*

Vin

Sommervin

Hvad skal du drikke, når solen skinner? Her får du seks gode bud af vinanmelder Anders Halskov-Jensen.

Sommervarmen indbyder til et køligt glas hvidvin. Foto: Klaus Gottfredsen

Vinskribent Anders Halskov-Jensen

Det er endelig blevet varmt. Måske har du taget overtrækket af grillen og børstet stegeresterne af risten. Sommer. Og vin skal der til, også når varmen bølger, og asfalten bliver blød. Men hvilke vine klarer sig godt i varmen? Det er nemlig ikke nu, du skal drikke dine modne bordeauxer eller tungeste hvide bourgogner. Her får du seks bud på forfriskende vinoplevelser, der alle kan håndtere sommervejret.

Tysk riesling. Let sødme, lav alkohol og rensende syre i en og samme pakke, ihvertfald hvis du køber de traditionelle fruchtsüße vine. Perfekt til at køle ophedede pander og gøre alle glade.

Sherry. Ikke mormors søde cream sherry, men knastør, lys sherry af fino- eller manzanillatypen. Iskold fra køleskabet er tør sherry din bedste vin sammen med f.eks. gode oliven og saltmandler. Og du kan også drikke den til hvidløgskæmperejerne fra grillen. Iskold og i hvidvinsglas.

Ungarnsk furmint. Nej, det er ikke tyggegummi, men en hvidvinsdrue fra Ungarn. Vinene er tørre, mineralske og med saftig mundvandsfremkaldende syre, a la tysk riesling. Svalende vin, der samtidig indikerer for omverdenen, at du har styr på seneste vin-trends. Win-win.

Rød lambrusco. En evigrød sommersvaler. Frisk bærsmag, blid syre, lav alkohol, bobler og lidt tanniner. Perfekt til alt bbq-marineret, især gris. En trofast ven i varmen. Køb en kasse ad gangen – jeg lover, du får det drukket.

Rød beaujolais. En sommerklassiker. Saftig rødvin på gamay-druen, der er let, men alligevel i stand til at matche meget forskellig mad. Husk nu endelig at drikke den afkølet, ca. 12 grader.

Rød sancerre. Vin fra Loire, lavet på pinot noir. Ofte lidt lettere i udtrykket end bourgogne og kan derfor også drikkes køligere. Læskende og juicy vin, uden at blive banal. Og din vinsnobbede svoger bliver imponeret, dog uden at indrømme det.

God sommer.

JoH. Jos. Christoffel Erben ûrziger Wûrzgarten Riesling Kabinett 2014

16841709_Urzig_Wurzgarten_Joh_Christoffel_Erben_HIGH.JPG 

Pris: 135 kr.

Område: Mosel, Tyskland

Forhandler: Vinspecialisten/H.J. Hansen

Frisk citrusnæse med begyndende petroleumstud, lige som det skal være. Cremet mund med frisk abrikos, syltet pære og spændstig syre. Vaskeægte sommerkøler i halv styrke af den australske bulderbasse I plejer at dele til det fra grillen. Så du og lillefar kan drikke en hver.

Lustau Papirusa Manzanilla

0406_Vinguide_Manzanilla.png 

Pris: 135 kr.

Område: Sanlucar de Barrameda, Spanien

Forhandler: Vinspecialisten/H.J.Hansen

Salt næse af stødt æble og pulterkammer. Knastør og salt mund med noter af grønne oliven og hav. Direkte fra køleskabet til saltmandler, oliven og lufttørret skinke, så kører det.

Tokaj-Hétszolo Dry Furmint 2016

0406_Vinguide_Furmint.png 

Pris: 119,75 kr. (normalpris 139,75 kr.)

Område: Tokaj, Ungarn

Forhandler: Skjold Burne

Skøn, næsten rieslingagtig næse af grape, hav og varmt hø. Munden har stram, forfriskende syre og er blidt cremet. Dejlig vin til terrassestunder og pil-selv-rejer.

Domaine de la Villaudiere Sancerre 2014

0406_Vinguide_Sancerre.png 

Pris: 139,75 kr. (normalpris 169,75 kr.)

Område: Sancerre, Frankrig

Forhandler: Skjold Burne

Næsen er lidt svovlet, så giv den lidt luft, så kommer der sart jordbærduft. Munden er saftig, læskende og ukompliceret. 10-12 grader anbefaler producenten, jeg anbefaler store slurke.

Julien Sunier Fleurie 2015

0406_Vinguide_Sunier.png 

Pris: 190 kr. ved 2 stk. (normalpris 225 kr. pr. stk)

Område: Beaujolais, Frankrig

Forhandler: Vinspecialisten/H.j.Hansen

Næse af roser, bær, stald og mælk. Herligt. Munden er spændstig og saftig, med blid, mundvandsfremkaldende syre. Skøn vin. Til fugl, gris og kalv fra grillen.

Il Fojonco Lambrusco Grasparossa di Castelvetro

0406_Vinguide_Lambrusco.png 

Pris: 2 for 120 kr. (normalpris 79,95 kr.)

Område: Grasparossa, Italien

Forhandler: Skjold Burne

Indbydende næse af råsyltede sommerbær. Munden har blide bobler, let sødme og et rustikt tanninhaps til sidst. Et sommerfund til tilbudsprisen.

.
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
TV
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her