*

Mad

Tre lette tips gør det til en leg at lave fisk

Her får du fiskemandens bud på den perfekte begynderfisk, den ultimative vej til saftig fisk og en opskrift, der baner vejen for mere fisk på bordet.

For mange er kuller, kulmule og knude nærmest fremmedord, og det der med at tilberede fisk er ikke lige noget, der ligger på rygfinnen.

Fakta

Sådan laver du kulmule, så den smager af fisk med bacon

  • Når man køber kulmule hos fiskehandleren, så får man den typisk med skind på, hvor skællene er skrabet af. Så kan den steges sprød på skindsiden.
  • Start med at smide olie på panden, og varm den godt op. Herefter lægger du kulmulen på panden på skindsiden.
  • Hold fisken nede med en paletkniv i ti sekunder, så skindet griber fast i panden og lægger sig plant. Så bliver skindet stegt sprødt over hele linjen.
  • Når du har stegt den i fem minutter, så slukker du for panden og vender den om på kødsiden. Giv den lidt på eftervarmen her.
  • Først nu skal skindet have lidt fint salt. Det får skindet til at trække sig sammen og blive sprødt. Og voila, så smager det nærmest som et stykke fisk med sprød bacon.

Kilde: Tommy Raabo Fischer.

13 procent af danskerne mangler idéer til, hvordan fisk skal tilberedes, og det er grunden til, at de ikke spiser mere fisk, end de gør, viser en undersøgelse foretaget for MSC Danmark. Blandt de 18-35-årige er det næsten hver femte, der har svært ved, hvordan de skal tilberede fisk.

Men det er slet ikke så svært, hvis bare man spørger den rigtige. Og et godt bud på en fiskeekspert er Tommy Raabo Fischer, der er udlært fiskehandler og indehaver af Hav i Torvehallerne.

1) Prøv den perfekte begynderfisk

Ifølge Tommy Raabo Fischer kan man begynde sin fiskeekskursion med at se ud over klassikere som laks, tun og torsk.

- Dem, der altid vælger laks, de skal prøve at vælge kulmule. Det er en vildtfanget fisk med masser af omega-3, siger Tommy Raabo Fischer.

Farer du vild i junglen af mærker? Sådan vælger du bæredygtig fisk

Kulmule er den perfekte begynderfisk. Den overrasker de fleste positivt, og den kan behandles fuldstændig som et stykke laks, fortæller indehaveren af Hav.

2) Fiskemandens ultimative opskrift på saftig fisk

Har du prøvet at få et stykke tør fisk, som er skambagt i ovnen og brændt på toppen?

Der er ingen fare for at gå galt byen, hvis man følger Tommy Raabo Fischers favoritopskrift, som passer til de fleste fisk.

Hemmeligheden er ganske simpel: Fisk skal gerne langtidsbages.

- Man kan langtidsbage den ved 100 grader, og så afhængigt af tykkelsen skal den have mellem 40 minutter og 1 time. En hel lakseside skal have 100 grader i 1 time, hvor et stykke torsk eller kulmule skal have omkring 40 minutter, fortæller Tommy Raabo Fischer.

Før du smider fisken i ovnen, giver du fisken salt og peber. Herefter hakker du friske krydderurter, for eksempel bredbladet persille og dild, og river lidt citronskal.

Værsgo: Smag på vinen. Der er 250 forskellige at vælge imellem

Det drysser du hen over fisken og giver den lidt olivenolie på toppen.

- Så kan alle lide det, for så holder du på alt saften og får ikke det der tørre stykke fisk, der er blevet brændt på toppen, fordi ovnen stod på 200 grader - det har fisk ikke godt af, siger den erfarne fiskemand.

3) Retten for dem, der er bange for fisk

- Hvis folk er lidt bange for fisk, så skal de prøve at købe pankorasp hos deres lokale asiatiske købmand. Så kan man lave byg-selv-burger derhjemme, siger Tommy Raabo Fischer.

Fisken på disken - 10 velsmagende tips

Han foreslår at købe danske torskefisk - der er nemlig mange flere end bare den, vi kender som torsk - og panere dem i pankorasp. Så kan de bruges som bøffer i burgere.

- Vend dem i æg og pankorasp, så får de sådan en rigtig sprød panering. Det giver en rigtig god oplevelse og kan være en god start til at spise fisk, siger Tommy Raabo Fischer og tilføjer:

- Som dressing kan man bruge japansk mayonnaise, eventuelt rørt op med lidt dild og lime.

/ritzau/FOKUS
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
TV
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her