hjemmefra«, siger Peter Henrik Andersen.

»Jeg hæfter mig ved dette billede, hvor man ser en abe, der er sprunget over på barnets hoved. Selvom det foregår i en dyrepark, er det ikke til at vide, om aben er vaccineret, men det ville helt sikkert være en risikosituation, hvis den ikke var,« siger han og tilføjer:

»Dyrs adfærd er uforudsigelig, og hvis aben pludselig bider barnet i ansigtet, så skal det behandles hurtigst muligt.«

Ifølge Statens Serum Instituts nyhedsbrev EPI-NYT måtte næsten 200 danske turister sidste år behandles i Danmark efter dyrebid i udlandet. De hyppigste bid kom fra hunde, aber og katte.

Se flere billeder fra familiens rejser rundt i verden på Karen Edwards Instagramprofil.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Søg i vejviseren
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Bolig
Gør et kup: Køb et håndværkertilbud i København
I flere byer stryger boligmarkedet derudaf med kvadratmeterpriser højere, end de sjældent har været før. En smutvej til lavere priser er at købe boligerne i dårligst stand. Men også disse er yderst eftertragtede blandt boligkøberne. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her