*

Forbrug & Test

Hvert tredje opvaskemiddel i test indeholder allergifremkaldende stoffer

Mange opvaskemidler indeholder stoffet MI, der ifølge en læge kan give livsvarig allergi. Brancheforening påpeger, at stoffet er lovligt.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har tjekket ingredienslister på en række opvaskemidler. Foto: Forbrugerrådet Tænk Kemi

Mange opvaskemidler på det danske marked indeholder problematiske, konserverende stoffer, som kan give allergi.

Svært at finde information

Ingredienslister for opvaskemidlerne skal være tilængelige på den hjemmeside, der står på etiketten, så forbrugerne kan se alle ingredienserne.

Testen viser, at informationen om indholdsstoffer på nettet kan være meget svær at få fat i. Der er fundet eksempler på, at ingredienslisten ikke er der, at den ikke er til at finde, eller at oplysningerne på hjemmesiden ikke er opdaterede.

En række virksomheder fik efter henvendelser fra Forbrugerrådet Tænk Kemi rettet op på manglen på informationer.

Ved testens afsluning var der stadig mangler for:

  • Knofedt Opvask - intet datablad på hjemmesiden.
  • VEL opvaskemidler - ikke matchende ingredienslister på hjemmeside i forhold til dem Forbrugerrådet Tænk Kemi fik tilsendt fra producenten. Alle produkter er heller ikke tilgængelige.
  • Isabella Smith Maison Belle - intet datablad tilgængeligt på hjemmeside og fejl i mærkningen.
  • ECOver - intet datablad tilgængeligt på hjemmesiden.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk Kemi

Det viser en test, som Forbrugerrådet Tænk Kemi har foretaget. Rådet har gennemtrawlet supermarkedernes hylder for opvaskemidler og nærlæst ingredienslister på 33 produkter.

Gennemgangen viser, at det allergifremkaldende stof MI bliver brugt som konserveringsmiddel i godt hver tredje produkt i testen, idet 12 af de testede produkter indeholder konserveringsmidlet MI (methylisothiazolinone), som er allergifremkaldende.

Stoffet bliver til februar forbudt i produkter som cremer og deodoranter, der smøres  på huden, mens det fortsat vil være tilladt i en række andre produkter bl.a. opvaskemidler.

»MI er et meget potent allergen, og når det findes i så mange produkter, som den enkelte forbruger udsættes for på daglig basis,  er der risiko for, at de kan udvikle en livsvarig allergi, der kan give dem store problemer i deres private og professionelle virke,« siger læge, ph.d.-studerende Niels Højsager Bennike fra Videncenter for Allergi.

Han bakkes op af hudlæge Jakob Torp Madsen fra Odense.

»MI er den hyppigste årsag til kontaktallergi herhjemme. Det burde være forbudt,« siger han.

Udslæt, eksem og blærer

Ifølge videncenteret får mindst 1.000 danskere årligt konstateret MI-allergi. Allergien kan udløse et allergisk eksem, medførende gener som kløe, rødme, hævelse og i svære tilfælde også blæredannelser.

Har man først fået allergien, kan den allergiske reaktion udløses ved blot kortvarig kontakt med et produkt, der indeholder det allergene konserveringsmiddel selv i lave doser.

MI er et meget potent allergen, og når det findes i så mange produkter, som den enkelte forbruger udsættes for på daglig basis, er der risiko for, at de kan udvikle en livsvarig allergi, der kan give dem store problemer i deres private og professionelle virke.
Niels Højsager Bennike læge, ph.d.-studerende, Videncenter for Allergi

Nogle patienter oplever desuden også, at de får udslæt f.eks. i ansigtet, blot de træder ind i et nymalet rum, hvor MI kan findes i malingen og afdampe fra i flere uger. 

»Det er en rigtig god idé at nedsætte udsættelsen for MI, hvis du vil minimere risikoen for at udvikle MI-allergi. Det kan du gøre ved at holde øje med stoffet i ingredienslisten eller gå efter Astma-Allergi Danmarks mærke Den Blå Krans, som stiller krav til, at dette stof ikke findes i produktet,« siger Christel Søgaard Kirkeby, projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Lovlige produkter

Udover MI indeholder en del af opvaskemidlerne også stofferne benzisothiazolinone og octylisothiazolinone, som er nært beslægtede med MI. Et 13. produkt i Forbrugerrådet Tænk Kemis test får også en "rød" bedømmelse, da det indeholder stoffet propyl gallate, som er et allergifremkaldende konserveringsmiddel.

I brancheforeningen SPT pointerer direktør Helle Fabiansen, at MI er tilladt at bruge som konserveringsmiddel.

»Produkterne lever fuldt ud op til loven, og vi bakker ikke op om Forbrugerrådet Tænk Kemis forsimplede måde at kommunikere på, hvor de hænger lovlige produkter ud med et rødt faresymbol,« siger hun.

Forbrugerrådet Tænk Kemi oplyser, at det ikke er den enkelte opvaskemiddel, der er et problem i sig selv. Men MI bruges i mange forskellige produkter, og der kan være god grund til at begrænse sin udsættelse. Testen viser også, at det ikke er svært at undgå stoffet i opvaskemiddel.

»Produkterne lever fuldt ud op til loven, og vi bakker ikke op om Forbrugerrådet Tænk Kemis forsimplede måde at kommunikere på, hvor de hænger lovlige produkter ud med et rødt faresymbol,« siger hun.
Helle Fabiansen direktør, brancheforeningen SPT

Aloe vera-produkter uden aloe vera

I to af opvaskemidler, som Forbrugerrådet Tænk Kemi har tjekket, indgår navnet på den plejende aloe vera-plante i titlen på produktet. Men det betyder ikke, at man kan forvente at nyde godt af den plejende effekt.  Hverken i Coop Aloe Vera eller Shine Aloe Vera Fresh fra Liddl er der aloe vera i produktet. I begge tilfælde forklarer producenterne, at navnet alene skyldes duften af aloe vera.

»Hvis du som forbruger forventer, at aloe vera-produkterne er milde og plejende, er det naturligvis ikke optimalt, at der slet ikke findes aloe vera i disse produkter. Det kan forbrugerne med rette opfatte som vildledning,« siger Christel Søgaard Kirkeby.

Test Denne ansigtscreme indeholder et stof, der bruges i lim og maling

Hos Coop forstår informationsdirektør Jens Juul Nielsen godt kritikken.

»Vi har taget kritikken til efterretning, og vi ændrer nu recepten, så der kommer aloe vera i opvaskemidlet. Grunden til, at vi kaldte det aloe vera, selv om der ikke var aloe vera i, var, at det var en del af en serie opkaldt efter de dufte, der var i produkterne, apple, citrus og aloe vera,« siger han.

Den slags er tilsyneladende ikke blot et dansk problem. En amerikansk test, udført af Bloomberg News, viste for nylig, at det er et udbredt fænomen, at produkter bliver markedsført med navne, hvor aloe vera indgår, selv om de ikke indeholder aloe vera.

Ifølge Christel Søgaard Kirkeby har opvaskemetoden betydning for, hvor udsat man er: »Hvis man putter sulfoen på børsten og ikke rører ved det, har man ingen hudkontakt, og så er risikoen mindre, end hvis man to gange dagligt står med hænderne nede i en opvaskebalje med sulfo i,« siger hun. Arkivfoto: Thomas Borberg

Det er et lovkrav, at man som forbruger skal kunne finde opvaskemidlernes fulde ingrediensliste på virksomhedens hjemmeside, da kun dele af den skal være på etiketten. Men ikke alle virksomheder lever op til kravet, viser testen. Ved 14 opvaskemidler i testen kunne informationen ikke findes på hjemmesiden – eller også var den så svær at finde, at det ikke kan forventes, at man vil være i stand til at nå frem til den. Ved 10 produkter oplyste producenterne fejlagtige informationer om ingredienserne på nettet.

Der er virkelig dårligt styr på det her. Reglerne om, at man skal kunne finde informationerne på en hjemmeside, fungerer ikke ordentligt. Det ville være bedre, hvis det hele stod på etiketten.
Christel Søgaard Kirkeb, projektleder, Forbrugerrådet Tænk Kemi

»Der er virkelig dårligt styr på det her. Reglerne om, at man skal kunne finde informationerne på en hjemmeside, fungerer ikke ordentligt. Det ville være bedre, hvis det hele stod på etiketten,« mener Christel Søgaard Kirkeby, der påpeger, at Methylisothiazoline dog altid skal fremgå.

Direktør Helle Fabiansen fra brancheforeningen SPT påpeger, at det ikke er i orden, hvis loven ikke overholdes.

»Jeg kan fortælle, at virksomheder, der er medlem hos os, godt kender reglerne, for vi gør meget op i at oplyse dem om dem,« siger hun.

Det er nu ikke helt den opfattelse, Forbrugerrådet Tænk Kemi har.

»Selvom virksomhederne godt kender reglerne, kan vi se at de ikke nødvendigvis har opdateret information tilgængelig  - og informationerne kan være svære at finde,« siger hun.

Efter Forbrugerrådet Tænk Kemis henvendelser har mange af producenterne i øvrigt rettet op på den manglende information.

Grøn - 15 produkter, som Forbrugerrådet Tænk Kemi anbefaler:

Ecover Zero opvaskemiddel

Grøn Balance Opvask koncentreret

Ideel Opvask

Irmas Tusindfryd opvask

Levevis Koncentreret opvaskemiddel parfumefri

Minirisk Opvask koncentreret

Neutral Concentrated dish wash / opvask

Rema 1000 Opvask parfumefri

Sensitive by Nopa Opvaskemiddel uden parfume

Shine Opvaskemiddel parfumefri

Sonett Opvaskemiddel neutral

Vel Ultra Pure & clear opvask

W5 Sensitive Dish wash opvaskemiddel

Änglamark Opvask koncentreret

Gul - 6 produkter, som indeholder parfumestoffer, som kan virke allergifremkaldende:

Coop Aloe Vera opvask koncentreret

First Price Opvaskemiddel

Froggy Aloe Vera opvaskemiddel

Knofedt Opvask

Vel Ultra Ekstra drøj opvask

Vel Ultra Pink flowers opvaskemiddel

Rød - 13 produkter, som indeholder allergifremkaldende konserveringsmidler, bl.a. methylisothiazolinone og benzisothiazolinone:

Anna og Claras Opvaskemiddel

Budget Koncentreret opvaskemiddel

Fairy P&G Ultra original opvask

First Price Opvaskemiddel koncentreret

Isabella Smith Apothecary Maison belle opvask orange rosemary

Persil Washing up liquid lemon burst / opvask

Shine Opvaskemiddel Aloe vera fresh

UNA Classic opvask

Vel Regular Pink opvask

Vores Opvaskemiddel aloe vera

W5 eco opvaskemiddel lavendel

W5 Opvaskemiddel sensitive aloe vera

X-tra Opvask

Du kan læse hele testen her

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her