*

Luksus

Elegancens år: Mindfulness og månefaser

Månefasen var årets vigtigste komplikation til kvindeure ved Baselworld-messen, der blev afholdt i slutningen af marts. Farverne var sort, hvid og blå, men størrelserne var mindre for smykkeurene og større for de traditionelle kvindeure.

Foto: PR
Ur

Baselworld-messens logofarver er blå, sort og grå, og nøjagtig de nuancer prægede i høj grad messens urnyheder.

Sorte og hvide nyheder blev suppleret af grå hos for eksempel Rado True Thinline, Chanel Boy Friend, Longines Master Collection og Victorinox I.N.O.X.V.

Bulgari Serpenti (27 mm) ur med let udskiftelig dobbeltlængderem af Karung-vandslange (fås også med kalveskindslæderrem) med cabochonsleben rubellit på kronen og kvartsværk B033. Urkasse enten af stål eller 18 karat rosaguld, og formen er inspireret af et stiliseret slangehoveds silhuet – nogle modeller sat med diamanter på kanten af kransen. Vandslangeremmen fås i fem farver, kalveskindsremmen i seks farver, og urskiven i forskellige farver og materialer. Priser fra ca. 28.800 til 72.650 kroner. Foto: PR

Hvis sort og hvid er de evige klassikere, og blå er modefarven, så er grå den neutrale nyhedsnuance, som understøtter de andre. Blåt var kodeordet for line extensions hos Omegas Aqua Terra og Longines Master, og kransen på Rolex’ nye Yacht-Master var nærmest himmelsk i nuancen.

For remmenes vedkommende skete der lidt mere – specielt hos Bulgari i Serpenti-kollektionen – og så havde flere mærker medbragt milanese-remme lavet i mesh i år. Alle fra Daniel Wellington, Triwa, Mockberg og Obaku til Longines og Harry Winston.

Diskrete æstetiske ansigtsløftninger gav nyt liv til ældre urmodeller, og der blev fejret mange jubilæer på messen i år, heriblandt 30-året for Chanels Camélia, 30-årsjubilæet for TAG Heuers Link og en 60-årsjubilæumsmodel for Longines Heritage.

Ambitionen med ansigtsløftningerne er blandt andet også at forbedre chancerne for at få skabt en Instagram-succes. Fordelen ved at ansigtsløfte nogle klassiske vintagemodeller er også at kunne sætte prisen lidt ned på et ur, for derved at kunne gøre det mere interessant for et yngre klientel – for andre mærkers vedkommende, såsom Omega, er priserne dog steget.

Instagram-ure

TAG Heuer og Daniel Wellington er sandsynligvis de to firmaer, som har gjort og gør allermest ud af deres tilstedeværelse på Instagram.

For Daniel Wellingtons vedkommende har de sociale medier været grundstenen, som firmaet har bygget sit fundament på – senest cementeret med en aftale med modellen Kendall Jenner.

Brillanter, alligatorskind og guld Tag med på eksklusiv urmesse i Schweiz

For TAG Heuer var aftalen med Bella Hadid en stor nyhed, godt suppleret med andre celebrity-ambassadører.

Omega er til dels hoppet med på Instagram-vognen med opsætningen af treenigheden Seamaster, Railmaster og Speedmaster fra 1957, men nogle gange fornemmer man, at de konstruerede historier til dels bygger på tilfældigheder og enkeltstående episoder.

Dog har de sociale medier så absolut indflydelse på mærkernes genoplivning af ældre urmodeller. En konklusion er i hvert fald, at specialiseringen blandt urfirmaer medfører en naturlig udvælgelse. Det enkle er ikke længere nok.

God samvittighed

En overordnet trend på årets messe var ifølge Katrine Blume, retailmanager for Plaza Ure og Smykker, den gode samvittighed i form af bæredygtig produktion eller et godt formål, som der samles penge ind til ved salg af udvalgte ure, og det gælder såmænd både dame- og herreure.

»Et eksempel er det svenske urmærke Triwa, der garver læder med bark og bruger genanvendt plast og acetat i både ure og smykker,« siger Katrine Blume.

Denne nærmest mindfulde tilgang til ure blev suppleret af Victorinox’ kreative direktør, François Nunez.

Ens ur skal ikke gøre ens liv mere kompliceret. Tværtimod. Kvinder ønsker sig funktionelle, æstetiske, alsidige og holdbare ure.
François Nunez, kreativ direktør hos Victorinox

»Ens ur skal ikke gøre ens liv mere kompliceret. Tværtimod. Kvinder ønsker sig funktionelle, æstetiske, alsidige og holdbare ure. Hos os er stærkt det nye smukt,« siger han.

TAG Heuer tilsluttede sig også det sporty look gerne integreret med muligheden for at personliggøre urene.

Sabine Zwettler, chefredaktøren for ursektionen af messeavisen Baselworld Daily News, er i den privilegerede situation, at hun får størstedelen af urene fra de forskellige firmaer at se, og hun var ikke i tvivl om, hvad der var den vigtigste tilføjelse til årets kvindeure:

»Årets vigtigste komplikation til kvinder er månefasen. I Bulgaris Lucea-kollektion har firmaet placeret månefasen i øverste halvdel af uret enten på en baggrund af blå aventurin eller rubin, og Oris har også medbragt deres første blå månefaseur til kvinder,« siger hun.

Små og store

Størrelserne på årets kvindeure havde også undergået forandringer. Større kvindeure til daglig brug fremstilles på grund af kinesisk efterspørgsel, mens smykkeurenes størrelser er på vej nedad.

Hvad lige præcis den kinesiske efterspørgsel angår, så er 2017 hanens år i den kinesiske stjernetegnskalender.

Derfor havde både Chopard og Harry Winston da også klasket ”årets dyr” på et par urskiver, men trendy kan fænomenet ikke kaldes. Det er mere en måde, hvorpå mærker forsøger at helgardere sig på samtlige asiatiske markeder. De kinesiske stjernetegn har i hvert fald været tilgodeset de seneste år, og bliver det nok også de næste.

Hvor det asiatiske marked tidligere har drevet produktionen af nyheder i gult guld, stod nyhederne i år primært på hvidguld, rødguld og stål som de vigtigste metalfarver, suppleret af PVD-belægninger i rosa guldfarve som for eksempel Daniel Wellingtons Classic Petite.

Chopard gjorde meget ud af at bruge fairmined guld i deres mest prestigefulde ure. Rolex lancerer altid et par nyheder i firmaets patenterede guldlegering ”Everose”, og Chanel fik da også sneget deres patenterede guldlegering beige guld ind på en Boy Friend-model.

På sin vis var det virkelig kvindernes år i Baselworld i år. For eksempel havde Patek Philippe medbragt intet mindre end 51 unikasmykkeure for rigtig at fremvise de 50 forskellige specialer – ”métiers d’arts” – som firmaet udøver, men som firmaets præsident, Thierry Stern, siger:

»Jeg har faktisk været nødt til at begrænse antallet af medbragte kreationer. Nogle har jeg endda valgt at holde tilbage til næste år.«

Chanel sekunderede trenden med kollektionen Mademoiselle Privé, som udbygges med unikamodeller år for år; hver model repræsenterer flere måneders arbejde. I år var der medbragt fem nye armbåndsure og to bordure af obsidian, og hver kreation kostede ca. 1,825 millioner kroner.

For smykkeurene blev petit størrelser fremhævet.

Certina har lanceret en special edition af uret DS-1 Powermatic 80

Mange smykkeure til kvinder var på kun 19 mm i diameter, hvilket må siges at være det mindste, hvis tiden stadig skal være mulig at aflæse uden forstørrelsesglas – urkasserne var som oftest runde eller ovale med enten blå, pink eller sorte satinremme som set hos Harry Winston, Graff og Bulgari.

Diamanter på kransen gjorde sig både gældende for de mindste og de lidt større ure.

Blandt de større smykkeursnyheder til kvinder var de Grisogonos Luna-ur. Igen en reference til månen i navnet og halvmåneformen, men lige præcis det ur var der intet petit over.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu

Kronik: Så opdrag for h… jeres børn

Joachim Nielsen, partner hos Idefilm og Think Big
De bliver små uforskammede og ulidelige sataner uden nogen form for rimelig ydmyghed.
Annonce
Annonce
TV
Annonce
Mad & Vin
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her