*

Rejser

Christiane Vejløs favorit-gadgets til rejsen

Hun rejser land og rige rundt for at fortælle om fremtidens teknologi og trends og er derfor ofte på farten. Digital trendekspert og direktør for Elektronista Media, Christiane Vejlø, fortæller her om hendes favorit-gadgets til rejsen.

Hotelluksus til billige penge

Den store online hotelbookingside www.booking.com har lavet deres egen app, Booking Now. Appen skal på en nem og overskuelig måde give dig mulighed for at booke et hotelværelse her og nu.

Med appen kan du se hoteller tæt på dig, deres pris pr. overnatning samt andre kunders vurdering af hotellerne.

Via appen kan du booke hotelværelse for én eller flere dage. Samtidig kan appen vise dig forskellige informationer om de enkelte hoteller. Med appen kan du dermed hurtigt finde ud af, om hotellet lever op til dine krav.

Christianes kommentar:

»Hvis man kommer til en by uden at have booket hotel, er det helt sikkert værd at tjekke denne app. Den viser forskellige hoteller i nærheden af dig, og hvilke last minute tilbud de har på hotelværelser. Du kan ofte få et rigtigt lækkert hotelværelse med en ganske stor rabat via denne app. Du kan selv vælge, hvilket type hotel du søger. De har både tre og femstjernede hoteller i appen.«

Pris: 0 kr.

Kom billigt rundt i byen

Uber kalder sig selv for en samkørselsordning, men minder mest af alt om en taxaordning. Via appen vælger du dit opsamlingsted, derefter indtaster du din destination. Inden du bestiller, kan du få en cirkapris på, hvad det kommer til at koste.

Hvis du bestiller liftet, får den nærmeste frie chauffør en notifikation, og så er han på vej efter dig. Chaufførerne er privatpersoner, der dog alle får et baggrundstjek, inden de får lov at køre for Uber. Du kan selv vælge, hvilken bil du vil hentes i. Uber tilbyder alt fra hverdagsbiler til rummelige familiebiler og luksusbiler til specielle lejligheder.

Christianes kommentar:

»Den kendte taxa-app er yderst handy, når du er i udlandet. Du kan se, hvor du befinder dig, og hvad det koster at komme det sted hen, du skal. Taxaerne kommer altid hurtigt, og det er billigere end normale taxaer.

Jeg har aldrig haft andet end gode oplevelser med appen, selv om det er private mennesker, der kører bilerne. Folk er søde, og jeg har oplevet både at få vand og låne opladere på de ture, jeg har kørt.«

Pris: 0 kr.

Undgå støj på flyveturen

Boses små høretelefoner, In-ear quietcomfort, giver dig mulighed for at høre musik uden forstyrrelser, hvor end du er.

Høretelefonerne er det, man kalder ”noise-cancelling”. Det betyder, at du med et klik kan lukke alt omkringværende støj omkring dig ude. Derudover er der også mulighed for at sætte høretelefonerne i ”aware-mode”. Det betyder, at du kan høre lyde i nærheden af dig. Det kan være praktisk, når du f.eks. hører musik, mens du befinder dig i trafikken. Bose er kendt for at lave høretelefoner i høj kvalitet.

Christianes kommentar:

»Mine Bose-høretelefoner er noget af det vigtigste for mig, når jeg skal flyve nogle steder hen. De lukker alt støj ude. Det er rigtigt behageligt, at man slipper for motorstøjen fra flyet eller bilen. Jeg plejer faktisk også at have dem i ørene, selv når jeg ikke hører musik.

Det er rart at have muligheden for at lukke af på rejser, som godt kan virke stressende. Selve lyden er super fin, og hvis man aldrig har prøvet høretelefoner med ”noise-cancelling” teknologi, kan det virke nærmest magisk.«

Pris: 2.599 kr.

Gammel bog som iPad-cover

BookBook er et hardback lædercover til din Ipad. Det ligner et gammelt bogomslag, og det er helt bevidst; for at holde tyveknægte væk. Derudover er coveret lavet med skarpe hjørner, lynlås og mikrofiber-interiør, der gør det næsten umuligt at gøre skade på sin Ipad.

Alle BookBook-covers er håndlavede i ægte læder, og alle covers er unikke. Det er ikke mange danske forhandlere, der har dem på lager, men de fås overalt på internettet.

Christianes kommentar:

»Jeg bruger den i mange henseender, men mest når jeg er på stranden. Coveret ligner en gammel, nydelig bog og er ikke på samme måde blikfang, som hvis en Ipad lå til frit skue.

Jeg bilder mig ind, den snyder eventuelle tyveknægte, og det betyder, jeg kan tage en dukkert, uden at skulle have konstant blik på min strandstol. Den fås også til Iphones, men her er den dog så lille, at folk næppe tror, det er en rigtig bog.«

Pris: Fra 500 kr.

Logitech Keys-to-go-tastatur

Logitech har lavet et lille trådløst tastatur, der gør det muligt for dig at skrive længere tekster på din Ipad. Tastaturet kobles til din Ipad via bluetooth og har et genopladeligt batteri med en levetid på ca. tre måneder.

Det er beklædt med FabricSkin, som beskytter mod både krummer og væskespild. Tastaturet har målene 24,2 centimeter i længden, 13,7 centimeter i bredden og er 6 milimeter tyk. Det vejer beskedne 180 gram.

Christianes kommentar:

»Når jeg skal på rejse, er det her grunden til, jeg nogle gange lader den tunge computer blive derhjemme. Et smart og let tastetur fra Logitech. Det er så tyndt, at jeg kan have det i håndtasken.

Selv om det er småt, er det fint at skrive på, og når man har vænnet sig til det, tænker man ikke over, det er småt. Et rigtigt smart supplement til folk, der rejser og skriver på samme tid.«

Pris: 599 kr.

Clutch til alle dine dimser

En dametaske fra Elektronista designet af Christiane Vejlø selv. Det er verdens første designer-gadget-taske til kvinder. Clutchen kombinerer et feminint udtryk med løsninger, der opfylder de behov, kvinder med et digitalt liv har.

Den har indbygget strøm, så du kan lade dine elektroniske hjælpemidler op på din vej. Der er tænkt over, at der skal være plads til både smartphone, tablet, oplader, converter og småting som USB-stik og rejsedokumenter i den lille taske. Tasken er lavet i læder og fås i forskellige farver.

Christianes kommentar:

»Det er godt nok mit eget produkt, men jeg lavede den, fordi jeg manglede en taske, der tog højde for mit digitale liv og ikke gik på kompromis med udseendet.

Med tasken kombineres to ting, der længe har været langt fra hinanden – teknologi og fashion. Den har et indbygget batteri og passer perfekt til en ti tommer stor iPad.

Derudover kan den foldes helt ud, så du får overblik over alt i tasken.«

Pris: 2.395 kr.

Christiane Vejlø

Er 42 år gammel.

Udover at være direktør for Elektronista Media er hun radiovært på Radio 24syv og har været tv-vært på DR3-programmet sladrehanken med Peter Falktoft og Esben Bjerre.

Hun har en mastergrad i medievidenskab med speciale i online-generationen.

Hun har datteren Effie, med standupkomikeren Geo.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Bolig
Velour og mørke træsorter hitter
Sommersæsonen er lig med udsalg – også i møbelbranchen. Bolig ser nærmere på, hvordan man kan gøre en god handel, og hvad man skal lede efter. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her